Mor i New York: Herovre er det normalt først at hente klokken 18.30
Mia Faurfelt flyttede til New York med sin mand og sin lille søn, Alfred. Selvom om savnet til bedsteforældrene derhjemme er stort, er det også helt fantastisk at mærke tresomheden som familie: Der er intet, vi ikke kan klare, fortæller hun.
Hvorfor flyttede I til New York?
Vi flyttede til New York for snart to år siden. Min mand Jeppe skulle ind på det amerikanske marked med sin virksomhed, Linkfire, og det var bare nemmere at gøre derovre fra end fra København. Så vi pakkede ret hurtigt ned og drog afsted.
Hvordan var det at flytte med en baby?
Hårdt, spændende og nervepirrende. Som nybagt mor med en fire måneder gammel baby i favnen var flyveturen faktisk det, jeg var mest nervøs for. Det gik heldigvis superfint. Det mere praktiske som at få pakket vores lejlighed ned og få den shippet gik også forbløffende let. Vi havde alle vores flyttekasser 72 timer efter, vi var flyttet ind i vores nye lejlighed i New York. Det første halve år var hårdt, alt var nyt og jeg var hele tiden usikker på om alt var godt nok til os alle. Nu, mange måneder efter, nyder vi hver en time herovre.
Hvordan holder i kontakt med familien i Danmark?
Vi savner vores bedsteforældre helt vildt og hver dag. Både hyggestunder, men også at de kan få kvalitetstid sammen med Alfred, og mor og far kan gå ud og få et glas vin. Herovre har vi en babysitter, vi stoler på, og som vi bruger en gang om måneden. Men vi er gode til at Facetime og til at få besøg. Vi taler også utrolig meget om familien og vores venner med Alfred. Og så tager vi et smut til Danmark et par gange om året, hvor vi bor hos mine svigerforældre.
Var det svært at sætte sig ind i pasnings-systemet?
Der er mange forskellige muligheder for at få passet sit barn. Vi har valgt, at Alfred er i daycare fire halve dage om ugen. Jeg afleverer kl. 9 og henter ham kl. 15, og så har vi eftermiddagen/ aftenen sammen også. Jeg føler mig meget heldig og privilegeret, at jeg har den mulighed. Men ja, det var lidt svært at lure til at starte med. Jeg var på tur i seks forskellige daycares, før jeg valgte, og til at starte med gik Alfred kun tre halve dage. Han elsker det, og jeg kan næsten ikke få ham med hjem. Han er den eneste, der bliver hentet så tidligt - de fleste er der til 18.30, hvilket er helt almindeligt herovre.
Hvad er det bedste og sværeste?
Det bedste er eventyret og alle de oplevelser, vi ikke havde fået, hvis vi var blevet hjemme. Tresomheden som familie er helt fantastisk, og der er intet, vi ikke kan klare. Vi har lært hinanden at kende på en helt anden måde, og vi er blevet tættere. At blive rigtig dygtig til at andet sprog, er jo en kæmpe fordel - særligt for Alfred, som allerede er tosproget. Det, der er sværest, er uden tvivl savnet til familie og venner.
Gode råd til andre?
Gør det, kast jer ud i det og regn med, at de første seks måneder er benhårde. Der kan sagtens gå et års tid før, det føles som et hjem. Altså, som et rigtigt hjem. Og så skal man undersøge alt inden, for der er altid 100 muligheder – også nogle, man slet ikke regnede med. Vigtigst er det nok, at støtte hinanden som kærester, partnere og forældre – og så skal I være tålmodige.
Hvor længe bliver I?
For at være helt ærlig – vi aner det ikke! Vi har dog ingen planer om at skulle hjem til Danmark lige foreløbig. Vores fremtidsplaner er nok bare at nyde og se, hvad livet skulle bringe os. Alfred har det så godt herovre, og det er jo blevet hans hverdag og liv.