Hvad hvis der sker mit barn noget? Lær at give slip på katastrofetankerne

Du sidder på din arbejdsplads foran skærmen med din første kop kaffe i den ene hånd og din mobil i den anden. Den første sms er allerede tikket ind fra børnehaven. Det er et billede af din guldklump i fuld gang med at bestige børnehavens klatretårn, og straks mærker du din puls galoppere. For hvad nu, hvis hun falder ned og brækker en arm eller et ben eller det, der er værre? Og er hun overhovedet under opsyn?

På nul komma fem tager katastrofetankerne over, og resten af dagen bliver det ret så svært at være nærværende over for dine kollegaer. Men faktisk er du ikke særligt meget anderledes end rigtig mange andre forældre. Vi har dem nok alle i større eller mindre grad, katastrofetankerne. De følger på det nærmeste med i pakken, når vi bliver forældre. Pludselig oplever man nemlig en kærlighed så stærk, at tanken om at miste den bliver ganske ubærlig, forklarer psykolog Helene Kristensen.

"Sandsynligheden for, at alle de her katastrofetanker bliver til virkelighed, er heldigvis ganske lille, men forfærdeligheden ved, at der skulle ske vores børn noget, er så voldsom, at angsten stiger hos os. Når angsten stiger, bliver tankerne mere intense, og det kan for mange være rigtigt svært at komme ud af igen", siger hun.

Hjernen trumfer

Det er ikke nødvendigvis nemt at sige farvel til de grimme tanker, for vi er programmeret til at være i stand til at forestille os det værst tænkelige. Katastrofetanker kommer sig af, at vores amygdala, som er en slags alarmklokke i vores hjerner, scanner en situation lynhurtigt og vurderer, om den kan være til fare eller ej.

Ganske nyttigt for mange, mange år siden, da vi boede i huler og skulle vurdere, om vi skulle løbe fra sabeltigeren, eller om vi skulle stå stille. Men når du sidder på kontoret foran computeren, er det ret ubrugeligt.

"Der findes ikke længere sabeltigere, og katastroferne er i dag meget, meget sjældne. Men vi er som mennesker enormt dygtige til at forestille os ting og planlægge, hvilket er nødvendigt for et moderne menneske, men det har også den ulempe, at vi kan forestille os alt muligt ganske forfærdeligt", siger Helene Kristensen.

"Og når først hjernen har sat gang i “kæmp-flygt-mekanismen”, så sker der alt muligt fysiologisk i vores krop. Vores blod pumper hurtigere rundt i kroppen og alt det blod, der normalt er i maven og hjælper med fordøjelsen, bliver suget ud af maven og ud i arme og ben, så vi kan løbe hurtigere og slås. Derfor kan katastrofetanker om, hvad der mon foregår lige dette sekund hjemme på matriklen, hvor babysitteren har ansvaret for arvingerne, være ekstremt belastende", forklarer psykologen.

Katastrofetankerne handler altså om at sikre overlevelse. Derfor er det også helt naturligt, at den slags tanker kommer mere i spil, når vi bliver forældre til skrøbelige skabninger, der er afhængige af os. Smukt, egentlig. Men for nogle tager tankerne overhånd. For mange dystre tanker gør os nemlig udmattede, og det kan i værste tilfælde føre til både depressioner og angst.

"Hjernen rummer cirka 100 milliarder hjerneceller, der har op til 10.000 forbindelser hver især. Et rigt netværk, du kan sammenligne med små stier i en skov. Går du igen og igen på stierne i skoven, bliver de bredere, og hvis du går på dem rigtig længe, kan det nærmest blive en motorvej. Katastrofetanker kan simpelthen blive en form for motorvej inde i dig, og de store veje er som bekendt nemme at vælge, og på den måde bliver bekymringsvejene de mest veltrænede. Heldigvis er hjernen formbar, og hvis vi erkender det, bliver det hele nemmere", siger sociolog Anette Prehn, der har skrevet bøger om hjernen og har holdt utallige foredrag om amygdala og katastrofetanker.

