Designer Lærke Andersen: ”Jeg gav mig selv lov til at lytte til den insisterende stemme indeni”

Hvordan var dit liv, før du blev mor?

"Jeg havde taget en bachelor på det Kongelige Danske Kunstakademi i design, arbejdet for Henrik Vibskov og så taget en master i London på Central Saint Martens. Min kæreste havde boet med mig i London, men skulle hjem til sit job, og jeg besluttede mig for at begynde på en ph.d. i Göteborg. Det var sindssygt spændende, men det var for hardcore som kærester at leve to liv hver for sig. Der kunne jeg også mærke, at jeg savnede at lave noget mere designorienteret i stedet for kun at skrive, forske og lave udstillinger om abstrakte designideer.

Så jeg sagde min ph.d. op, og besluttede at starte mit eget brand. Det var i 2013. Året efter blev jeg gravid, og i 2015 hang det første tøj hos Storm Copenhagen. Jeg havde et kæmpe drive, og det hele skulle udleves og gå stærkt. Men jeg husker også sygt meget pres og stress – ja, endda at få angstanfald i metroen i London. Jeg tog det hele med som en nødvendig pris – der var ikke tid til at stoppe op."

Hvad ændrede sig, da du blev mor for første gang?

"Min første søn, Bjørn, var bare halvanden måned, da min første kollektion kom på bøjlerne. Så jeg havde ingen barsel, og jeg red på en bølge af endorfiner og god energi. Bjørn var bare så sød og god, og jeg var vant til, at selv om udfordringerne var mange, kunne jeg lykkes med det, som jeg satte mig for. Så jeg fik skrabet lidt penge sammen, så jeg kunne få hjælp til at sy mine ting, og så havde jeg ellers Bjørn med mig, indtil han kunne komme i vuggestue. Min kæreste var på DR og lavede morgenradio på P3, så vi var spændt hårdt for i begge ender.

Og der var det svært at se mit barn sidde alene på stuen og blive hentet som den sidste, de gange det skete. Så jeg prøvede også at tage nogle dage og bare være der med ham, men jeg husker også, hvordan vi gik på biblioteket, og mens han kiggede på bøger, sneg jeg mig til at få svaret på de der 100 mails, som jeg var for sent med. Det er ikke en tilfredsstillende måde at leve på den lange bane, men på det tidspunkt var det som om, at det hele på besynderlig vis gav energi til hinanden. For jeg var jo mor til en glad dreng og havde et brand, der bragede derudaf."

Hvad skete der så, da du blev gravid for anden gang?

"Vi havde udsat at få en til. Der var så meget på min tallerken, men vi ville det bare så gerne. Fysisk var det hele bare hårdere anden gang. Jeg var mere mærket af graviditeten, og jeg kunne ikke bare tage en lur eller trække stikket om aftenen, for der var jo et barn, der også krævede en masse af mig. Og det var så der, mens jeg stod med maven, der voksede, at jeg også kunne mærke, at arbejdsbyrden i mit firma på ingen måde kom til at aftage – heller ikke selv om jeg havde vind i sejlene. Det var som at trille en kampesten op ad et bjerg. Også selv om jeg vidste, at jeg måske bare skulle holde ud lidt længere, så jeg kunne ansætte flere kræfter, og derfor ikke behøvedes at arbejde lige så meget.

Men jeg kunne samtidig mærke, at jeg ikke kunne passe mit firma og min voksende familie. Det eneste, der gav mening, var at give mit firma en sund pause. Der var så meget administrativt at gøre, og det slugte al det kreative overskud. Så da jeg blev gravid med Bille satte det nogle naturlige tanker i gang. Pludselig var det bare indlysende, at jeg skulle gøre mig klar til ham. Jeg ville hjemmeføde og give mig selv omsorgen til at kunne gøre det. Det ville jeg også gerne første gang, men der var mit liv alt for travlt til, at det kunne lade sig gøre. Jeg gav mig selv lov til at lytte til den insisterende stemme indeni, der sagde ‘find ro og nyd nu, at du skal have et barn.’."

Hvad fik dig til at tage springet ud af rampelyset?

"Det var et langt spring i slowmotion. Du tænker tanken lidt og bider mærke i, at folk omkring dig udviser omsorg og kan se, at det hele kører lidt for stærkt. Jeg havde bagt på tanken, og da jeg så blev gravid, kunne jeg mærke, at mit ego løb rundt og prøvede at se muligheder, der ikke var der. Jeg kunne godt have fundet en løsning, men så ville tiden med den lille nye være blevet overtaget af arbejde med det samme, og det var jeg ikke indstillet på. Tanker, som at denne gang med stor sandsynlighed også var den sidste, fyldte, og jeg ønskede virkelig at være fuldt til stede i mit moderskab, og særligt i Billes første tid."

Hvad var hårdest ved beslutningen?

"Det uvisse. På det tidspunkt føltes det, som om jeg begravede en stor del af mig selv, og jeg kunne ikke se alt det gode, jeg fik med. Jeg ville aldrig have været foruden mine erfaringer, og de har gjort, at jeg aldrig ville være bange for at starte noget op igen."

Hvad gjorde den let?

"Min mavefornemmelse og barnet i maven. Jeg havde en mission om en hjemmefødsel, og det ville jeg ikke kunne med en stresset, lukket krop. Pausen var nødvendig. Jeg havde ikke en god fødsel med Bjørn, fordi jeg bogstaveligt talt sad og skrev mails, mens jeg ventede i fødselsmodtagelsen. Fødslen anden gang blev præcis, som jeg havde ønsket. Jeg havde taget mig selv i hånden og gik ind i den oplevelse uden stress og frygt."

Har det, at du er mor på fuld tid nu, givet dit liv mere mening?

"Ja. Helt kort og klart. Det har bragt mere leg og spontanitet ind i mit liv. Der er dage, hvor jeg kan hente tidligt – være den, der henter først – og jeg har nydt det så meget. Jeg er blevet voksen på ny igennem det her."