hjemmegående

Derfor er det mig, der dropper karrieren for børnenes skyld

Der er ét godt argument for, at det er kvinden, der skal blive hjemme, mener Therese Bach Eriksen.

KLUMME: For godt tre år siden, den gang jeg skulle tilbage til min stilling som marketingkonsulent efter end barsel med barn nummer to, tog min mand og jeg en beslutning, der uden tvivl har og kommer til at påvirke mit og vores liv betragteligt. Vi besluttede, at jeg skulle droppe ”karrieren” for et stykke tid for at have fokus på familielivet.

Som udgangspunkt havde vi ikke tænkt, at jeg skulle blive hjemmegående på fuld tid, men efter jeg havde fået afvist mit ønske om at komme (meget) ned i tid på mit arbejde, så vi ingen anden udvej end at jeg sagde jobbet op. Tanken var så, at jeg kunne gå hjemme nogle få måneder for at få ro på inden jeg begyndte at søge deltidsstillinger. Skæbnen ville dog, at jeg blev glad for at være hjemme på fuld tid med børnene, og min mand kunne påtage sig mere arbejde, og på den måde kunne det hele løbe rundt for vores familie.

Jeg endte dermed med at være ”hjemmegående” i et par år, hvor familien kun blev forsørget af min mands indtægt – dermed blev JEG også forsørget af min mand. Og hold da op, hvor har jeg fået mange kommentarer i forbindelse med lige præcis dette – at jeg, kvinden, var den, der gik hjemme. Og blev forsørget. Ikke bare var det spild af min uddannelse og intellekt, men det var også MEGAprovokerende, at vi overhovedet ikke overvejede om manden skulle være den, der gik ned i arbejdstid eller tog hjemmetjansen, mens jeg ”kørte karriere”. For far er jo lige så god som mor, så det kunne jo lige så godt være ham, der gjorde det. Og ja, jeg er faktisk helt enig i, at efter barnet har nået en vis alder (og alt efter om man ammer eller ej), så kan far jo klare opgaven lige så godt som mor kan… Så hvorfor er det primært kvinder, der enten går ned i tid eller træder helt ud af arbejdsmarkedet for en periode, for at fokusere på familielivet?

Nu forventer mange måske, at jeg vil komme med den ”klassiske” forklaringen – nemlig at det er biologisk betinget. Men der tager I fejl. Selv om der er nogle biologiske faktorer som det, at mor er den, der skal komme sig fysisk over en fødsel (og dermed ikke er i stand til at tage på arbejde dagen efter et barn er kommet til verden), og det er mor, der ammer – hvis man vælger at gøre det – så er det ikke derfor kvinder vælger at arbejde mindre end deres mænd.

Det var i hvert fald ikke sådan det foregik hjemme hos os, da vi skulle træffe den beslutning. Det var hverken størrelsen på brysterne eller hvem der havde været gravid, der påvirkede os. Det kom ned til én eneste ting; hvem havde den højeste løn? Det er jo som sådan logik for perlehøns – hvis man skal skære i, eller eliminere én af husstandens to indtægter, så vil de aller fleste vælge den laveste løn.

Min erfaring er nu, at når jeg fremlægger dette argument for, hvorfor det er kvinder, der tager hjemmetjansen, så kan det for alvor provokere enkelte, for det er da slet ikke retfærdigt, at kvinder har lavere løn end mændene på det tidspunkt, de får børn. (Og dermed er det mest oplagte valg – i hvert fald set med praktiske øjne – at det skal være dem, der går ned i tid). Og nej, det ville det ikke have været, hvis der ikke var en grund til det. For det er der.

Den ene årsag til, at kvinden måske tjener mindre end sin mandlige partner på det tidspunkt, de får børn, er, at kvinder i gennemsnit er to-tre år yngre end mænd, når de bliver forældre. Det vil sige, at på det tidspunkt sådan en beslutning eventuelt skal tages, så har manden haft flere år på arbejdsmarkedet end kvinden, hvilket ofte betyder højere anciennitet og højere løn. En anden ting, man også skal tage med i beregningen, er, at der er flere kvinder end mænd, der vælger at tage en højere uddannelse. Så ikke blot er manden oftere ældre end kvinden på det tidspunkt de bliver forældre, men kvinden er også kommet senere ud på arbejdsmarkedet på grund af studier.

Vores tilfælde er et godt eksempel på ovenstående. Jeg er seks år yngre end min mand. Jeg har en højere uddannelse, han har ikke. På det tidspunkt vi skulle træffe en beslutning om, hvem der skulle skære i arbejdstiden, havde jeg været i (fuldtids)arbejde i knapt to år, hvor min mand havde været i fuldtidsarbejde i næsten 12 år. Og derfor tjente han flere penge, end jeg gjorde.

Man kan så sige, at det kan blive en dum spiral, hvis det er på grund af den lavere løn, kvinden bliver den, der skærer ned på arbejdet – for så vil løngabet mellem hende og manden blot blive større i den periode det drejer sig om. Og måske også for resten af fremtiden. Det er jeg så helt enig i. Det er drønærgerligt.

Jeg har desværre ikke løsningen på, hvordan man kan stoppe den dårlige trend (ud over at enten færre kvinder eller flere mænd tager højere uddannelser, eller at aldersforskellen mellem de to køn bliver udjævnet med tanke på, hvornår de får børn – men det er ikke en realistisk løsning). Men det første skridt kan være at anerkende, at det IKKE nødvendigvis er de biologiske forskelle på manden og kvinden, der påvirker de her valg, men andre omstændigheder. Herhjemme kiggede vi i hvert fald ikke på brysterne – vi kiggede på lønchekken.

Om skribenten

Therese Bach Eriksen. Mor til tre små drenge, “Røveren” fra 2012 og “Bassen” fra 2013 og ”Bettemanden” fra 2017. Uddannet indenfor kommunikation, og har tidligere arbejdet med markedsføring, indtil hun valgte at blive hjemmegående. 

Therese Bach Eriksen skriver også på sin egen blog Jeg er Kvinde

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.