Klumme: "Det vi gør er ikke curling. Det er kærlighed!"

I vores familie er vi en far og en mor – det er mig – og to børn. Tre hver anden uge. Den ene forælder siger som udgangspunkt nej. Mens den anden – og det er mig – bliver påduttet at have svært ved at sige nej!? Men det har jeg ikke! Jeg har bare taget en meget bevidst beslutning i mit forældreskab om at sige ja. Ja, ja og ja! Der skal være en særdeles god grund til at sige nej; og risiko for spildt vand, beskidt tøj, blå mærker og andet besvær er ikke en god nok grund. Spildt vand kan tørres op, beskidt tøj kan vaskes med rimelig lethed i denne del af den vestlige verden og blå mærker kan trøstes væk med omsorg.

Men jeg kan snart ikke åbne en avis, uden jeg skal påduttes, hvor pisse dårlig en mor jeg er, fordi jeg er såkaldt curlingmor – moren, der baner vejen for så ukompliceret et liv, at ungen forbliver uselvstændig som en to-årig. Men ved I hvad? Det er jeg ikke! Jeg er ikke curlingmor, bare fordi jeg giver mit barn lov til gummistøvler en solskinsdag. Jeg er ikke curlingmor, fordi jeg tager sukker-overraskelser med, når jeg henter i børnehave, fordi jeg siger ja til den største is, fordi de må prøve veteranbilerne i Tivoli seks gange i træk, eller fordi de ikke behøver at spise op, selv om Prinsesse Marie fodrer sine unger, til tallerkenen er tom.

Forkæler jeg? Muligvis. Og det er da værd at være opmærksom på, om ungerne pludselig tager alt for givet og bliver tvære, når de så endelig får et nej. Men det gør mig satme ikke til curlingmor. Det gør mig i værste fald til en slap mor.

Egoistisk lortemor

Det mest bemærkelsesværdige ved den evindelige strøm af kulturel tilsvining af vores generations småbørnsmødre (man skulle tro, det var en sport) er dog, at en del af bagmændene kommer fra den kant, der til dato nok tager prisen for generation “komplet egoistisk lortemor”; Hende, der skulle realisere sig selv og flyttede i kollektiv og lå og bollede med alle mulige og umulige typer, mens ungerne kunne passe sig selv. Eller hende, der ville karrieren i så ekstrem grad, at man lærte at lave dåseravioli som syvårig. Den mor, der elskede at privatfeste og enten slæbte ungerne med – for de kunne jo bare sove blandt fulde mennesker – eller bare lod ungerne være alene hjemme, for de havde jo telefonnummeret til Susan, der holdt festen. I tilfælde af… De forældre, der storrøg i bilen på vej ned gennem Europa og nægtede at rulle vinduerne ned, fordi det trak. Dem, der arbejdede til langt ud på aftenen og konsekvent kom for sent til forældremøder. De forældre, der tog tre måneders barsel og synes, det er noget pjat at amme sine unger i et år.

Åh ja. Den generation er da de helt rigtige til at genopdrage deres nu voksne unger!??

Der er forskel

Jeg undres over jagten og kan ikke finde anden forklaring, end at vores meget bevidste valg om forældreskabet – og ikke mindst høje prioritering af vores børn og deres velbefindende – er en torn i øjet på deres egen navlepillende fravær. Vi er en fantastisk generation af forældre, der prioriterer det, vi selv har valgt at sætte i verden.

Hurra! Vi gør det faktisk godt, når vi stræber efter tidlig hentning i vuggestue. Når vi ammer. Når vi værdsætter puttestunden og alsidig kost og altid står til rådighed for trøst. Bare fordi deres generation var egocentrikere, skal de ikke gøre os forkerte for egen oprejsning. Det er bare dobbelt egocentrisk. Det vi gør er ikke curling. Det er kærlighed! Det burde ikke være svært at kende forskel.