Curling eller omsorgsfuld? Sådan giver du slip på dit barn

Kender du den sammensnørede hals, når du støder på tøj, dit barn for længst er vokset ud af, svien i øjnene, når dit lille menneske cykler glad af sted nedad vejen med svømmetøjet på ryggen for selv at transportere sig til sport, eller hvad med behovet for at kysse og kramme to ekstra gange, og lige tegne et enkelt hjerte i duggen på vinduet, før du med tunge skridt er klar til at forlade børnehavens matrikel?

Så er du ikke alene! Men hvad handler det egentlig om, og hvorfor er det, at mange forældre har det sådan?

– Det kan være vemodigt og nogle gange endda føles sorgfuldt at iagttage processen og ikke selv kunne bestemme, hvornår du er klar til at give slip. For man skal bare være klar, når junior er klar. Og der kan man godt nogle gange føle, at man lige var halvanden runde bagud og mærke både åndenød og knugen om hjertet, forklarer Nadia Holmgren, pædagogisk-psykologisk konsulent og familierådgiver.

Selv om løsrivelsen er en helt naturlig udvikling, som både forældre og børn til alle tider har skullet igennem, er de vemodige følelser hos forældrene alligevel noget, der er taget til i nyere tid, mener børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

– Fænomenet med at føle vemod og sorg over, at barnet vokser og løsriver sig, og at forældre kan have svært ved at sige farvel, har kort sagt rødder i måden, vores samfund og arbejdsliv har udviklet sig på.

Følelserne er blevet forstærket af det tempo, vi lever i, og det bombardement af overgange vi udsættes for både i uddannelseslivet, arbejdslivet og familielivet. Det er en tilværelse, som byder på mange opbrud, og især når det kommer til vores små børn, kan det give nogle stærke følelser af afsked og tab, forklarer Per Schultz Jørgensen.

Forældre af tiden

Vi ved, at tiden, hvor vores børns verden drejer sig om os, ikke kommer igen, men samtidig er der også en anden verden, som vi meget gerne vil tage del i, nemlig arbejdslivet og det store netværk. Og det gør det moderne familieliv til et liv fyldt med opbrud og dilemmaer, som er både uundgåelige og smertefulde på samme tid.

For vi vil begge dele, men kompromiset betyder også, at vi siger farvel til det rene tilstedevær med vores børn. I Danmark og Sverige har vi verdensrekorden i antallet af mødre til 0-5-årige børn, der er på arbejdsmarkedet, og netop dét er slet ikke uden betydning for, at særligt mange mødre oplever vemod og endda sorg over, at deres børn vokser hurtigt op, mener familieforskeren.

– Før i tiden gik moren længere hjemme med barnet og arbejdede mindre, og det var en meget langsommere overgang. I dag er der fuld fart på, ofte fra børnene er 10-12 måneder gamle, og det gør, at tiden hjemme og tiden med barnet bliver et lille helle og noget, der næsten er helligt for mange mødre. Og det frirum, siger man farvel til, når man skal tilbage på arbejde med pres og fulde omdrejninger, siger Per Schultz Jørgensen.

Mange små farveller

Farvellet til boblen med barnet begrænser sig imidlertid ikke bare til det ene, store farvel, når barslen er slut.

Følelserne kan udløses af alt fra, at ammetiden er slut til, at barnet selv kan gå i skole, eller at man skal gå fra barnet i 0. klasse om morgenen, uden at man er helt sikker på, om barnet ved, hvor solcremen ligger, eller hvilket rum farveblyanterne skal findes i. Og det er fordi, det alt sammen er en slags små afskeder og opbrud.

– Det handler i bund og grund om en tæt relation og en forbundenhed, som man har svært ved at slippe. Det er jo faktisk et lillebitte tab hver eneste gang, man skal gå fra sit barn. Og hvis man måske samtidig ved, at det er lidt svært for barnet, så kommer skyldfølelsen også. Det handler meget om glæden ved at være der, og skylden over at gå, og skiftet mellem den lille verden, der bare er mor og barn, og den store verden med arbejde og forpligtelser.

Man er måske fanget i den lille, korte stund før opbruddet, og det kan være følelsesladet, siger Per Schultz Jørgensen.

For nogle betyder de svære følelser, at de har svært ved fysisk at gå, når poden skal afleveres, eller at man hjælper barnet lidt ekstra for at være i den lille, nære verden bare lidt længere. Men selv om de vemodige følelser er både i orden og legitime, skal man passe på, at de ikke tager overhånd. Det kan nemlig blive hæmmende.

