Sparebudget: “Vi kan leve for 1.000 kroner om ugen”
Det kan godt lade sig gøre at skrue ned for budgettet og samtidig få sund og varieret mad. Rikke, Mattias og deres børn Elias på fem og Anna Sophia på to år har levet en måned på sparebudget. Og sparet 4.000 kroner!
Lad mig bare sige det, som det er. Jeg er IKKE kendt for at være specielt god til at spare. Faktisk er både min mand, Mattias, og jeg, hvad jeg vil kalde livsnydere.
Vi sætter pris på brød fra Emmerys og fisk fra den gode fiskehandler. Og så synes vi nærmest, at det er en menneskeret at købe takeaway i en snæver vending, når vi bare vil hjem og nyde samværet med ungerne i stedet for indkøb og madlavning. Derfor var det lidt af en udfordring, da vi blev spurgt, om vi ville leve en måned på sparebudget og kun bruge 1.000 kroner om ugen, inklusive shampoo og bleer! Men vi gjorde det, og alle mine fordomme, om at ‘det er kedeligt at spare,’ er kommet til kort.
SE INDKØBSLISTEN FOR FAMILIENS FØRSTE UGE HER:
Rikkes dagbog – første uge
Mandag
Så starter sparemåneden. Yrk! Under en anelse protest har jeg snuppet min mand, Mattias’, og mit eget dankort og lagt dem på en hylde i soveværelset. Da jeg har afleveret Elias i børnehaven og Anna Sophia i vuggestuen, smutter jeg forbi banken og hæver 4.000 kroner. Herhjemme finder jeg fire kuverter frem og lægger 1.000 kroner i hver kuvert.
I går aftes kom vi hjem fra miniferie hos svigerfamilien i Göteborg, så køleskabet er ret tomt. Jeg har dog masser af arbejde i dag og orker derfor ikke at købe ind. Heldigvis har vi lækkert grovbrød, som Elias bagte med sin farmor i går. Vi spiser det til aftensmad med smør, skinke, ost og svensk leverpostej. Ærter og majs fra fryseren gør det ud for aftenens grønsager, og til måltidet drikker vi mælk og Innocent-smoothie med blåbær. Børnene er lykkelige over det simple måltid! Jeg tænker, at jeg kommer til at savne min dyre Innocentsmoothie i den næste måneds tid.
Tirsdag
Frem med konvolut nummer ét, og af sted til Netto med udførlig indkøbsseddel i lommen. Mine ben vil helst dreje til højre hen mod Brugsen eller Irma, hvor der aldrig er lang kø. Irma-manden hilser altid så pænt og pakker posen for mig. Og så har de økologiske vingummibamser til ungernes fredagsslik, som ikke findes i de billige butikker. Men beslutsomt drejer jeg til venstre mod Netto, hvor jeg køber ind til hele ugen. Jeg køber også shampoo og balsam – det plejer jeg ellers at købe hos frisøren til 150 kroner per styk. Der ryger også en Palmolive-håndsæbe ned i indkøbsvognen, som må erstatte Marianne Tromborgs med vanilleduft, som jeg plejer at købe til 75 kroner. Netto-regningen lyder på 716 kroner.
Efter indkøbene henter jeg børnene. Det er Elias’ maddag, og mens Anna Sophia leger koncentreret med sit Fifi-dukkehus i stuen, sidder Elias på køkkenbordet, mens vi laver kylling med rød pesto. Hertil koger vi brune ris, broccoli og blomkål. Da Mattias kommer hjem klokken 18, har han som aftalt været forbi Aldi og købt mælk, friskpresset appelsinjuice og æg til hele ugen.
Onsdag
Onsdag er Anna Sophias maddag. Jeg arbejder længe i dag, så det er Mattias, der henter børnene. Da jeg kommer hjem, har han og Anna Sophia lavet en kæmpe fransk omelet med rejer og rød peberfrugt. Elias er helt vild med omelet. Han har ellers aldrig kunnet lide æg, men den nye franske kok Jaques henne i børnehaven har introduceret ungerne for omelet – med stor succes.
Anna Sophia har skyllet cherrytomater og skåret avocadostykker. Om aftenen drikker Mattias og jeg nogle hjemmelavede cappuccinoer og bliver enige om, at de da vist er lige så gode som dem på Baresso.
Torsdag
I dag får Elias en kammerat på besøg fra børnehaven, og Anna Sophia og jeg laver hjemmelavet pizza med kødsauce og mozarellaost. Et sikkert børnehit! Som tilbehør spiser vi masser af gulerods- og agurkestave. Billigt.
Fredag
Hurraaah – i dag skal vi købe fisk hos den gode fiskehandler! Og traditionen tro får Elias og Anna Sophia to hjerteformede slikkepinde med, som kommer i slikskålen til Disneysjov. Måske er det derfor, de elsker fisk? Vi har købt fire megastore laksebøffer. Elias foreslår, at vi også køber kammuslinger, men det må vi droppe, da det ville overskride budgettet.
Den dreng elsker kammuslinger, men tager det helt pænt – det lille hoved er fyldt med matematik, så han er helt med på at regne ud, hvad der er råd til. Derhjemme ryger laksen fluks i ovnen, og jeg koger babykartofler og broccoli og laver hollandaisesauce til.
