En rigtig lortesituation
Det er ofte skide svært at få tingene sagt lige ud. Ikke for børnene, bevares, men for os voksne især. Chefredaktør Mette Hovmand-Stilling har i hvert fald haft problemer med ordvalget.
Se, morfar, en hjorteLORT! Den treåriges begejstring var ikke til at tage fejl af, da han pegede med forstørrelsesglasset mod skovbunden. Morfar, derimod vidste tydeligvis ikke rigtig, hvilke folder, han skulle lægge ansigtet i.
På den ene side var det jo ret godt gået, at den lige-fyld-treårige kunne kende en hjorts afføring, men på den anden side: LORT!? Really? Så stak den femårige storebror i et råb nogle meter længere fremme af skovstien: SE! Der er også hareLORTE!! Jeg smilede, for jeg har for længst lagt lorte-kampen på hylden.
Jeg husker tydeligt, de første gange, min ældste søn proklamerede, at han altså skulle lave lort. Det var på denne her måde: MOAR, jeg skal lave LOOOAART! At andre lyttede med, ragede ham en høstblomst.
Det var dengang, vi fandt på betegnelsen ’prut’. ’Skal du lave prut?’
Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at lære et barn, der knap kunne tale i sætninger, at sige lort, og jeg blev dybt, dybt forarget, når pædagogerne i vuggestuen snakkede om lort. Sådan rigtig på ’det kan man da ikke-måden’. Jeg synes, det var noget hippie-pjat.
Så vi indførte betegnelsen ’prut’. Det har så hængt ved siden. Sagen er bare, at det jo ikke rigtig giver mening. Det er jo faktisk overhovedet ikke dækkende nok. For hvordan skelner man mellem en prut og prut?
Da jeg var barn hed det puha. Pu-ha. Det siger det jo på en måde meget godt, men er også lidt på linje med vov-hund, misse-kat, rap-and og fut-tog. Jeg har aldrig rigtig forstået behovet for at kalde tingene for andet, end det er. Vanen skal jo bare pilles af igen senere. Men indrømmet – det er jo netop det, jeg selv gør nu: ’Skal du lave prut, min skat’?
Egentlig ville jeg helst finde en betegnelse, der lægger sig lige der midt i mellem lort og bummelum som det børnevenlige alternativ. Noget, der ikke bliver for fjollet, forvirrende eller skriger berøringsangst. Men jeg har droppet kampen. Og nederlaget blev bogstaveligt talt forleden smækket lige i hovedet på mig, da jeg så toiletdøren i fritidshjemmet, som den ældste lige er startet i: To børnetegninger med store bogstaver.
’Tis’ og ’Lort’. Så er det sagt.
LÆS OGSÅ: Hvad er det værste, der kan ske, hvis mit barn spiser sit eget lort og 11 andre scenarier?