Når tankerne tjekker ind

Alle kan få katastrofetanker. Også når vi mindst venter det. De kan trænge sig på, når dit barn bliver passet hos bedsteforældrene. Når du sidder på arbejdspladsen, og junior er i børnehave eller i skole. Eller måske når du vender ryggen til gyngen på legepladsen i bare to sekunder, og du lader hjernen spille dig et puds. Og så vil rigtig mange mødre stifte bekendtskab med de første katastrofetanker, så snart de ser to positive streger på graviditetstesten.

"En ellers smuk graviditet kan i visse tilfælde blive forpestet af katastrofetanker, og derfor er det så vigtigt, at vi bruger tid og energi på det, vi rent faktisk kan påvirke. Jeg plejer at dele det op i grøn og rød cirkel, hvor den grønne indeholder det, du kan gøre noget ved, og den røde det, du ikke kan påvirke. Du kan ikke få en scanning hver eneste dag, selv om du måske mener, det er det eneste, der vil kunne lukke ned for de ubehagelige tanker om, at der er noget galt med babyen i din mave. Kunsten er at koncentrere tankerne om det, du reelt kan påvirke; for eksempel din søvn, kost, motion, og det, der styrker din indre ro og balance. Dét er en god investering for din baby, din graviditet og dig selv", siger Anette Prehn.

De mange livlige tanker opstår på grund af kærlighed – det skal vi huske på. Vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte og passe på vores guldklumper lige fra den dag, vi finder ud af, de ligger inde i maven. Dét med at slippe kontrollen er ofte sværere, end det lyder, og det kan være en lang og sej kamp at give sit barn lov til at få mere frihed. Til sammenligning havde børn for en eller to generationer siden mere frie udfoldelsesmuligheder, end vi i dag tillader vores børn.

"Min far fortæller historier om, hvordan han ofte cyklede ud i skoven med sine brødre om morgenen og var væk hele dagen, uden min farmor havde nogen idé om, hvad de lavede, eller om de var i sikkerhed. De kom jo hjem på et eller andet tidspunkt, og det var sikkerhed nok for hende. Der var ingen, der syntes, min farmor var en dårlig mor, for det fik alle børn lov til dengang. Den slags oplever man bare ikke længere", siger Helene Kristensen.

Men spørgsmålet er, om vi som forældre gør vores børn en bjørnetjeneste, når vi står for meget på vagt med beskyttelse? Spørger man sociolog Anette Prehn, er svaret ganske klart.

"Ja! Vi pakker vores børn ind i vat på grund af vores egne katastrofetanker, og det gavner ingen. Vi bliver mere og mere fortvivlede og nervøse, og det overtager børnene. Hvis vi ikke giver lov til at klatre op i et stort træ, fordi vi forestiller os worst case scenario, så går barnet glip af vigtige livserfaringer. Hvordan finder jeg en god vej videre? Hvad gør jeg, når en gren knager? Skal jeg have fødderne på to forskellige grene? Det at være i tvivl, at føle sig lidt bange og at lære at mestre noget er så vigtigt for et barn. De er nødt til at gøre egne erfaringer for at finde deres egne begrænsninger og evner."

Nej tak til notifikationer

Fra vores børn er ganske små, holder vi øje med dem og tjekker deres gøren og laden. Vi er beskyttende over for de små som aldrig før, vi passer på dem, forsvarer dem, og er der for dem altid. Ifølge sociolog og forfatter Anette Prehn, der via sit arbejde i Stresspanelet netop har været med til at definere, hvad der kan afhjælpe både børns og voksnes stressniveau, er den konstante kommunikation mellem institution og forælder langt fra behjælpelig.

