"Det var svært ikke at tænke over, at fem meter til venstre lå en kvinde og fødte et levende barn”

Helene Bak kunne se det med det samme.

Inden lægen sagde det, vidste hun, at noget var galt.

Der var stille, på en eller anden måde. Et fravær af liv.

”Der er ikke hjerteslag, sagde jeg, før hun nåede at sige noget.”

Den 21. april i år, mens danskerne skridtvis bevægede sig ud af et coronaramt land, mistede 33-årige Helene Bak og kæresten Thomas deres datter.

Ida Marie.

Hun nåede ikke at få et CPR-nummer, men hun nåede at få et navn. Hun nåede at være et ”færdigt mini-menneske”. Med hænder og fødder og negle.

”Selvom hendes hjerte ikke slog, da hun kom ud, var jeg stolt af hende. Jeg er stolt af mit barn, selvom det ikke nåede ud til verden, som det skulle. Jeg er sindssygt stolt af det der lille væsen, vi trods alt skabte, der bare ikke fik gjort alt det, det skulle.”

Uregelmæssige blødninger

33-årige Helene Baks historie står ikke alene. Knap en tiendedel af alle graviditeter i Danmark går til før uge 22 og ender som en spontan abort.

Alligevel har Helene Bak et behov for at fortælle sin. Dels for at dele den ensomhed, der følger med at miste et – eller flere børn, og dels for at fortælle om det, hun kalder ”efterforløbet”. Omverdenens måde at tackle mennesker i kriser på.

Helene Baks aborthistorie begynder med hendes første graviditet i 2017. Processen op til havde været ”besværlig”. Hun havde uregelmæssige blødninger, der gjorde det svært for hende at blive gravid, og da det endelig lykkedes, endte hun med at abortere spontant i uge 9.

”Det havde været et svært forløb – også op til min graviditet. Selvom uge 9 ikke var særligt mærkeligt eller opsigtsvækkende, var det stadig noget, der prægede mig efterfølgende. Men vi blev lykkeligvis gravid lige bagefter, allerede inden jeg fik menstruation,” siger hun.

”Sådan puf.”

I 2018 fødte Helene Bak efter en vellykket graviditet datteren Aia. Men i 2019 stod hun og kæresten Thomas et sted, hvor de gerne ville udvide familien med barn nummer to. Problemet var bare, at Helene Bak stadig led af uregelmæssige blødninger og ”stort set ikke” havde menstruation.

De begyndte i fertilitetsbehandling og fandt ud af, at Helene Bak led af underlivssygdommen PCOS.

”Vi vidste, det kunne blive svært at blive gravid og gik i gang med fertilitetsbehandling. Vi blev gravid på 3. inseminationsforsøg, så det var en vellykket fertilitetsbehandling. Vi var ikke ude i reagensglas, så det var dejligt,” siger Helene Bak.

”Men jeg var ret præget af, at gud, hvorfor skal det være så besværligt og skød skylden en lillesmule på mig selv. Man tænker jo, at en kvinde skal kunne blive gravid, men det er bare ikke altid så nemt.”

Dog gav det en ro, at det var lykkedes én gang før – endda naturligt. Da Helene Bak var 14 uger henne, fik hun en tryghedsscanning, og den viste, at hjertet slog, som det skulle, og baby voksede. Alt så fint ud, lød beskeden.

”Og så ramte corona, og så kunne man ikke rigtig noget.”

Jeg kan da ikke føde et dødt barn

Helene Bak gik rundt derhjemme og mærkede små spark fra maven, men pludselig blev der stille. I lang tid.

”Det var i sig selv kilde til nervøsitet, men så mærkede jeg hende igen i uge 17. Meget lidt, men jeg mærkede hende. I uge 18 mærkede jeg hende hver dag,” fortæller Helene Bak.

”Men det var slet ikke sammenligneligt med det, jeg havde mærket med Aia. Hende havde jeg mærket flere gange om dagen, så jeg kontaktede flere læger, som selvfølgelig prøvede at berolige mig.”

Ifølge lægerne var det normalt ikke at mærke spark hver dag før uge 24. Men Helene Bak kunne ikke lade være med at blive ”sindssygt nervøs”.

Da verden lukkede op igen, bestilte hun straks en ny tryghedsscanning. Alene kørte Helene Bak afsted mod fertilitetsklinikken for at blive scannet. Med ro i maven, for hun havde mærket spark dagen før.

”Jeg havde det ok, da jeg tog derind, fordi jeg tænkte: Jamen, alt er godt.”

”Men så var der bare ikke noget hjerteslag. Det var helt sindssygt,” siger hun, næsten som om ingen må høre det.

”Der gik en time, inden jeg kunne græde. Jeg var nærmest i panik. Selvom jeg godt kunne se det på scanningsbilledet, var jeg i totalt chok. Og i panik over det, der lå foran mig. Jeg vidste jo godt, at jeg nu skulle føde denne her lille døde pige.”

Fem meter til venstre

Først tænkte Helene Bak, at hun ikke kunne gennemføre det. Det var for ”voldsomt”.

Men hun vidste også, at der ikke var nogen vej udenom. Helene Baks kæreste Thomas kom hurtigt hen til hende og sammen kørte de til fødeafdelingen på hospitalet i Horsens.

De fik valget om at tage hjem eller direkte hen på fødegangen, men Helene Bak ”ville ikke gå med et dødt barn” i sig.

”Vi kom ned på fødegangen med det samme – men det er jo fandeme fødegangen, hvor andre kvinder føder levende børn. Vi fik heldigvis coronastue, hvor en dør afskærmede os, så vi ikke kunne høre noget. Det var egentlig rigtig fint, når nu det skulle være, men det var svært ikke at tænke over, at fem meter til venstre lå en kvinde og fødte et levende barn.”

