Familielivet er et projekt, der skal planlægges, gennemføres og evalueres - og være perfekt

Endnu en gang florerer debatten om børnefamilielivet i medierne, og igen deler meningerne sig i to lejre.

Et enten eller. Enten er vi børnefamilier brokkende hyklere, der ikke kan klare mosten (og i øvrigt bare kunne lade være med at få børn), eller også beskyldes vi for at male et rosenrødt perfektionistisk billede, der spreder usolidarisk mindreværd som lus på en lejertur.

Det synes nærmest umuligt at stikke næbbet frem og ytre sig om familielivet uden at starte en mindre krig i de tilhørende kommentarfelter. Jeg synes, det er skønt, at familielivet debatteres i det offentlige rum, men jeg synes debatterne kører lidt i ring, og at fokus ligger alt for meget på at polarisere sig.

Det interesante er jo i virkeligheden, hvorfor pladen igen og igen kører i den samme ensformige rille?

Hvorfor er den dér balance så svær at finde rundt om i de små hjem?

Hele debatten om “familielivet” er super kompleks og indbefatter elementer af kvindefrigørelse, materialisme, ligestilling, individualitet og alle mulige andre spændende emner, og derfor er det giftigt at komme med et bud på ovenstående spørgsmål.

Men, jeg giver det nu alligevel et ydmygt skud.

Sådan var det bare dengang

Familieliv er et sisyfosarbejde

Det er vidunderligt at have børn og leve i en familie, men nogle dage føles det jo som et sandt og slidsomt sisyfosarbejde, som ungerne kvitterer med brok og sure miner. Så er det da okay, at man ikke føler sig som et levende glansbillede! Når man accepterer sine mol-dage og finder fred med sine tanker, skaber det plads til at værdsætte de lyse dur-dage endnu mere. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg tror, vi gør klogt i at tage livtag med familielivet og huske, at det er en rutschebanetur – som livet i øvrigt. Det går op og ned, og der kan være både sving og bump på vejen, men det er jo netop et liv! Så snart den der projekttankegang overtager, bliver familielivet kunstigt, og den evige stræben efter kosmos medfører ironisk nok et værre kaos. Uindfriede forventninger vi kan dunke os selv (og hinanden) i hovedet med og en evig følelse af, at græsset er grønnere bag naboens hæk.

Vi evaluerer konstant familieprojektet i vore egne hoveder, på sociale medier (og på blogs som denne!) og vi forholder os derfor meget eksplicit til vores familieliv. Det er ikke nødvendigvis en god ting, for det levner ikke så meget plads til “bare at være”.

Ambitionerne står i kø for at blive indfriet – og helst på samme tid. Jeg plæderer ikke for, at “alting var bedre i gamle dage” – slet ikke! Men jeg tror, vi lettere snubler, når vi liner alting op og forsøger at gøre for meget på samme tid. Især hvis klangbunden altid er rosenrød og i godt humør. Måske skulle vi ganske enkelt bare blive bedre til at tænke ‘ro på’.

Læs mere på annesofieslot.dk