Hud-mod-hud: Derfor skal du ligge helt tæt med dit barn - også når det bliver større

Det er svært at vide, præcis hvordan det føles for et lille barn at komme til verden. Men der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det må være lidt af en omvæltning at bevæge sig fra ni måneder i et lækkert, veltempereret miljø, kun omgivet af mor, og ud i den rå virkelighed.

Og lige her, i ankomstøjeblikket, er det ikke uvæsentligt, hvordan barnet bliver mødt. Det ved jordemoder Anne Ruby, som fremhæver en ting, der ligger hende meget på sinde og har gjort det i de 15 år, hun har taget imod små mirakler; nemlig den tidlige hud mod hud-kontakt mellem mor og barn og den helt specielle forbindelse, det skaber.

“Jeg plejer at kalde graviditeten et all inclusive-ophold, hvor barnet er i et entydigt, varmt og blødt univers, og hvor mor gør alt arbejdet. Når barnet bliver født, kommer det ud i et stort, tomt rum, hvor der slet ikke er grænser på samme måde, og hvor der er koldt og knastørt i forhold til forholdene i livmoderen, og i hele den proces er det vigtigt, hvordan vi modtager barnet og skaber en tryg landingsplads,” forklarer hun.

“Alle børn – også de større – har gavn af hudkontakten, men for det nyfødte barn er det en måde at smelte sammen med sine forældre på, når man lige er landet ude i den store, vilde verden. Det ved vi i dag, selv om vi op igennem det 20. århundrede har haft en fødselshjælp, der i virkeligheden har gjort meget ud af at få barnet væk fra mor – navlestrengen skulle hurtigst muligt klippes over, barnet skulle undersøges på et sterilt bord, og det skulle vaskes fri for alt det nærende fosterfedt,” beskriver Anne Ruby.

Man har groft sagt haft travlt med at viske alle spor af livmoderen væk og gøre barnet uafhængigt.

“Nu er der forskning, som taler for det modsatte og fokuserer på, at vi skal tilbage til udgangspunktet; for eksempel i forhold til at se navlestrengen som et bånd, der faktisk er supersmart og definerer en helt perfekt afstand mellem mor og barn, og som ikke for alt i verden skal klippes hurtigt over, men have lov til at slippe sin funktion helt naturligt,” lyder det fra Anne Ruby.

Ifølge den erfarne jordemoder handler det om, at vi fødes med nogle stærke psykologiske overlevelsesmekanismer, som kalder på, at vi som det første møder vores mors nøgne bryst.

“For det første har man fundet ud af, at mors bryst er det, der temperaturregulerer barnet allerbedst. Vi har censorer på vores bryst, der gør, at hvis barnet fryser, så skruer vi op for vores egen kropstemperatur. Hvis barnet sveder, sker der det modsatte.

Barnet har lyttet til sin mors hjerteslag under hele graviditeten, og derfor er det også meget beroligende for barnet at lande på ydersiden af brystet og høre det samme hjerte slå. Ligesom at mors stemme er velkendt for barnet og et anker i forhold til at lande i verden og vil være tydeligst, når barnet ligger på brystet og mærker stemmens vibrationer, hud mod hud.

Barnets syn rækker ikke særligt langt, når det lige er blevet født, og dets øjne fanger bedst elipseformer – som for eksempel mors brystvorte eller øjne, hvilket er to vigtige fikspunkter for barnet. Det er tilmed supervågent lige dér og vil meget gerne have øjenkontakt, fordi det er vigtigt, at der er nogen, der forelsker sig i det, så det ikke er fortabt.

Samtidig er den duft, mor udskiller, også meget vigtig og helt unik for barnet, og det har en ekstrem stærk evne til at skelne imellem dufte og reagerer på sin mors,” forklarer Anne Ruby og tilføjer:

“Endeligt bliver der frigivet nogle vigtige duftstoffer, feromoner, fra barnets hovedbund, hvilket skaber en særlig forbindelse mellem mor og barn, som er vigtig i forhold til at få amningen i gang, og derfor skal man helst ikke pakke barnets hoved for meget ind i små huer, men lade det være bart, så feromonerne finder vej til mors hypofyse.”

Det er aldrig for sent

Netop amning er et emne, der optager de fleste nybagte mødre, og her spiller hud mod hud-kontakten en ganske særlig rolle.

“Det er ikke vigtigt, om der går 10 minutter eller en halv time, før det lille barn sutter, det er langt vigtigere, at barnet har adgang til mor og kan ligge og snuse og føle sig tryg, og derfor er hudkontakten helt afgørende,” siger Anne Ruby.

Hun refererer til forskning, der viser, at børn, der har ligget meget hud mod hud de første uger af deres liv, tager hurtigere på, typisk ammer efter fire uger, bliver mindre syge, er mindre udsat generelt og meget vågne. Men man må endelig ikke skal gå i panik, hvis man ikke kan placere sin baby – og sig selv – i den kategori.

“Jeg har arbejdet meget med det, jeg kalder kejserinder – altså kvinder, der har født ved kejsersnit – og de bliver jo ofte frarøvet det her øjeblik med deres barn, hvor amningen bliver kickstartet. Sommetider er der også en anden biokemi på spil, hvor de bliver snydt for den samme instinktive tilknytning til barnet.