Det efterfølgende forløb kalder Helene Bak for ”surrealistisk” og ”frygteligt”, men også ”nødvendigt”.

For selvom det er det ”hårdeste”, hun nogensinde har gjort, var det samtidig en måde at forstå, hvad der var hændt – både for hende og Thomas, men også fysisk. Hun havde alligevel båret på et barn, på Ida Marie, i flere måneder. Mærket hendes spark, hendes liv.

”Jeg er virkelig glad for, at jeg skulle føde hende, og jeg er glad for, at jeg gjorde det. Dels fordi jeg skulle, men også fordi det hele bliver mere virkeligt for én. Hvis barnet bare var blevet skåret ud eller opereret ud, havde jeg måske siddet tilbage med en mærkelig fornemmelse af: Var jeg gravid? Var barnet der?”

”Det var det rigtige at gøre, selvom jeg slet ikke kunne overskue det, mens jeg var i det,” siger Helene Bak.

En sort/hvidtegning på reolen

Ida Marie kom til og efterlod verden med ét.

På en bakke blev hun lagt. Det her ”mini-menneske”, som Helene Bak havde båret på i flere måneder.

”Vi fik hende op og sad med hende. Sang for hende… jaa…”

Hun holder inde.

”Og så fik vi hende ind til os igen dagen efter et par gange, indtil vi var klar til at sige farvel.”

Helene Bak og Thomas valgte, at Ida Marie skulle kremeres, urnen fik de leveret i en kasse hjem til huset.

”Det var så surrealistisk. Så stod der bare en mand dér… med en kasse.”

Asken blev spredt udover vandet.

”Vi havde ikke brug for en kirkegård eller en sten at gå hen til. Vi havde ligesom mere brug for en fornemmelse af, at vi kunne tage afsked med hende. Sådan et fint sted, hvor vi kunne mindes hende, ” siger Helene Bak.

”Det er ligesom vores sted nu, hvor vi kan tage hen, hvis vi har brug for at mindes hende et andet sted end i os selv. Og så har vi fået lavet en blyantstegning af hende.”

På reolen i stuen står sort/hvidtegningen af Ida Marie. Omsvøbt af et lille tæppe, hvor kun arme og ansigt er blottet.

Tusinder redningsveste

Detaljerne er voldsomme, det ved Helene Bak godt. Men de er en del af fortællingen, siger hun, og en del af hendes helingsproces.

Thomas har været mere indadvendt, men hun har haft et behov for at tale højt og åbent om oplevelsen med at miste et barn.

”Det føles som at miste et helt barn, og lige så meget føltes det som at miste en drøm. At miste hele den fremtid, vi havde planlagt. Det var som om, at det hele krakelerede, og vi skulle bygge alt op igen. Finde en anden vej for det næste år.”

Derfor har Helene Bak haft brug for at sende ”tusinder redningsveste ud”. Men ikke alle har grebet dem, og det har gjort ondt. For hun har i løbet af de seneste måneder opdaget, at ikke alle i omgangskredsen har kunnet håndtere hendes sorg.

Det er som om, at hun har skullet være den stærke, siger hun. Og forklare dem, hvordan de skal reagere i forhold til hendes tab.

”Jeg blev ked af det og sur, hvis folk ignorerede det – eller hvad der føltes som at ignorere det, når de ikke spurgte ind til det. Jeg tænker, at de har været bange for at træde i spinaten og gøre mig ked af det,” siger Helene Bak.

”Men det, der har fyldt rigtig meget, har været at få kommunikeret til andre: I kan ikke gøre os mere kede af det. Vi er allerede så kede af det, som vi kan blive – og vi bliver ikke mere kede af det, fordi I spørger ind til det, der er sket. Det har været vigtig at få sagt, i forhold til dem der har været bange for at spørge, sige eller gøre noget.”

Angsten skifter farve

I det hele taget har sorgen føltes tværdelt; på den ene side har Helene Bak mistet et barn, på den anden side har hun stadig en datter, hun skal være mor for.

Det kan være svært for andre at forstå, har hun erfaret.

”Der er rigtig mange, der siger: Men det er jo godt, du har et barn. Og jo, det er virkelig godt, vi har et barn, for det har bestemt hjulpet med at hele, at vi har hende. Men det er også helt absurd at være lige der, hvor hun er. Hun er to år, og da vi kom hjem fra hospitalet, var hun bare glad og fuld fart derudaf… Det er svært at jonglere de to følelser helt tæt på hinanden.”

Men Helene Bak kan mærke, at det bliver nemmere, det der med at håndtere følelser, der overlapper og krydser hinanden. Både fordi hun har været så åben omkring tabet af sin datter, men også fordi hun gennem sit virke som musiker har kunnet bruge musikken til at gå i dialog med mennesker, der måske har oplevet noget lignende. Det har sat gang i nogle ”nye tanker”, siger hun.

Nu er hun der, hvor hun er klar til at prøve at få et nyt barn. Det er ”angstfuldt” at bevæge sig ned ad den vej, men sådan må det være.

”Jeg kunne ønske mig, at nu hvor jeg har været alt det her igennem, at jeg så har trukket det lod, og det ikke sker igen, men det kan man jo ikke vide. Det kan man ikke gardere sig imod. Men jeg tror ikke, at angsten bliver mindre ved at vente et år. Den kommer til at sidde i mig for altid. Selvfølgelig vil den få en anden farve, jo længere tid der går, men kombineret med et nyt graviditetsforløb, vil det ikke hjælpe at vente. Det vil ikke få den til at tage aftage. Det tror jeg ikke.”