Hud mod hud

Win-win: Derfor får hud mod hud dig tæt på dit nyfødte barn

Der findes næsten ikke noget bedre end en nyfødt baby på din bare mave eller dit bryst. Og udover at gøre både dig og baby glade har hud mod hud også mange andre fordele.

Det er et længe ventet øjeblik for alle nybagte forældre. De der sekunder, hvor du efter timevis med veer endelig får dit nyfødte barn i armene og går fra at være gravid og i fødsel til at være forælder.

Oftest bliver den nyfødte lagt nøgen op på brystet med det samme, han kommer til verden – og det er der rigtig god grund til:

"At have hud mod hud-kontakt er den mest effektfulde måde for forældre og børn at knytte sig til hinanden på. Det er en del af vores natur, og derfor vil vi altid prøve at sørge for, det sker, når der er mulighed for det", fortæller afdelingslæge Geske Bak fra Odense Universitetshospital.

Forklaringen er, at huden er vores største organ og fyldt med millioner af nerver, der gør, at den reagerer på alle berøringer. Det er særligt specielt for nyfødte, for efter at have svømmet rundt i livmoderens tempererede vand i ni måneder får de pludselig sanserne stimuleret konstant. Alt fra at blive nusset på ryggen til at få tøj på eller mærke et vindpust på kinden er nyt for dem – men ved at ligge hud mod hud kan du skærme dit barn lidt for alle de nye indtryk:

"Når dit barn ligger på brystkassen og slapper af, kan han eller hun høre den velkendte lyd af dit hjerteslag, som både giver tryghed og beroliger. Vi ved fra forskellige studier, at børn der ligger hud mod hud for eksempel græder mindre i de perioder, hvor de netop har den tætte kontakt", forklarer jordemoder Birgit Thalwitzer, som har taget imod børn både som privatpraktiserende og i det offentlige, og står bag hjemmesiden jordemoder.dk sammen med en gruppe

private graviditets- og skanningsklinikker.

"Derudover har det også den fordel, at barnet bliver holdt varm af dig og derfor ikke skal bruge energi på selv at regulere sin temperatur. Det er med til at stabilisere barnets blodsukker, så han i stedet kan bruge kræfterne på andre ting som at søge efter brystet for at finde mælk", siger hun.

LÆS OGSÅ: Sådan viser du dit barn kærlighed uden ord

Vigtigt for amningen

Især de allerførste timer lige efter fødslen er vigtige, hvis du virkelig vil udnytte fordelene ved at ligge hud mod hud, forklarer Geske Bak:

"Det er det tidsrum, hvor især barnet, men også forældrene, får mest ud af det. At føde og blive født er en kæmpe oplevelse, og derfor er det vigtigt at få noget ro på bagefter, så barnet bliver helt stabil, og moderen kan få amningen i gang. Her er kropskontakten rigtig vigtig."

Derfor anbefaler sundhedspersonalet, at man ligger hud mod hud uden afbrydelse, indtil barnet er blevet ammet for første gang. Jeres kropskontakt vil få hjernen til at udløse hormonet oxytocin, der netop får mælken til at løbe hurtigt til. Det er med til at sikre, at amningen kommer bedst muligt fra start.

For tidligt fødte børn

  • Med ’for tidligt fødte’ menes børn født mellem 24. og 36. uge.
  • For hud mod hud er også vigtig for børn, der er født før termin, og målsætningen er ’så meget som muligt’.
  • Så snart de er stabile, kan holde varmen og har styr på vejrtrækningen, vil også de for tidligt fødte komme op på mors eller fars brystkasse.
  • Man ser gerne, at der er etableret hud mod hud-kontakt inden for de første seks timer.
  • Skal det for tidligt fødte barn have ilt, lysbehandling eller fx ligge i respirator, vil lægerne ofte forsøge at udføre behandlingen, mens I ligger under en dyne og putter med hinanden.

Kilde: Jannie Lundoff Nissen, afdelingssygeplejerske

"Derudover vil dit barn – når han får ro til at ligge længe hos dig – helt automatisk selv begynde at søge efter brystet, for eksempel ved at tage fat om det eller lave suttebevægelser. Det er et urinstinkt i os, der bliver stimuleret, netop når mor og barn ligger helt tætte med hinanden lige efter fødslen, og når det sker, vil de fleste babyer faktisk selv finde vej til mælken i løbet af en times tid", siger jordemoder Birgit Thalwitzer.

Din partner kan også

Når amningen er kommet i gang, er det lige så vigtigt, at den nybagte partner også ligger hud mod hud med sin søn eller datter:

"Hos begge forældre falder blodtrykket og pulsen nemlig, når de har deres nøgne, nyfødte barn liggende hos sig. Det mindsker mængden af stresshormoner i kroppen og gør det nemmere at finde sig til rette i den nye rolle. Derfor er det her også et område, hvor det er vigtigt, at begge forældre engagerer sig," siger Birgit Thalwitzer.