LÆS OGSÅ: Læs, lyt og tal: Sproget noget af det vigtigste, du kan give dine børn

Til dem siger jeg, at det aldrig er for sent, og uanset om barnet er tre uger eller tre måneder gammelt, kan man genstarte ved at ligge hud mod hud – fordi det aktiverer barnets interesse i brystet og den del af nervesystemet, som har at gøre med tilknytning og amning.”

Anne Ruby bemærker, hvordan en stribe andre situationer kan betyde, at man skal tænke i tidlig, alternativ hud mod hud-kontakt. Hvis mor for eksempel er blevet opereret, har været bedøvet eller slås med smerter oven på fødslen, hvis der er tale om et lille adoptivbarn, eller hvis barnet selv har brug for lægehjælp, lige når det kommer til verden.

“I de tilfælde er det supervigtigt, at en anden omsorgsperson kommer tæt på og har hud-kontakt med barnet. Det skaber en instinktiv kontakt og lader barnet læne sig ind i den voksnes nervesystem, hvilket er vigtigt for barnets overlevelse og for dets evne til selv at udvikle og regulere sit eget nervesystem.”

Ud af hovedet – ned i kroppen

For mange forældre er hud mod hud-kontakt naturligt og noget, der sker helt af sig selv. Men, pointerer Anne Ruby, vi lever samtidig i en hovedstyret kultur, hvor vi ofte er fjernt fra det instinktive og kropslige.

“Mange forældre bliver fanget i den industrialisering, der er sket af fødslen, hvor alle bliver behandlet ens, og hvor forældrene lægger en masse i hænderne på eksperterne på hospitalet. Når så eksperterne er færdige med at sige, hvad man skal, og sender én hjem, kan man som nybagt mor eller far godt blive usikker på, hvad man så skal gøre,” vurderer hun.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du ligger nok hud mod hud med dit barn, eller måske har det svært med hud mod hud og synes, det bliver for meget eller for konfronterende, er det i sig selv et tegn på, at du skal gøre det endnu mere.

“Det er ikke fordi man som mor eller far skal overskride sine egne grænser, men i hudkontakten kan der også ligge en dyb healing i forhold til det, der måske tricker tvivlen og for meget-følelsen. På mange måder er det ren magi, det der sker, når du får dit barn op på dit nøgne bryst.

Fordi du helt naturligt kommer ned i din krop og i kontakt med dine instinkter – og ikke mindst det sted i dig, som ved alt om at være forælder. Og hvis du overgiver dig, kan du ikke undgå at mærke et velvære og en blødhed og en kærlighed, som du ikke kan tænke dig til,” opfordrer Anne Ruby og skynder sig at indskyde, at tæt krops - kontakt med tøj på er (næsten) lige så godt, hvis den nøgne er umulig.

Hud mod hud med større børn

Anne Ruby spoler et øjeblik tilbage til udgangspunktet og minder om, at hud mod hud-kontakten ikke kun bør være forbeholdt de små. For det er en grundting for os alle sammen; at vi har brug for andre menneskers kroppe til at regulere os, pointerer hun.

“Vi glemmer det bare nogle gange – i en verden, hvor vi tror, det er bedst, hvis vi kan klare alting selv. Det betyder også, at vi kan glemme vores egen kraft som forældre, og hvor vigtige vi er for barnet,” siger hun og bakkes op af psykoterapeut Annemarie Clement, der blandt andet arbejder med udviklingen af nervesystemet hos børn.

“Den taktile sans, som hudsansen er, er meget væsentlig i den dybe identitetsdannelse og i afgrænsningen af, hvor barnet selv går til, og hvor mor-, far- og omverdenen begynder. Derfor er det også en dyb fundamental væren, man kommer i kontakt med, når man stimulerer den taktile sans – både hos børn og voksne,” siger hun og fortsætter:

“Når vi bliver berørt og oplever hud mod hud-kontakt, danner kroppen oxytocin, som også kaldes kærlighedshormonet, hvilket hæmmer stress og skaber følelser af ro og omsorg og lyst til at knytte sig til andre mennesker. Det gælder i høj grad også, når barnet bliver større, fordi oxytocin-niveauet er med til at afgøre, hvordan barnets nervesystem fungerer og reguleres, og hvor godt det kan knytte sig til andre, både socialt og fysisk.”

LÆS OGSÅ: Ulykker i hjemmet? Her er 8 ting, du skal være opmærksom på, hvis du har små børn

Annemarie Clement beskriver, hvordan hud mod hud-kontakten på den måde er med at udvikle nogle stisystemer for, hvordan barnet danner relationer til andre og samtidig giver barnet en masse ordløse erfaringer med, hvordan det danner kontakt senere hen i livet.

“Mange børn mister den form for berøring med tiden, fordi de voksne er travle eller uopmærksomme, og det er vigtigt, at vi husker det, for det beroliger barnets nervesystem og giver det en meget værdifuld og ren oplevelse af, her er jeg, og intet andet.

Samtidig har vi ofte færre kampe og konflikter med hinanden, hvis vi har tæt berøring – fordi stresshormonerne daler, og vi får lyst til at knytte os til hinanden,” bemærker hun og nævner nogle eksempler på, hvor hudkontakten med det større barn kan komme i spil; når vi ser en film i sofaen og nusser fødder imens, når vi tegner barnet på ryggen en varm sommerdag, når vi masserer barnets hænder, inden det skal sove, eller ganske enkelt tager det op på skødet.

“Uanset hvordan og hvornår og uanset hvor store de er, giver vi vores børn et vigtigt boost af gode hormoner, hver gang vi har hud mod hud-kontakt med dem.”