Fødselsdepression: "Lige pludselig, imens jeg lå og græd, dukkede der billeder op fra hospitalet"

Det begynder som en voldsom gråd, der er umulig at stoppe. Så blander tårerne sig med hulk og råb og bliver til et angstanfald, som står på i flere timer. Lasse Gladbo Skjoldan har aldrig prøvet noget lignende, og det kommer bag på ham. Især denne aften.

Få timer tidligere har han friet til sin kæreste, Helle – og hun har sagt ja. Under en australsk sommerhimmel, imens deres datter, Mona, bliver passet af familie. Og han burde være glad. Men nu, imens han ligger i sengen på det hotelværelse, han har booket til lejligheden, føles det, som om alt styrter sammen. Og som om det fald, han i virkeligheden har mærket, siden Mona kom til verden otte måneder tidligere, en majdag i 2012, intensiveres i styrke.

“Det var første gang, jeg forbandt den tristhed, jeg havde mærket længe, med fødslen. Lige pludselig, imens jeg lå og græd, dukkede der billeder op fra hospitalet, som jeg ikke havde tænkt på i al den tid,” fortæller Lasse Gladbo Skjoldan og beskriver, hvordan en række øjeblikke med ét stod lysende klare.

Helles akutte kejsersnit, infektion og allergiske reaktion på morfin. Lægernes bekymring for Monas tilstand, da hun kom ud af maven, og deres lige så heftige aktivitet omkring Helle i minutterne efter fødslen, hvor Lasse Gladbo Skjoldan vandrede Rigets gange tynde med sin nyfødte datter i armene; rædselsslagen for, at hans kæreste var i livsfare.

“Min far var død tre måneder inden Monas fødsel. Meget pludseligt. Og i tiden op til fødslen var jeg på den ene side meget forventningsfuld og på den anden i sorg. To forhold, som på en måde udlignede hinanden, så jeg i virkeligheden gik og følte ingenting. Som om jeg var i en slags granatchok.

Min frygt for, hvad der kunne ske med Helle den dag på Rigshospitalet, blandede sig med mindet om min far. Og det blev meget konkret, da jeg på et tidspunkt gik ind og kyssede hende på panden og kunne mærke, at hun var helt kold. Ligesom min fars pande var det, da han lå død på hospitalet," fortæller Lasse Gladbo Skjoldan, der heller ikke har glemt, hvordan Rigshospitalets sengetøj dufter af det samme vaskemiddel; uanset om det er på fødestuen eller i kapellet.

LÆS OGSÅ: Fædre: Vi er ikke blevet mødt af nok hjælp og støtte

Både Mona og Helle endte med at have det godt, og få timer efter fødslen fik Mona bryst i ro og mag, Helles forældre kom på besøg, og alt virkede, ja, normalt. Bare ikke inde i Lasse Gladbo Skjoldan.

“I månederne efter mærkede jeg en tiltagende nedtrykthed og utilstrækkelighed. Og den aften i Melbourne havde jeg i min naive optimisme troet, at jeg kunne fri, og så ville Helle sig ja og tilgive min utilstrækkelighed. Men det blev ikke lige så romantisk, som jeg havde tænkt, og jeg blev skuffet over mig selv og følte, at jeg – igen – havde fejlet,” husker Lasse Gladbo Skjoldan om den stund, hvor både han og Helle fik fornemmelsen af, at noget alvorligt var på færde.

Ikke lang tid efter fik Lasse Gladbo Skjoldan konstateret fødselsdepression.

Fra vittighed til vigtighed

I Danmark bliver cirka 10 procent af alle vordende eller nybagte fædre, svarende til 4-5.000 årligt, ligesom Lasse Gladbo Skjoldan ramt af en fødselsdepression. En diagnose, der første gang blev introduceret i relation til mænd i 2002, hvor psykolog og forskningsleder Svend Aage Madsen i samarbejde med sit forskningsteam på Rigshospitalet udgav bogen Fædres tilknytning til spædbørn og satte spot på emnet.

“Dengang blev det set på som fuldstændigt tåbeligt, og det var nærmest en vittighed i medierne, kan jeg huske. Med tegninger af mænd, der sad på gulvet med en sut i munden og græd. Vi var virkelig oppe imod en forestilling om, hvordan mænd kan have det. Det, vi til gengæld ret hurtigt oplevede, var, at mændene stod i kø for at få psykologhjælp i vores klinik. Det gik pludselig op for dem, at det var det, det handlede om, og det var en befrielse for dem,” forklarer Svend Aage Madsen og bekræfter, at det i dag er officielt anerkendt, at mænd kan kæmpe med nøjagtigt de samme reaktioner som kvinder.

Screeninger hos egen læge og sundhedsplejerske – både før og efter fødslen – fanger heldigvis mange af dem, der har brug for hjælp.