"Det er blevet sådan, at vuggestuer og børnehaver er pålagt at sende billeder og opdateringer til forældre i et væk. Men hvorfor er min lille Oscar kun med på et billede, når Emilie er med på syv? Og hvorfor har jeg ikke hørt noget i over tre timer – der må være noget galt? Det er jo simpelthen fodring af katastrofetanker, og det er synd, for det er langt fra pædagogernes hensigt. Nok nærmere tværtimod. Personalet i vores institutioner bør lave det, de er bedst til; nemlig pædagogisk arbejde i stedet for at føle sig presset til at fotografere og dele online", siger Anette Prehn.

Du kender det måske fra dig selv. Det er både godt og skidt at få de beskeder og billeder fra børnehaven. Uanset om der kommer en enkelt notifikation, eller om der dukker flere op i løbet af dagen, har det for mange forældre den effekt, at det flytter fokus fra der, hvor vi er, og det minder os om, at der måske eller måske ikke er noget galt derovre i børnehaven.

"Det, vi ved omkring angst og katastrofetanker, er, at man får en umiddelbar lettelse, når man tjekker, om alt er ok, men at den ro ikke varer særligt lang tid, og så dukker tankerne op igen og forstærker faktisk katastrofeelementet", siger psykolog Helene Kristensen.

"Det er jo en fin service og så sødt af pædagogerne, men i virkeligheden ville det være bedst, hvis vi alle sammen kunne give slip og stole på, at det går fint. At vi som forældre stoler på, at pædagogerne behandler vores guldklumper godt."

Sociolog Anette Prehn er enig. Hun lever selv et notifikationsfrit liv, og det er i den grad noget, hun anbefaler. Særligt til småbørnsforældre.

"Jeg kan godt forstå, forældre gerne vil høre, hvordan det går i vuggestue eller børnehave, men det gavner ingen. Det er så vigtigt at kunne agere proaktivt i eget liv, og med de mange beskeder og billeder bliver vi presset ud i et reaktivt liv, hvor vi ikke selv har kontrol, men hvor andre styrer, at nu skal mor eller far forstyrres på arbejdet, eller hvor vi nu forsøger at være nærværende."

Øvelse gør mester

Når du beslutter dig for at skulle i god form, kræver det øvelse. Når du vil være bedre til at bage kage, kræver det øvelse. Og hvis du vil være bedre til at slippe kontrollen og dermed minimere katastrofetankernes magt, kræver det sørme også øvelse. Helene Kristensen har brugt mange timer sammen med folk i alle aldre, der netop ønsker at slippe de dumme tanker for at være bedre til bare at lade deres børn være børn, og som drømmer om en hverdag, hvor tvangstanker ikke dominerer.

"Jeg må bare sige, at alt kræver disciplin og øvelse, og vi bliver nødt til at gøre det igen og igen, uanset hvor kedeligt det end måtte være. Der findes ingen mirakelkure her i livet – i hvert fald ikke, hvis det skal være holdbart. Sådan er det også med vores tanker. Det er den samme røvsyge øvelse, der hedder “giv slip”, man skal gøre det igen og igen og igen, og pludselig er den der. Selvudvikling er aldrig en dårlig idé, så det hårde, mentale arbejde kan altid svare sig."

Som Anette Prehn siger, så er det at øve sig altid en investering i dig selv, dine omgivelser og hele dit liv. Og nå ja, dine børn.

"Når bedsteforældrene passer mine børn, har det altid været et princip for mig, at det er deres rum. Jeg forventer ikke, de sender billeder eller ringer for at holde mig opdateret. Ligesom jeg undlader at ringe for at opfylde egne behov, siger hun og fortæller i øvrigt, at det i bund og grund handler om tillid til alle parter."

"Træn dine børn i, at du har tillid til dem. Jeg ønsker, at mine børn skal have en barndom, hvor de kan kravle op i et træ på vej hjem fra skole, uden at jeg skal dobbelttjekke min app og konfrontere dem med, at de ikke er gået direkte hjem, som de sagde. Tillid er katastro fetankernes modgift."