Mette fik en efterfødselsreaktion: ”Jeg var sikker på, Mads og Lærke var stillet bedre, hvis jeg ikke var her”

Efter en nem graviditet fødte jeg min datter Lærke i sommeren 2016. Fødslen var stort set ukompliceret med hjælp fra rigeligt lattergas. Jeg havde inden da læst om, at nogle mødre ikke blev ramt af denne her totale lykkefølelse, når de havde født deres barn, men jeg havde da alligevel regnet med, at jeg selvfølgelig ikke faldt i den kategori. Så da jeg lå der med Lærke på min mave og ikke på nogen måde svævede på en lyserød sky, blev jeg ret forbavset over mig selv. Få minutter efter fødslen af min datter havde jeg allerede fejlet som mor første gang.

Fejlslået amning

Ulykkelig og magtesløs

For ressourcestærk til en efterfødselsreaktion

Efterfødselsreaktion dækker over mange ting

En god nok mor

Mit største wake up call fik jeg til et foredrag med en mor, der havde haft en fødselsdepression. Med tegninger, der symboliserede hendes “ikke god nok”‐identitet og hendes “god nok”‐identitet, lærte jeg, at det ikke er holdbart at leve af andres anerkendelse. Hvis de dage, hvor jeg får ros og anerkendelse for det jeg gør eller de valg jeg tager, er de eneste gode dage, spilder jeg alt for mange dage i mit liv på at bebrejde mig selv og være ulykkelig. Jeg har været nødt til at ændre min basis‐selvopfattelse fra “ikke god nok” til “god nok”, til ikke at have behov for at gøre alting rigtigt og hele tiden være dygtig nok, og til at forstå at jeg har været og er en god nok mor, ud fra de præmisser, jeg har haft. Jeg prøver at forstå, at jeg er god nok i kraft af den jeg er, og ikke det jeg gør. Og så øver jeg mig i ikke at bekymre mig om, hvad andre tænker om mig. Af en eller anden årsag tror jeg altid, at alle andre tænker de værste tanker, jeg har om mig selv ‐ og dét er om noget spild af tid.

Moren til foredraget fortalte om, hvordan de nu havde indrettet deres familieliv sådan, at de ikke behøvede at gøre alting rigtigt. De så sig selv og hinanden ud fra et 80%‐syn. Det betød, at de ikke længere rettede på hinanden. Det var okay ikke selv at være helt perfekt, og at det var okay at ens partner heller ikke gjorde alting helt perfekt. Så længe de gjorde hver deres til 80%, var det mere end rigeligt. Vi har hjemme hos os taget dette princip til os, og derfor kører vi ikke længere på fuldt blus, og det føles faktisk rigtig godt at have skruet vores forventninger til os selv og hinanden en tand ned. Vi øver os i bare at slappe af i at være os selv og vide, at vi er gode nok. Det sidste år har været det værste og det bedste år i mit liv.

Udover at have fået vores dejlige Lærke, er jeg også glad for at have lært så meget om mig selv, men jeg er ked af at mine værste tanker om mig fik lov at få så meget fat og i så lang tid, som de gjorde. Mads og jeg har lært, at hjemme hos os behøver vi ikke være så korrekte, og vi behøver ikke gøre og sige alting til perfektion. Og så har vi lært, at modermælks‐ erstatning i en flaske er langt bedre end en amning, som ikke fungerer. Vigtig viden ‐ med ro i sindet udvider vi nemlig familien med en lille ny til marts 2018.