"Det er ikke så mærkeligt, hvis bedsteforældrene kan føle sig lidt overflødige - for måske lader vi dem ikke altid komme til?"

Det er et ømtåleligt emne, men lad os tale om det. Jeg har før diskuteret det med veninder, og jeg tænker godt, at emnet kan tåle at komme ud på de sociale medier – for jeg er nysgerrig på andres oplevelse.

Jeg er født og opvokset i en lille by, hvor forældre, bedsteforældre, oldeforældre, venner, tanter, kusiner, revl og krat boede nærmest side om side. Om ikke andet så ikke mere end allerhøjst et par kilometer væk. De fleste af mine venner boede på samme måde tæt på deres nærmeste, og generationerne før os havde på samme måde også levet således. I mit barndomshjem var det fuldstændig naturligt, at især min mormor og morfar kom forbi på alle tider af døgnet og gerne hver dag.

Lige så naturligt var det, at min bror og jeg tilbragte hver onsdag til torsdag hos min mormor og morfar. Vi rendte i bar mås foran brændeovnen og fik læst H.C. Andersens eventyr. Det kunne ikke blive tæt og hyggeligt nok, og der blev selvfølgelig provianteret til den store guldmedalje. Dette var altså som nævnt en ugentlig begivenhed til glæde for alle i familien. Jeg lover dig, at den ikke var gået i dag med alt det slik og al den flydende grænsesætning, men vi klarede den jo heldigvis.

Pointen er, at mine bedsteforældre (og andre af mine bysbørns bedsteforældre) ALTID stod til rådighed. Det var lige så sandsynligt, at jeg kom med mormor og morfar på arbejde som med min mor, hvis jeg var sløj, og bad jeg en dag om at få lov at komme hjem til dem og sove, holdt der få minutter efter en bil ude foran huset klar til at hente mig.

Jeg kan sige, at disse oplevelser med mine egne bedsteforældre har været kerneessensen i mine barndomsminder, grundlaget for alle forudsætninger for tryghed i mit voksenliv. Jeg ville ikke have været den samme uden at have oplevet denne kærlighed. For det er jeg mine bedsteforældre dybt, dybt taknemmelige. Dette bringer mig så til de overvejelser, jeg vil prøve at gå i dybden med.

Hvordan er mine børns forhold til deres bedsteforældre i dag? Der er ingen tvivl om, at alle mine tre børn er højt elsket. Fra alle leder og kanter; fra papfædre, bonustanter, bedsteforældre og venner af familien. De mærker det helt sikkert også – de smelter i mormors favn, de synger farfars sange i dagevis, efter vi har set hinanden, farmor er den bedste kok, kreativ og klog, morfar har nogle fantastiske børn (mine søskende), som mine børn ser op til og holder rigtig meget af.

Jeg ved, at hvis det var muligt, ville alle bedsteforældre se mere til ungerne, men det er som om, at bøtten er vendt på hovedet i dag. Rigtig mange fra min generation er ramt af en trang til selvrealisering, som gør, at vores vilje til at holde sammen på familien og blive i vores kendte omgivelser er afløst af nysgerrigheden over for nye græsgange. Vi er ikke bange for at springe ud i noget nyt og ukendt, og det er som om, det er en hel sport at komme så langt væk fra barndommens gade (måske vi vender hjem igen?) som muligt.

På samme måde er vores forældre – børnenes bedsteforældre – kommet på de sociale medier, de modtager også rejsedeals på mailen, så de kommer ud og får oplevet alt det, mine bedsteforældre ikke fik set, og de får lov at have et liv ved siden af det at varetage familien og forældre- og bedsteforældrerollen. Der lader til at være totalt konsensus om, at man som børnefamilie kan spørge bedsterne om pasning, men ikke kan forvente et ubetinget ”ja”. Der passes, hvis det passer ind i planerne. Og sådan går det begge veje – bedsteforældre kommer jo heller ikke og banker på længere (som mine gjorde).

Den slags aftaler man nogle dage i forvejen, og så stresser man ellers rundt for at rydde op og sammensætte en passende menu, som repræsenterer lige netop det, man gerne vil udstråle – at ”vi kan sagtens”. At få hjælp fra sine forældre er jo heller ikke noget, man stræber efter i dag. For alt kan jo googles, og en flyttemand kan bookes. Det er ikke så mærkeligt, hvis bedsteforældrene i dag kan komme til at føle sig overflødige, for måske lader vi dem ikke altid komme til?

Personligt glædes jeg over at se mine forældre og svigerforældre leve deres drømme ud på henholdsvis arbejdsmarkedet og på pension, og det giver mig en følelse af, at jeg ikke skal frygte at blive ældre – livet slutter ikke efter børnebørn.

På den anden side, stikker det lidt i mit hjerte, at mine børn aldrig rigtig vil kunne føle, hvad det vil sige at sidde med bar røv foran pejsen længe over deres sengetid på en hverdagsaften og lune sig ved tanken om, at dette hjem er ligeså meget hjem som der, hvor mor og far bor. Men det er nok en del af det at blive rigtig voksen – at indse, at man aldrig vil kunne give sine børn en nøjagtig kopi af egen opvækst, og at man nogle gange må skabe nogle traditioner fra bunden, som for barnet måske kan give lige så meget, som jeg selv føler, jeg fik fra mine bedsteforældre.

Vi gør vores bedste i håb om at fylde vores børn så totalt meget op med kærlighed, at de en dag vil have lyst til at give det videre. Så bedsteforældre i baghaven eller ej – det må være kærligheden, der skaber båndet og ikke geografien. Håber jeg.

Følg mig og min familie på www.Miaya.dk og instagram: Sine_Miaya.