Gråd ved sengetid: Okay eller grusomt?

Nattøj, godnatsang, et lille kys – og så lister du ud ad døren, mens dit barn synker fredeligt ned i madrassen, glipper veltilfreds med øjnene og døser hen.

Sådan foregår sengetiden for de fleste af os … i vores drømme! For i virkeligheden er putteseancen ofte en endeløs affære, hvor dine forsøg på at holde fast og dit barns forsøg på at kæmpe imod tørner sammen i en uskøn pærevælling af gråd og tænders gnidsel. Hvilket er stik imod intentionen, som for mange af os netop går på, at sengetid og tårer ikke hører sammen, lyder det fra sovecoach Jeanette Wegge-Larsen.

– Jeg oplever, at mange forældre er ret bange for gråd og starter med at have nultolerance over for gråd, når barnet skal sove. Det handler om, at den gængse opfattelse er, at gråd altid er skidt, og at vi altid skal prøve at undgå, at vores børn græder, mener hun.

Hendes erfaring er, at den kaotiske sengetid ofte kan kædes sammen med, at vi sætter os mellem to stole, hvad enten junior sover på mors og fars soveværelse eller i sit eget værelse.

Vi vil på den ene side ikke lade ham styre showet og levere bamser, nye sutter, vand og ekstra kram i en uendelighed – på den anden side kommer vi alligevel lidt til det, for når vi ser de salte tårer strømme ned ad de små kinder, virker alt det, vi lige havde besluttet os for at gøre, pludselig sekundært i forhold til at ‘redde’ vores barn fra at være ked af det. Vi vakler. Og den usikkerhed bliver opfanget med det samme af barnets skarpe radar.

LÆS OGSÅ: Træt, træt, træt – få de bedste råd til mere søvn

– Når du er usikker, kommer du nemt til at signalere med dit ansigt og kropssprog, at du synes, det er vildt synd for dit barn – og den følelse opfanger dit barn og tager på sig. Du kan også ende i en situation, hvor du til sidst bliver så frustreret, at du hidser dig op, og igen overfører du den følelse til dit barn. I begge tilfælde vil resultatet være, at gråden eskalerer, siger Jeanette Wegge-Larsen.

Menneskets gråd er unik

Hun synes ikke, vi skal være så grådforskrækkede. For et lille barn, der hverken har ord eller evner til at udtrykke sig detaljeret om sine følelser, er gråd nemlig det primære kommunikationsmiddel til at udtrykke, at ‘noget er galt’. Men om barnet er vred, frustreret, irriteret, bange eller ked af det – og hvor alvorligt det er – kan være svært at vurdere, især hvis dit barn er en af dem, der skruer sin grådvolumen op på maksimum, hver gang det mindste ubehag melder sig.

LÆS OGSÅ: Søvn: Sådan gør du, når det tager to timer at putte

Jill Byrnit, som er autoriseret psykolog og ph.d. i evolutionspsykologi, forklarer, at menneskets gråd er kompliceret og helt unik for os som art. Mens andre dyr har kaldelyde og lyde til at signalere en bestemt følelsestilstand, er vi alene om at bruge gråd til at give udtryk for og forvalte vores meget komplekse følelsesliv.

Hun opdeler gråd i to niveauer: kaldegråd og slippegråd. Kaldegråden bruger vi, når vi forventer, at nogen skal komme os til hjælp. Slippegråden benytter vi derimod, når der sker noget dårligt i vores liv – og i sidste ende til at give slip på den dårlige oplevelse. 

Børns gråd er stort set altid kaldegråd, som har til hensigt at tilkalde for eksempel mor eller far, og set i lyset af den måde, de fleste af os putter vores børn, er tårerne altså helt naturlige.

– I vores kultur lever vi meget underligt, for fra naturens side har det aldrig været meningen, at små børn skulle

sove alene. Du ser ikke noget andet pattedyr pattedyr lade sit barn ligge alene og sove, så når dit barn græder, reagerer han fuldstændig sundt ved at kalde på nogen, som kan sørge for, ‘at jeg ikke ligger her alene’, siger Jill Byrnit. 

Hun tilføjer, at hvor den dybere slippegråd for voksne kan virke helende, skal barnet helst ikke nå hen til den tilstand. 

For mens voksne kan bruge slippegråden til at indse, at livet går videre, selvom de har oplevet noget dårligt, må barnet ikke nå en erkendelse af, at ‘der kommer ikke nogen og hjælper mig, selvom jeg græder meget længe’. Så kan han blive apatisk og helt opgive at stole på relationen.

Jill Byrnit mener dog, at en sådan slippegråd kun vil forekomme ved alvorlige svigt, hvor et barn eksempelvis bliver overladt til at ligge og græde alene i timevis.

Dit barn kan lære selvhjælp

For børn i almindelige, velfungerende Byrnit altså kaldegråd – et råb om, at dit barn vil være sammen med dig i stedet for at ligge for sig selv.

Men inden du får lyst til at sætte tremmesengen til salg og begynde at bære din toårige i slynge døgnet rundt, så husk lige på, hvilket samfund vi har bygget op. Et samfund, hvor vores børn fra en tidlig alder skal tilbringe de fleste af deres vågne timer uden deres primære omsorgsgiver, og hvor mor og far også har brug for søvn, fordi de skal op og præstere på arbejdet hver dag.

