Sådan får du en god start på amningen
Vil du gerne amme? Så er det en god ide at forberede dig på tiden lige efter fødslen, så du får skabt en sund tilknytning til din baby – og dermed en rolig start på amningen.
Måske har du allerede lagt en plan for, hvordan din fødsel skal forløbe. Hvilken smertelindring du vil – og ikke vil – have. Hvilken rolle din kæreste skal spille i de forskellige faser. Hvilken stilling du gerne vil føde i. Men har du også overvejet, hvordan de første timer og dage, efter at dit barn er kommet til verden, skal foregå?
Ifølge ammekonsulent Stine Roldgaard kan det være godt givet ud at gøre dig nogle overvejelser om netop det – i god tid inden det hele går løs. Både for din egen og din babys skyld og for omgivelsernes, så de ved, hvor meget og hvor lidt I gerne vil have fred og ro i starten.
De allerførste timer og dage efter fødslen er nemlig afgørende for den tilknytning, du skaber til dit barn. Og tilknytning er bl.a. tæt forbundet med amning. Hvis du har et ønske om at amme dit barn, er det derfor en god ide at afsætte tiden lige efter fødslen til det og kun det: At amme din baby.
– Du kan ikke have tjek på det hele, hvis du skal amme. Prøv at slippe alt muligt andet end at være tæt sammen med dit barn, siger Stine Roldgaard.
– Du skal selvfølgelig sørge for at komme på toilettet og få noget at spise og drikke. Men accepter, at du ikke kommer på nettet eller kan besvare telefonopkald, og at der ikke nødvendigvis ser godt ud derhjemme.
Far må vente
En vellykket amning kan tage flere dage at etablere. I den sammenhæng er det allervigtigste, at du tror på, at du kan. Ifølge Stine Roldgaard er det en forsvindende lille promille af kvinder, som rent fysisk ikke kan amme. Så kan der være andre grunde til, at det ikke kan lade sig gøre, eller at du ikke ønsker det. Men hvis du satser på at amme dit barn, så gør den indsats, der skal til. Her er de første par timer efter fødslen essentielle.
– Hvis din fødsel er ukompliceret, kan du få barnet op at ligge på dit bryst med det samme, siger Stine Roldgaard.
– Lad være at give det tøj på straks. Vent med at få det målt og vejet. Lig sammen i fred, ro og dæmpet belysning. De første timer er ekstremt følsomme – her skaber I den vigtige tilknytning, som er meget tæt forbundet med den efterfølgende amning, forklarer hun og understreger, at det er kontakten mellem dig og baby, der lige nu er vigtig for at få amningen i gang. Far skal nok komme rigeligt på banen senere.
Af med tøjet
Når I er kommet hen på barselsgangen, er det stadig en god ide at ligge så meget sammen med din baby, som du overhovedet orker. Gerne uden alt for meget tøj på, så I opnår den givende hud-mod-hud-kontakt, der stimulerer både dine og din babys kropslige impulser.
Giv jer tid. Der er ikke andet, I skal nå. Hvis dit barn ikke sutter efter fem minutter, betyder det ikke nødvendigvis, at det ikke sultent. Vær tålmodig. Måske går der en time, før den lille begynder at sutte.
– Hvis dit barn falder i søvn, så lad det hellere end gerne ligge hos dig. Mange tror, at det er bedre at lade babyen sove i fred i vuggen, men det er der ingen grund til, med mindre du selv har behov for at få hænderne fri, siger Stine Roldgaard.
Du kan føle dig euforisk efter en fødsel, nærmest ‘høj’. Det skyldes de hormoner, der bliver frigivet i din krop under fødslen. Man kan sige, at det er naturens måde at sørge for, at du har energi til at være der 100 procent for dit barn i de første vigtige dage. Når mælken så begynder at løbe til, og amningen er i gang, overfalder trætheden dig, og her har far og eventuelt andre familiemedlemmer mulighed for at komme i vælten.
Læs også: 10 facts om amning og alkohol
Slå hjernen fra
Selvom de fleste kvinder rent fysisk er i stand til at amme, oplever Stine Roldgaard alligevel, at mange har svært ved det. Det skyldes, mener hun, at 90 procent af amningen foregår ‘nord for brysterne’ – altså, oppe i vores hoveder.
Hvis du kan, så prøv i stedet at slå hjerne og fornuft fra, og lyt til din krops instinkter. Nogle oplever for eksempel en pludselig aggressiv følelse, et ‘løvemor-instinkt’, hvis et familiemedlem, som er på besøg på barselsstuen, sidder med babyen i længere tid eller går væk fra dig med den.
Det er en sund og ganske naturlig impuls, der fortæller dig, at dit barn har behov for at være ultra tæt på dig de første dage efter fødslen. Der er ingen grund til at undertrykke den urkraft – bed hellere om at få dit barn tilbage, og lig eller sid tæt med det, så meget du selv har energi til.
Lav en stille hule
Hvis du har haft en hård fødsel – hvis dit barn for eksempel bliver taget med kop eller ved kejsersnit, hvis der er mange mennesker omkring jer på fødestuen eller andet forstyrrende – kan det udløse stresshormoner hos både dig og baby.
Stressen kan aflede de naturlige impulser og instinkter, som både du og dit barn har, og for eksempel resultere i, at dit barns sutterefleks bliver hæmmet. Måske virker barnet slet ikke sultent eller interesseret i at sutte.
Det kan også være, at opholdet på hospitalet har været hektisk, eller at det har stresset jer at skulle ud og hjem. Babyen er måske urolig eller apatisk og vil ikke sutte. Så gælder det om at starte forfra derhjemme, og det kan heldigvis lade sig gøre i flere dage efter fødslen.
Læs også: Følg din babys tigerspring
– Når I kommer hjem, så læg dig i dobbeltsengen. Stabl dig behageligt op, så du er tilbagelænet og ligger rart, råder Stine Roldgaard og fortsætter:
– Sluk telefonen, dæmp belysningen, og skab en stille ‘hule’. Lad din baby ligge på dit bryst – gerne kun i ble med en dyne eller et tæppe over sig. Se, om barnet vil sutte, og hvis ikke, så lad det falde i søvn hos dig. Prøv at geare helt ned, og drop alt, hvad der kan droppes af aftaler og forpligtelser. Dit barn bliver måske uroligt, begynder at græde og vil ingenting. Så kan det hjælpe, at far går en runde med den lille og laver et ‘miljøskift’ – og så tilbage i hulen hos dig igen. At ligge hud-mod-hud er den allerbedste måde at stimulere de naturlige reflekser og genskabe roen omkring jer.
– Husk nu, at du er det bedste for dit barn, understreger Stine Roldgaard.
– Det vigtigste er, at du bevarer selvtilliden og tror på, at det nok skal lykkes, fortsætter hun og råder til, at du malker lidt ud for at holde gang i mælkeproduktionen, hvis din baby ikke sutter ret meget i starten. Når dit barn først kommer i gang med at sutte, kan det tænkes, at du skal amme 12 eller 16 gange i døgnet. Det er helt okay. Prøv at finde ro med, at det er det, du skal bruge din tid på lige nu – og ikke så meget andet.
Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 16. maj 2013. Efter aftale med ammekonsulent Stine Roldgaard og magasinet 'Gravid' er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.