“Helt grundlæggende er fødselsdepression en reaktion på det enormt krævende, vidunderlige og omvæltende i at blive forældre, uanset om man er mor eller far. Og så har det også ofte noget at gøre med, hvad man har med sig i livet i forhold til at blive forældre.

I vores terapi kan vi se, at der ofte ligger nogle uforløste ting, som man ikke har fået bearbejdet, før man bliver forældre, og hvis man har nogle ting i bagagen, der handler om tilknytning, omsorg og svigt, er det svært at åbne sig for barnet, for så mærker man primært sin egen smerte i den sårbare situation,” forklarer Svend Aage Madsen.

Smerten i forhold til både at have noget med sig, som gør ondt, og ikke kunne føle glæde ved forældreskabet, fører til en dobbeltfølelse, hvor man blandt andet mister evnen til at mærke, hvad der sker i barnet. Der opstår en splittelse i at ville være sammen med barnet og ville være fri, som bliver til et uoverstigeligt dilemma.

“Derfor er det også meget vigtigt at sige, at fødselsdepression er en relationel lidelse – fordi forælderen er i relation til barnet og har ansvaret for barnet,” understreger Svend Aage Madsen.

Skammen over ikke at slå til

Netop oplevelsen af at bære rundt på dobbelte følelser er noget, Lasse Gladbo Skjoldan genkender fra tiden efter Monas fødsel. Med tristheden og lysten til at gemme sig på den ene side – og skuffelsen over sin egen utilstrækkelighed på den anden.

“Jeg prøvede at hjælpe med det praktiske; stå klar, når Mona skulle skiftes, når der skulle købes ind eller gøres rent. Ting, jeg kunne gøre i mit eget tempo og helst alene. Men stille og roligt blev det sådan, at jeg nærmest undgik at skulle lave for meget og afskærmede mig fra enhver form for bøvl. Jeg kunne simpelthen ikke overskue noget.

LÆS OGSÅ: Jasper Ritz havde svært ved at slå til som far: ”Jeg tænkte: Fuck, hvorfor er du så dårlig?”

Jeg skammede mig, hvis jeg vågnede om natten af, at Mona græd, og lå bare og håbede på, at Helle ville vågne og gå ind til hende. Samtidig havde jeg virkelig dårlig samvittighed og ville ikke ligge Helle til last, og de to forhold – den dårlige samvittighed og lysten til at trække mig – forstærkede hinanden,” fortæller han.

Oveni mærkede han en hidtil ukendt vrede presse sig på i bestemte situationer.

“Jeg blev rigtig sur, når der blev forventet noget af mig. Når Helle for eksempel spurgte, om jeg ville gå en tur med Mona eller lege med hende. Det blev en virkelig stor anstrengelse for mig, og selvom Helle tog det virkelig pænt, kunne jeg godt mærke, at hun var skuffet over min indsats som far. Vi var ikke sammen om forældreskabet på den måde, jeg havde håbet. Og jeg kan huske, hvordan jeg tænkte, om vi ikke bare kunne dele det helt op – så jeg kunne slappe af, når jeg ikke skulle være far.”

Når ordene mangler

I efteråret 2012, da Mona var et halvt år gammel, ville skæbnen, at Lasse Gladbo Skjoldan pådrog sig en fodboldskade, der i tre uger lænkede ham til et par krykker og gjorde svært sværere.

“Pludselig kunne jeg ikke en gang hjælpe med det praktiske, og der knækkede det for alvor for mig i forhold til at trække mig. Jeg blev også meget grådlabil i den periode og kan huske, at jeg spurgte Helle, om hun troede, det kunne være en fødselsdepression, hvilket vi begge var lidt i tvivl om,” fortæller Lasse Gladbo Skjoldan, som indtil da havde forbundet sin tristhed med tabet af sin far.

Spørger man Svend Aage Madsen, er Lasse Gladbo Skjoldans reaktioner meget typiske for mænd med fødselsdepression.

“Den traditionelle måde at se depression på handler om selvbebrejdelse, skyldfølelse, gråd, håbløshed og hjælpeløshed. Og så er der nogle særlige reaktionsmåder, som vi ser hyppigere hos mænd end hos kvinder, der er vrede mod omgivelserne og barnet, og tilbagetrækningsreaktioner, hvor det handler om at trække sig fra verden og have lyst til at være i fred,” forklarer han.

Rigtig mange kvinder søger nærhed med andre, når de får det dårligt, hvor mange mænd søger væk fra andre, når de har det skidt. Blandt andet fordi nogle af dem ser deres nærmeste som en del af problemet, og det at være sammen bliver en belastning i stedet for en ressource til at få det bedre.

Samtidig mangler mange mænd et sprog for deres psykiske problemer, og hvis man ikke har et sprog, er det svært at snakke om, hvordan man har det – og svært at melde ud om det til nogen. Men hvorfor forholder det sig sådan?