Selvom dit barns hjerne fra naturens side er indrettet til at protestere over at blive ladt alene, kan du godt sikre, at han er tryg og samtidig påvirke ham i den retning, der er hensigtsmæssig i vores kultur – uden at han tager skade af den gråd, opdragelsen afstedkommer, forklarer Jill Byrnit.

– Menneskets hjerne er så plastisk og dygtig til at tilpasse sig nye situationer, at du godt kan lære dit barn, at mor og far ikke altid er der, og at han i nogle afgrænsede situationer skal søge hjælp hos sig selv. Den læreproces er ikke skadelig, i hvert fald ikke når dit barn dybest set er tryg ved, at der kommer nogen, når han kalder, siger Jill Byrnit.

I de senere år har søvntræningsmetoden ‘Godnat og sov godt’ været meget børn skal ‘have lov’ til at græde, mens

mor og far i faste intervaller med stigende mellemrum kommer til syne i børneværelset.

Diskussionen har gået på, om det ikke er helt forfærdeligt for et lille barn at blive overladt til at hulke sig i søvn, kun afbrudt af korte gensyn med forældrene?

Søvnforskere på Flinders University i Australien har for nylig undersøgt me-seksmånedersalderen. I den ene gruppe blev forældrene instrueret i at putte deres børn med såkaldt ‘kontrolleret gråd’, hvor man gradvist øger det tidsinterval, der går, før man går ind til det grædende barn.

Børnene blev sammenlignet med en kontrolgruppe, som ikke modtog sovetræning, og resultatet var, at de børn, som fik lov at græde ved sengetid, i gennemsnit faldt 13 minutter hurtigere i søvn og havde færre opvågninger om natten. Ved tolvmånedersalderen blev der hverken fundet følelses- eller adfærdsmæssige forskelle på grupperne, og tilknytningen til forældrene var ens.

Hurtige løsninger dur ikke

Mikael Rasmussen, som er søvnkonsulent på Center for stress og trivsel, vil dog ikke blåstemple en metode, hvor du

helt rigidt lader dit barn ligge og græde efter et skema, når han er blevet puttet.

– Tryghed og nærvær er det allervigtigste, når dit barn skal sove. Derfor vil jeg ikke anbefale, at du sidder med et ur og lader det styre, hvornår du går ind til dit barn. Men du kan godt stille og roligt forlade dit barn, selvom han græder, og så lade lidt tid gå, inden du går ind og trøster og beroliger, giver sutten og så forlader rummet igen. Men bliver dit barn hysterisk, skal han op og trøstes, fastslår Mikael Rasmussen og tilføjer, at samme fremgangsmåde gælder, hvis du sværger til at sidde ved sengekanten, indtil dit barn falder i søvn:

– Du kan godt lade ham ligge, selvom han græder. Sig stille og roligt, at du er der, men nu skal han sove. Kammer gråden helt over, skal han dog op at trøstes, indtil han er rolig. Men læg ham ned, inden øjnene falder i.

Mikael Rasmussen oplever, at vi forældre ofte kommer galt fra start i søvntræningen af vores børn, fordi vi forventer lynhurtige resultater. Du husker måske sidste års bestsellerbog, Kaninen, der så gerne ville sove, som blev langet over diskene hos boghandlerne i raketfart, fordi den lovede at kunne få ethvert barn til at falde i søvn i løbet af minutter. Så nemt foregår det dog desværre sjældent.

– Jeg kan sagtens forstå, at man som forældre bliver lidt utålmodige, men man kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Det handler om at skabe nogle gode, forudsigelige rutiner med nærvær og tryghed og holde fast i dem. Det tager tid, forklarer Mikael Rasmussen.

Også sovecoach Jeanette Wegge- Larsen oplever, at vi snubler i søvnrutinerne, fordi vi giver op eller afviger efter et par dage, hvor han stadig stikker i et hyl ved det mindste tegn på, at mor går. Men hun påpeger, at hvor vi voksne bliver dovne og døsige, når vi bliver trætte, reagerer dit barn modsat: Ved at holde sig i gang og producere adrenalin.

Derfor er det en stor opgave at lære ham at overgive sig til søvnen. Og for at nå derhen skal han hjælpes til at tage et skridt ud over kanten.

– Når dit barn skal lære noget nyt, er du nødt til at skubbe ham lidt ud af sin comfortzone – derud, hvor gulvet gynger lidt. Dit barn vil protestere og forsøge at holde fast i det, han kender, men så må du med ord og handling vise, at du er overbevist, og roligt sige ‘jeg kan godt se, du er sur, men du skal sove nu’. Og så forlade værelset lidt, før du går ind og trøster igen – uden at tage ham op, anbefaler Jeanette Wegge-Larsen, som understreger, at gråden ikke skal over i hikstende panik.

Er han på vej derud, må du tage et skridt baglæns i processen og tage dit barn i armene – men læg ham ned igen, inden han sover. På den måde viser du ham, at du er der til at trøste og berolige, men at du holder fast i det, du beslutter for ham – også selvom han ikke er enig. Begynder du at mærke dig selv vakle, vil Jeanette Wegge-Larsen gerne minde dig om én vigtig pointe:

– Det er aldrig synd at lægge et barn, der er træt, til at sove.

LÆS OGSÅ: “Vi er ved at blive skøre af ikke at sove!”

LÆS OGSÅ: Tigerspring: Forstå babys udvikling

LÆS OGSÅ: Søvn: Dit barn sover sig stor, stærk og klog