Den magiske dato - kom nu ud!

Den magiske dato - kom nu ud!

Endelig oprandt den længe ventede terminsdato. Men alt er roligt, baby råhygger stadig i din mave, og du er ved at gå til af utålmodighed. Ekstra ventetid er en chance for forkælelse og mental styrketræning.

Terminsdatoen. I mange måneder har den ventet, næsten selvlysende, forude som et skæringspunkt mellem dit gamle liv og dit nye liv som mor. Nu er den magiske dato pludselig overskredet, og intet tyder på, at dit barn nogensinde har tænkt sig at forlade sin trygge tilværelse i din livmoder.

Måske kommer det bag på dig, hvor utålmodig du pludselig føler dig. Utålmodig efter at få fødslen godt overstået og møde dit barn – men også efter at få din gamle krop, frie bevægelighed og i det hele taget dit eget ‘jeg’ tilbage.

Noget, vi leger

Jordemoder og coach Therese Cicilie Søegaard møder mange gravide kvinder, der bliver utålmodige, når de går over tiden.

“Jeg plejer at sige, at følelsen kan sammenlignes med at skulle tisse rigtigt meget. Jo tættere du kommer på toilettet, des sværere bliver det at holde sig. Det samme gælder, når du overskrider din terminsdato. Du har følt dig klar til at skulle føde i ugevis, og når du så går over tiden, er det bare for meget,” forklarer hun.

Reaktionen er lige så naturlig, som det er naturligt at gå over tiden. Alligevel oplever du det måske som et lille nederlag, hvis du ikke leverer en baby til terminsdatoen. Men det er der absolut ingen grund til, understreger Therese Cicilie Søegaard, tværtimod er det vigtigt at huske sig selv på, at terminsdatoen reelt ikke siger særlig meget om, hvornår baby har tænkt sig at melde sin ankomst.

“I dag vil vi gerne vide, præcis hvornår vores barn kommer ud, men i virkeligheden er en terminsdato kun den dag, hvor vi ‘leger’, at nu kommer barnet. Vi kan ikke vide det,” siger hun.

Som udgangspunkt anslås en graviditet til at vare 280 dage, der deles op i 40 uger – men i virkeligheden er graviditeter ikke lige lange. Tværtimod er det helt almindeligt at føde fra tre uger før til to uger efter terminsdatoen

To ugers ekstra venten

Men når maven fylder en halv sofa og er tung som et hus, når man savner sine yndlingscowboybukser – eller i det hele taget bare at kunne gå i cowboybukser – er det ikke underligt, at utålmodigheden vokser. For hvad søren skal du dog få tiden til at gå med?

Rent praktisk er der nogle ting, du skal. Forløbet hos din jordemoder slutter med uge 40, men hvis du når frem til uge 41+3, kommer du til et ekstra kontrolbesøg på det hospital, hvor du skal føde.

“Du får lavet en hjertelydskurve for at se, hvordan bebs har det. På den måde kan man følge moderkagen og se, om barnet har næring nok. Jordemoderen mærker også på dig indvendigt, og de efterfølgende tilbud afhænger af, hvor fødeklar du hormonelt set er. Ser alt fint og normalt ud, får du en dato for igangsættelse,” forklarer Therese Cicilie Søegaard.

Den praktiske side af ventetiden kan være den mindste. Men måske har du dagligt et halvt håndboldhold i røret, der vil høre, om du har født, og det kan opleves stressende. Hvis du har det sådan, skal du ikke satse på, at omgivelserne gætter sig til det.

“Anerkend, at de ringer til dig, fordi de holder af dig og vil give dig opmærksomhed, men sørg for klart at få sagt, at du selv ringer til dem, når der er noget nyt at fortælle,” råder Therese Cicilie Søegaard.

Op med fødderne

Skal du sættes i gang?

Igangsættelse af fødslen er et tilbud til dig, som du kan tage imod eller lade være. Årsagen til, at man sætter en fødsel i gang – ofte når du er gået 14 dage over tid – er, at nogle børn på det tidspunkt begynder at få for lidt næring, hvilket kan gøre dem mere følsomme over for iltmangel under fødslen.

Fremgangsmåden afhænger af, hvor hormonelt klar din krop er til at føde. Hvis din livmoderåbning er umoden, kan igangsættelsen tage to-tre – og i enkelte tilfælde op til fem dage. Hvis din krop ikke er så klar, får du en stikpille med hormoner, der ‘modner’ livmoderåbningen og -halsen. Når livmoderhals og -munding er moden og to-tre centimeter åben, fortsættes igangsættelsen sandsynligvis med hindesprængning, så vandet går.

Kommer der ikke veer efter en aftalt periode, fortsættes der med ve-stimulerende drop. Herefter kan der stadig gå nogle timer, før selve fødslen går i gang. Når først fødslen er i gang, ligner den en spontan fødsel, blot vil du sandsynligvis fortsætte med at få ve-stimulerende drop, indtil nogle timer efter at dit barn er ude.

Mellem otte og 15 procent af alle førstegangsfødende får sat fødslen i gang. Når du bliver sat i gang, er der en ‘let øget’ risiko for, at fødslen ender med et kejsersnit.

Kilder: Therese Cicilie Søegaard, Netdoktor.dk, Sundhedsstyrelsen.dk, Hvidovrehospital.dk