Fostervandsprøve

Fostervandsprøve tilbydes kvinder, der menes at have en forhøjet risiko for at få et handicappet barn, for eksempel hvis der er arvelige sygdomme i familien. Ved en fostervandsprøve stikkes en lang nål gennem kvindens maveskind og ind i livmoderen, hvorfra lægen opsuger 15-20 milliliter fostervand.

Herved udtages fosterceller og fostervand. Indgrebet følges ved hjælp af ultralyd på en skærm. Gennem undersøgelsen kan man kun lede efter nogle få, bestemte arvelige sygdomme. Fostervandet undersøges desuden for dets indhold af alfaføtoprotein (AFP).

Hvis AFP-indholdet er forhøjet, kan det være tegn på, at fostret er misdannet. Man kan dog ikke med sikkerhed sige hvilken misdannelse, det drejer sig om. Fostervandsprøver udføres som regel mellem 15. og 20. uge. Grænsen for fri abort, der ligger ved uge 12, er på det tidspunkt overskredet. Derfor skal du have en speciel tilladelse, hvis du efter undersøgelsen ønsker en provokeret abort. Den kan ikke ske som en udskrabning. Man må sætte en fødsel i gang, og moren bliver altså nødt til at føde det lille foster.