LÆS OGSÅ: Sådan lærer du dit barn om økonomi
Lørdag
For første gang i lang tid har vi en weekend uden planer. Min bror Christian ringer, og vi aftaler, at han, Merete og deres tre drenge (fætter Jonathan på 11, fætter Tobias på syv og fætter Gabriel på tre år) da lige kan komme og spise med.
Normalt ville jeg have købt ind til noget specielt, men vi laver i stedet det, som vi havde planlagt, da vi købte ind i tirsdags: Lasagne. Dertil serverer vi et stort fad med tomater, agurkeskiver og gulerodsstave. Til dessert står den på regnbueis med krymmel, plus chokolader til de voksne. Ren 80’er retro! Og god rødvin fra vinskabet (så er det jo gratis!). Ah, totalt hyggelig aften. Fedt bare at lave noget enkelt, selv om her er gæster! Og børnene er toplykkelige – lasagne er fætter Jonathans livret!
Søndag
Efter morgenmaden tager vi på skovtur i Dyrehaven. Jeg smører rugbrødsmadder med leverpostej og skinke til børnene, tager tomater, peberfrugt og nogle æbler med – og æblejuice med sugerør. Anna Sophia er så glad for sin madpakke, at hun hopper rundt som en lille Pippi Langstrømpe – mere skal der ikke til!
Om aftenen spiser vi resten af laksen fra i fredags. De laksebøffer var så store, at de rakte til to måltider! Første uge på sparebudget er nu pludselig overstået, og det har ikke været spor slemt. Egentlig handler det bare om, at Mattias og jeg skal have nogle nye vaner. For børnene lider ikke nogen afsavn. De får deres sædvanlige havregrød med kanel og smørklat til morgenmad, masser af frugt og grønt, kartofler, kød, fisk og ikke mindst fredagsslik!
SE INDKØBSLISTEN FOR FAMILIENS FØRSTE UGE HER
DET HAR VI LÆRT
Takeaway tærer på budgettet
Den største udfordring har været at give afkald på takeaway og kaffe på caféer! På Østerbro, hvor vi bor, er der vel sådan omtrent 1,2 caféer per indbygger, og der er masser af sund og børnevenlig takeaway, som lokker. Vores argumenter for at handle takeaway har altid været ‘så dyrt er det jo heller ikke!’ Men et hurtigt kig på vores før- og efterbudget afslører altså, at det koster klejner at købe takeaway. Så vi måtte sluge et par kameler og være standhaftige – specielt da Elias efterlyste en af sine favorit-takeaway-retter: Boller i karry med bønnesalat fra vores lokale deli. Uhm!
Vi kan spare – hvis vi vil
Okay, det er ikke lige så hyggeligt at handle i discountbutikkerne som i de dyre, og køerne er noget længere. Men det er faktisk ganske sjovt at spare, efter jeg er blevet bevidst om, at det giver os 4.000 kroner ekstra om måneden. At kunne spare 4.000 kr. på mad om måneden giver jo familien næsten 50.000 kroner om året! Det er da helt vildt meget. Når vi begyndte at tænke på, hvad vi kunne få for de penge i oplevelser og sager, så var det pludselig ikke så surt at stå i kø fem minutter længere, når vi handlede ind.
Og vi kan jo stadig leve sundt og godt, fandt vi ud af – også efter den første forsøgsuge. Så hjemme hos os er sparebudgettet kommet for at blive. Dog vil vi fremover spæde 1.000 kroner ekstra til månedsbudgettet, så det lyder på 5.000 kroner i stedet for 4.000 kroner. Den ekstra tusse vil vi putte i en separat konvolut, så der er plads til lidt spas, luksus og gæstemad! Men mine smoothies? Dem har jeg lært at lave billigere selv.
Familiens 6 bedste sparetips:
– Gem jeres dankort laaangt væk!
– Når lønnen er gået ind, hæver du 4.000 kroner, finder fire kuverter frem og lægger tusind kroner i hver konvolut – én til hver uge.
– Vær enig med din partner om, at I virkelig forpligter jer til at leve på sparebudgettet – og mind jer selv om, hvorfor I gør det. Regn ud, hvad I vil spare om måneden – og om året! Og hvad de penge kan give jeres familie!
– Planlæg, hvem der køber ind hvor og hvornår, så du ikke ender med at stå hos købmanden på hjørnet og købe dyrt ind til samme aften. Planlæg menuen en uge frem, og køb ind én gang om ugen. Handl for 8-900 kroner, så du har 100-200 kroner tilbage til ekstraindkøb – der mangler altid et eller andet uforudset i køleskabet sidst på ugen!
– Vælg discountbutikker som Netto og Aldi, og lev med lidt ekstra rod og de lange køer. Mælk, æg og appelsinjuice er billigt i Aldi. Økologisk minimælk koster kun 6,50 kroner, 10 økologiske æg 24 kroner, og 1 l friskpresset appelsinjuice blot 13 kroner.
– Drop takeaway og kaffe på caféer, slik fra tanken og brød fra bageren i hverdagen.
SE INDKØBSLISTEN FOR FAMILIENS FØRSTE UGE HER