Ikke uden konsekvenser

– Når barnet ser mors store følelser, kan det forplante sig videre til barnet, så det prøver at påtage sig et ansvar for at hjælpe sin mor. Og det går jo ikke.

Der bliver vi nødt til at tage os sammen som forældre og klare den opgave, vi er sat til at løse uden at falde helt hen i følelserne. Opgaven er netop at bære vores børn frem i livet og ind i fællesskaberne, siger Per Schultz Jørgensen. Men de store følelser kan få konsekvenser på længere sigt, hvis du pakker barnet for meget ind i vat og hjælper det med mere, end hvad godt er.

– Kan man ikke finde ud af at slække på forbehold og forsigtigheder, så risikerer man, at barnet pludselig ingen håndteringsstrategier har den dag, det er blevet et ungt menneske og står i mindre rare situationer, hvor mor og far ikke længere hjælper med at styre og tilrettelægge alt.

Hvad gør det så, når der sker noget uventet, eller der opstår fare, eller det får et møgfald af chefen? Hvis vi aldrig nogensinde har stået i de situationer i miniputudgaver før, så ved vi hverken, hvordan vi skal håndtere dem, eller hvordan vi skal takle det følelsesmæssigt, siger Nadia Holmgren.

Det handler om kærlighed og omsorg

Hvis vi omvendt sender børnene afsted med det samme – uden at tilbyde dem vores støtte – så ligner det faktisk en form for omsorgssvigt, mener hun. Og der er da også mange gode ting at sige om den følsomme, påpasselige forælder.

– Vi skal grundlæggende være forsigtige med at udnævne forældre til at være for eksempel curlingforældre, pylrede eller overbeskyttende, for der ér altså rigtig meget fint at sige om at passe godt på sit barn. Jeg synes, det er fornuftigt at være på den sikre side – hellere være lidt for forsigtig end lidt for uforsigtig, siger Nadia Holmgren og forklarer videre:

– Det er nærmest en trend at sige, at vi ikke må hjælpe vores børn med noget, de selv kan, for så ødelægger vi deres evne til selv at lære og mestre tingene. Det er også rigtigt, og det er en vigtig opmærksomhed at have, men det må heller ikke blive sådan, at vi ikke gør noget for dem, vi elsker, fordi de kan selv. Selvfølgelig må vi hjælpe vores børn og holde hånden under dem, når vi kan se, de har brug for det, siger Nadia Holmgren.

Tag i stedet et kig på dig selv, når de vemodige eller ængstelige følelser opstår for at finde ud af, om de egentligt handler om dig eller barnet.

Find balancen

– Der skal simpelthen træffes en voksenbeslutning. Handler det her om, at jeg som voksen ikke mener, at mit barn er klar til de udfordringer, det står over for? Eller er det snarere, fordi det er overvældende for mig som person, selv om jeg godt kan se, at mit barn er klar?

Træf beslutningen ud fra det, siger Nadia Holmgren. Hun anbefaler desuden, at man sætter ord på sine følelser, når man for eksempel står grådkvalt på villavejen og skal vinke til sit lille, store barn. Det skal nemlig være den voksne, der tager ansvaret for situationen, kommunikationen og relationen. Det gælder dog naturligvis ikke, hvis man hver eneste dag har svært ved afskeden i børnehaven, fastslår hun.

– Børn kan sagtens tåle, at man er ked af det eller rørt. Livet byder jo på op og nedture for os alle sammen, og børn kan have godt af at se, at mor kan være ked af det, men bliver glad igen. Man skal vise, at man kan håndtere det, og at det ikke er farligt, siger Nadia Holmgren. Sig hellere: “Ej, jeg bliver bare helt overvældet – tænk, at du er blevet så stor, at du kan det her! Jeg synes, det er helt vildt, men hvor er det bare sejt, at du gør det!”, råder hun.

– Og det skal siges højt, for barnet kan godt mærke den nervøse stemning, og hvis man ikke siger noget om den, så parkerer man ansvaret for stemningen og følelsen ovre hos barnet. Men sæt endelig ikke for mange ord på, råder hun.

På den måde bliver man barnets rollemodel i, hvordan man takler sine følelser, og det er med til at gøre ens børn følelsesmæssigt intelligente. Det er noget af det allervigtigste, vi kan give vores børn med på vejen, mener familierådgiveren.