Familie i Japan: ”Jeg tænkte, ’vi bliver nok ikke parents of the year’”

Hvordan og hvornår flyttede I til Tokyo?

“Min mand arbejder i Udenrigsministeriet, så det var naturligt for os at søge om at komme til udlandet. Første gang fik vi afslag, men året efter blev vi tilbudt Tokyo, som vi slet ikke havde turdet håbe på, men nu har han været souschef på ambassaden her siden 1. august 2020. Jeg er uddannet psykolog og arbejder for en virksomhed hjemme, hvilket jeg kan gøre herfra på deltid. Derudover er jeg ved at tage en uddannelse i ledelse samt er instruktør for et udendørs træningshold.”

Hvad var de største kulturchok?

“Da vi rejste, var Benedicte otte år og Johanne fire år. Det føltes nærmest som at flytte til en anden galakse. Først og fremmest bruger de et andet alfabet – eller faktisk tre andre alfabeter – og man har ingen mulighed for at gætte sig frem. I begyndelsen var jeg bare lost, men nu har jeg vænnet mig til det. Jeg bruger stadig Google Translate, når jeg skal i supermarkedet, og det har givet nogle sjove oplevelser. Der var en gang, vi skulle købe kød, og da jeg tjekkede mærkaten på det, jeg troede var hakket oksekød, skrev Google Translate: ‘Hakket børnehave’.

Læs også

Når Maria har afleveret sine børn i skole, patruljerer politiet og klassedørene låses

Vi bor i et klassisk japansk hus i tre etager og en halv meter til naboen. Det har meget store vinduer ud til gaden, hvilket er usædvanligt i Japan, hvor ingen har lyst til at sidde til skue. Mine børn har efterhånden vænnet sig til noget japansk mad, og de er begge meget glade for agurkesushi. De spiser også med på skolens mad, men jeg giver dem også en madpakke med for en sikkerheds skyld. Vi bager selv boller herhjemme på vores medbragte Kenwood, for japanere spiser primært hvidt toastbrød, der mest af alt minder om kage.”

Hvordan er skolesystemet?

“Vi skulle vælge skole hjemmefra og valgte primært ud fra afstanden til vores hjem, så vi tænkte ikke så meget over, at det var en ren pigeskole, men det er fint nok for os i en kortere periode. Da vi kom hertil, sendte vi to børn ind på en skole, som vi forældre på grund af corona ikke selv måtte sætte benene på. Pigerne kunne ikke et ord engelsk, men vi var nødt til bare at skubbe dem ind, og jeg kan huske, vi tænkte: ‘Okay, vi bliver ikke parents of the year i år’.

Heldigvis går de på international skole, så de skal ikke lære alle de japanske tegn, og der er ikke så meget udenadslære som på en almindelig japansk skole. Men det akademiske niveau er højt, og vi fik en mail om, at den mindste skulle i gang med at læse, inden hun var begyndt i det, der svarer til 0. klasse i Danmark. Men jeg synes, det foregår på en god måde, for de presser ikke børnene, og vores datter var så klar til det, at hun hurtigt lærte at både læse og regne.

Læs også

Maria tog en vigtig beslutning, da hun skulle forklare sine børn, at hun er adopteret

De er gode til at proppe meget ind i de små hoveder. Hver torsdag er der for eksempel staveprøve, hvilket jeg synes er tidligt for en seksårig, men hun tager det fint. Der er også kun 12 børn i klassen og to lærere. De får nok et chok, når de en dag skal tilbage i en dansk folkeskole. De går i øvrigt i skoleuniform her, og i begyndelsen var de ikke tilfredse med at gå i skole i en ternet tunika, men børn vænner sig til meget.”

Hvad er bedre, der hvor I er?

“Sikkerheden. Vi kunne også være blevet sendt til Sydafrika eller Mexico City, hvor der er lidt flere sikkerhedsmæssige udfordringer, så det var dejligt at tage et sted hen, hvor der er så trygt og sikkert, at vores ældste selv kan tage metroen hjem fra skole. Kriminalitet er nærmest ikkeeksisterende her i Japan. Jeg låser aldrig min cykel, og når man skal ind på en cafe, lægger man bare alle sine ting på et bord og går op i baren og bestiller.

Vi cykler i det hele taget meget, men fordi der er så mange bakker i byen, har jeg fået en elcykel, som min yngste datter sidder bagpå. Japan er ellers ekstremt glad for regler, og hvis der er en regel, stiller man ikke spørgsmål til den. Men lige i trafikken er der ingen regler for cyklister. Du skal for eksempel ikke have hjelm på, når du cykler, og det er ikke usædvanligt at se en mor cykle på fortovet med tre børn på sin cykel, uden at nogen af dem har hjelm på.”

Hvad har det givet jer at være ude i verden sammen som familie?

“Det har været så stort at opleve, hvor tilpasningsdygtige ens børn er. Den første måned var en prøvelse, men de har været så hurtige til at lære sproget. Indimellem har vi måtte presse dem i skole, men nu har jeg to børn, der taler så godt engelsk, at jeg skal minde dem om at tale dansk derhjemme. Det har også givet børnene enormt meget tid sammen med mor og far.

Nogle gange kan jeg godt tænke: ‘Hold op, hvor er vi meget sammen’, men jeg ved også, at det er godt for dem i den alder. Jeg kan mærke, at jeg er tilgængelig på en helt anden måde, end jeg var i Danmark, hvor man tit kommer spænende fra arbejde for at prøve at hente dem tidligt.

Læs også

Neel Rønholt om at gå i familieterapi: ”Jeg var ikke den mor, jeg ville være”

Jeg har et andet nærvær, og det gør vores eftermiddage anderledes. Men en stor grund til, at vi tog af sted, var også for at få et eventyr som familie. Vi har ikke haft gæster, fordi landet har været helt lukket på grund af corona, men til gengæld bor vi i et land, hvor der er skisportssteder mod nord og bountyøer mod syd.

Min yngste datter sagde for nyligt, at hun ville ønske at Japan og Danmark lå tættere, så man lettere kunne besøge hinanden, for med denne afstand vil der altid været langt, og der vil altid være noget, man savner. Også den dag, vi flytter hjem, Men netop afstanden gør, at oplevelserne også er så meget desto større.”

Hvad kan få jer hjem til Danmark?

“Jeg vil gerne have min familie og mine venner tættere på mig, for jeg er et socialt væsen, og jeg savner at være sammen med dem, jeg kender godt. Jeg har brugt rigtig meget tid på venne-dating her i Japan, men det er så hårdt, når man knytter sig til nogen, som så rejser videre. Det tager kræfter, og det har mine børn også erfaret. Vi tager hjem til sommer 2023, når min mands kontrakt udløber.”