“I de arbejdsopgaver, som mænd ofte har skullet udføre, er det ikke produktivt at gå i gang med at beskæftige sig med, hvordan man føler og har det. Hvis du kører som langtidschauffør eller bygger en skyskraber, er det smart, at du kan skubbe dine følelser væk og ikke fordyber dig i, hvordan du har det. Det er blevet en del af det at være mand.

Modsat kvinder, der historisk har været beskæftiget med omsorgsfag, hvor det er en god idé at gå ind i følelser og forholde sig til, hvordan man har det. I dag er den arbejdsfordeling ikke nødvendig, og derfor begynder vi også at se nogle forandringer.”

Fællesterapi og grøntsagssprog

For Lasse Gladbo Skjoldan blev rejsen med Helle og Mona først til Australien, så videre til Thailand – indledningen til et vigtigt vendepunkt.

“På trods af mit angstanfald oplevede jeg, at jeg undervejs på vores tur fik bedre kontakt til både Mona og Helle og fik mere selvtillid, og i en månedstid efter vi kom hjem, hvor jeg var gået på barsel med Mona, følte jeg mig virkelig glad og ovenpå. Men så begyndte den indre uro og tvivl at komme igen, og så gik det pludselig stærkt.

I løbet af en uge gik jeg fra at klare alting i stiv arm til at være nødt til at ringe til Helle og bede hende om at komme hjem fra arbejde. Fordi jeg ikke kunne være alene med Mona,” fortæller Lasse Gladbo Skjoldan og mindes, hvordan det hurtigt greb yderligere om sig.

“Det eneste, jeg kunne holde ud, var at ligge inde i sengen, og der tilbragte jeg så de næste tre måneder.”

LÆS OGSÅ: Fantastiske farmænd: ”Det er virkelig vigtigt, at far ved, hvor betydningsfuld han er”

Hans reaktion faldt som dråben i et i forvejen fyldt bæger, og parret blev enige om at tage kontakt til en psykolog og begynde i terapi – sammen.

“Det er noget af det bedste, vi nogensinde har gjort. Selv om det var mig, der skulle helbredes, mente psykologen, det var godt, at vi begge deltog – så vi kunne få det bedre som par. Og det gav utrolig god mening, for det betød, at Helle kunne forstå, hvor dårligt jeg havde det – og specielt hvor lidt jeg var i stand til – hvilket lettede en kæmpe byrde fra mine skuldre.

Helt lavpraktisk fandt vi et bestemt sprog, vi kunne bruge sammen. Når jeg blev for træt, sagde jeg for eksempel ‘gulerod’, og så kunne hun sige ‘kartoffel’, hvis hun syntes det var nederen. Så kunne vi gå og snakke om grøntsager,” smiler Lasse Gladbo Skjoldan og beskriver, hvordan han igennem terapien fik talt sig ind til kernen i sin depression og i sorgen over tabet af sin far.

“Det tog nogle måneder, hvor jeg også fik medicin, gik lange ture hver dag og skrev dagbog, og med tiden kom jeg frem til, at jeg bare gerne ville være der for Helle og Mona. Da jeg fik det anker at holde fast i, stoppede fornemmelsen af hele tiden at falde, og jeg fik bygget en hverdagsdisciplin op omkring det anker. Så jeg kunne træne at være sammen med Mona,” forklarer Lasse Gladbo Skjoldan.

I begyndelsen stod Helle for det meste og var standby, hvis Lasse Gladbo Skjoldan pludselig ikke magtede det. Men langsomt – med planlægning, rutiner og øvelse – kunne Lasse Gladbo Skjoldan være alene med sin datter. Og et års tid efter hans sammenbrud begyndte selvtilliden for alvor at vende tilbage. Han følte sig tryg i rollen som far, holdt op med at skærme sig fra sociale aktiviteter – og blev gift med Helle. Med tiden fik han det endda så godt, at han turde blive far igen.

“Vi ventede med vilje lang tid – til Mona var 3,5 år – før vi gik i gang med at få et barn mere. Og jeg oplevede heldigvis slet ingen reaktion på samme måde, da vores dreng, Daniel Buster, blev født,” fortæller Lasse Gladbo Skjoldan.

Det var ellers en speciel oplevelse for parret, fordi de kom ind på fuldstændig samme fødestue på Rigshospitalet, som med Mona, og fordi der var komplikationer med Daniel Buster, skulle de blive på hospitalet i en uge – ligesom de havde været det med Mona.

“På den måde var mange ting ens med de to fødsler. Bortset fra at jeg deltog, og det gik uproblematisk. Forløbet med Daniel Buster var en enormt stor renselse og en positiv genoplevelse af det hele. For både mig og Helle.”