Én lang lur, tak!
Når dit barn er mellem et og halvandet år, er tiden inde: Flere spredte lure i løbet af dagen samles til én lang middagslur, som du kan regne med. Få rede på, om dit barn er klar, og grib overgangen rigtigt an.
Middagslur. Hør lige det ord. Det emmer af velfortjent hvile til et lille menneske og samtidig ro, varm kaffe og en stak blade til mor. I mindst to timer, helst. Vi bliver jo trætte, både børn og voksne, af det tempo, en etårig kan præstere. På mange måder bringer én samlet lur midt på dagen lidt mere ro i familien.
Du kan lettere planlægge aktiviteter om formiddagen, når dit barn kan holde sig vågen længere end til klokken 10. Luren bliver ofte én god lang søvn i stedet for spredte smålure. Og så er der en ikke uvæsentlig sidegevinst: En lang middagslur betyder ret ofte, at nattesøvnen bliver bedre for mange etårige.
“De er trætte, når de ikke har sovet sent på eftermiddagen, og i denne periode fylder urolige drømme ikke så meget. Nyd det!”, opfordrer sundhedsplejerske Dorte Fischer.
Men inden du med udsigt til disse fordele sætter dig for at holde den mindste vågen til frokost, så se lige dit barns rytme efter i sømmene, så du er sikker på, at I er klar til middagsluren. Dorte Fischer advarer imod, at du selv eller vuggestuen maser en rytme igennem, som er praktisk for dig og en dagligdag i institutionen, men som barnet ikke er klar til.
“Hvis du går i gang for tidligt, så bliver barnet alt for træt og uoplagt sidst på dagen. Det lille barn behøver sin søvn for at udvikle hjernen, og det er ikke sundt for udviklingen at være træt hele tiden,” forklarer Dorte Fischer.
Klar til ny rytme
Sov mit barn, sov længe
Barnets søvn om dagen
De første levemåneder sover barnet typisk 15-20 timer i døgnet og fra cirka tre måneder omkring 15-16 timer i døgnet. Der er sjældent nogen særlig rytme – hverken om natten eller om dagen.
I perioden 6-9 måneder finder de fleste børn en rytme, hvor de sover et par gange om dagen. Typisk en lang formiddagslur og en lidt kortere eftermiddagslur. Hvis dit barn er en morgenmand og vågner klokken fem med hønsene, skal han sandsynligvis ud i en tredje lur sidst på dagen.
Når barnet har rundet et år og nærmer sig halvandet, er flertallet klar til at nøjes med en lang lur midt på dagen. Typisk som i vuggestuerne mellem 12 og 14. Gerne længere.