"Det er bare kold kaffe ..." og alle de andre løgne, jeg fortæller mit barn

Jeg husker meget tydeligt den dag, hvor min mor tog en af os søskende i en løgn og sagde “det er da ikke sådan, jeg har opdraget jer”, hvortil jeg – ret kæphøj (man var jo teenager, ikke) – svarede “jo, det har du”. Jeg tror, hun blev ret paf over svaret, for der blev stille – i hvert fald i et øjeblik. Det fik os desværre ikke ud af den klemme, vi var kommet i, men jeg tror, min mor indså, at vi nu var kommet til det tidspunkt, hvor vi kunne gennemskue de små løgne, vi en gang imellem fik serveret fra vores forældre. For dem fik vi.

Alle forældre lyver, og påstår du noget andet, så lyver du. Det tror jeg helt oprigtigt. Jeg er i hvert fald en af dem, der lyver for mine børn. Jeg har især lagt mærke til det de sidste par dage, og der har minimum været en håndfuld løgne, der er blevet serveret fra mig eller andre familiemedlemmer til mine to drenge. Lad mig komme med et par eksempler.

Jeg er vild med cola, og det hænder, at jeg gerne vil have et glas til det stykke franskbrød med Nutella, som jeg påtænker at indtage til morgenmad. I håb om at undvige spørgsmål eller kommentarer af mit valg af drikkevare prøver jeg at kamuflere det i et kaffekrus. Så heldig var jeg dog ikke forleden, hvor en af drengene stillede sig foran mig, pegede på mit krus og spurgte “hvad har du der?”. Mit svar var: “kold kaffe”. Spørg mig ikke, hvorfor jeg svarede sådan.

LÆS OGSÅ: Børn falder ikke for løgne

Måske ville jeg ikke indrømme, at jeg havde prøvet at snyde mig til en omgang ubemærket cola, måske var jeg flov over at drikke noget så usundt så tidligt på dagen. Hvilket i sig selv er komplet idioti. For det første var det sunde tog kørt langt væk, da jeg hev glasset med Nutella frem. For det andet kan mine børn kan ikke engang lide sodavand, så min søn ville højst sandsynlig ikke have krævet det samme til børnene, eller hvad jeg nu var bange for.

Løgn med løgn på

Kan det svare sig at være ærlig?

For et par dage siden prøvede jeg faktisk noget nyt; at være brutalt ærlig i en situation hvor jeg ellers ville have smidt en lille løgn. Jeg havde besøgt vores slikskab og spottede to mint-chokolader i en skål. Dem nød jeg til en kop kaffe, mens drengene legede i stuen. Pludselig kom vores ældste søn ind på køkkenet, og han så straks chokoladepapiret på køkkenbordet. Han spurgte naturligvis “hvad er det”.

I min hjerne poppede det svar op, som jeg normalt set ville give ham: “Det er chokoladepapir fra i går – kan du huske, at vi fik sådanne nogle, da vi havde gæster?”. Det ville han ikke have tænkt yderligere over. I stedet valgte jeg som nævnt den brutalt ærlige metode: “Det er papiret fra de to chokolader, der var tilbage fra i går. Dem har jeg lige spist”.

Han kiggede på mig med sine store, brune øjne, der pludselig var fyldt med tårer, og gik skuffet væk fra mig uden at sige noget … Suk. Nu er det nok ikke noget, han tager skade af, men næste gang tror jeg faktisk, jeg går tilbage til plan A, og stikker ham en lille hvid løgn.

Så kan det være at børnene på et tidspunkt i fremtiden prøver at komme udenom en klemme, de er kommet i ved at påstå, at vi har lært dem, at det er ok at lyve, men den snak må vi jo tage på det tidspunkt. Nu tror jeg, at jeg skal have en kop kold kaffe.

LÆS OGSÅ: Lyver du også for dit barn?

LÆS OGSÅ: Skal vi skide på sandheden?

LÆS OGSÅ: Leder: “Jeg lyver for mine børn hver dag”