LÆS OGSÅ: 8 vigtige opgaver for far - eller partneren - under fødslen

Hun opfordrer til, at man bliver ved med at ligge hud mod hud også lang tid efter fødslen. Hvis du ammer, sker det automatisk, når dit barn ligger med kinden mod brystet for at få mælk. Giver du derimod flaske, er det vigtigt at være opmærksom på at skabe den tætte kontakt.

"Uanset hvor næringen kommer fra, vil børn bare gerne mærke dig imens. Derfor handler det om at finde måder at være tætte sammen på ved måltidet, og det kan for eksempel være at hive op eller ned i trøjen og lægge dit barn helt ind mod huden – også når det er din partner, der giver flaske. En lille ny kan nemlig ikke få for meget nærkontakt med dine forældre – tværtimod. De timer, du tilbringer med at ligge tæt med dit barn, mens han er lille, vil nemlig kunne måles senere i livet.

"Trygheden og nærheden lagrer sig i kroppen – noget, som I først mange år senere vil se effekten af. Det gælder den motoriske udvikling, hvor god barnet bliver til at tage vare på sig selv og til at have tillid til andre. Derfor er det godt givet ud at have den tætte kropskontakt med sit barn fra starten af", mener Birgit Thalwitzer.

Hvad hvis jeg får kejsersnit?

Al den viden om de mange fordele ved hud mod hud-kontakt har også betydet ændrede arbejdsgange på hospitalerne. I stedet for at tage den nyfødte ud i et særskilt rum for at blive undersøgt lige efter, prioriterer man nu i stedet, at de første timer af livet så vidt muligt tilbringes direkte på mors bryst. Siden 2014 er det derfor også blevet mere udbredt, at det er proceduren efter et kejsersnit. 

"Den udvikling har de gravide faktisk selv været med til at skubbe på, fordi der simpelthen opstod en efterspørgsel efter det. Derfor ændrede man rutinerne. Nogle gange kan det være nødvendigt at afbryde hud mod hud-kontakten for at lave nogle undersøgelser. Men oftest kan vi godt hjælpe barnet med vejrtrækningen eller give dem noget medicin, mens de ligger hos moderen, og vi prioriterer den tætte kropskontakt meget højt", fortæller overlæge Geske Bak. 

Der er kun lavet få undersøgelser af, om hud-mod-hud direkte efter et kejsersnit har haft betydning for hvor godt amningen er kommet i gang, og der er tegn på, at den etableres lidt hurtigere og varer længere. Det er ikke undersøgt, om tilknytningen bedres, men Geske Bak oplever alligevel, at det har en positiv effekt:

"I det daglige opdager jeg ikke den store forskel på, hvordan de nyfødte tager det, men den nybagte mor og far er til gengæld rigtig positive. Stort set alle har været glade for det, også de, der har prøvet at få et kejsersnit med den gamle metode. Så når vi måler på tilfredsheden med den her metode, er den rigtig høj, og nærmest alle har været glade for at få sit barn op til sig med det samme. Det er vores standardmåde nu. Dog må hud-mod-hud ind i mellem afbrydes, hvis mor bliver utilpas. Da hjælper jordemoderen barnet over til partneren."

LÆS OGSÅ: Josephine skal have kejsersnit: "Man er ikke en dårligere mor, fordi man ikke føder sit barn vaginalt"

Det er aldrig for sent 

Der er dog også nogle situationer, hvor det ikke er muligt at lægge barnet direkte op på brystet. Det kan være, hvis barnet er født med en sygdom, som lægerne skal undersøge med det samme, eller hvis kejsersnittet har været meget akut, og moderen er i fuld narkose. 

"I de tilfælde handler det om hurtigst muligt at få stabiliseret begge to, og så kører man dem hen til hinanden og lægger barnet op til moderen, lige så snart det er muligt", forklarer Geske Bak: 

"Det er også her, hvor fædrene eller en anden samlever for alvor spiller en rolle. Hvis det er den nyfødte, der skal undersøges af lægerne, kan man ofte godt få lov til at ae eller holde i hånden imens, så der på den måde også er kropskontakt mellem barnet og en forælder."

Selvom kropskontakten ikke sker med det samme, er der nemlig ingen grund til at være bekymret, beroliger jordemoder Birgit Thalwitzer: 

"Det er aldrig for sent at ligge hud mod hud, og dit barn får ikke en dårligere start på livet, bare fordi det ikke bliver lagt op på maven med det samme. Så selvom I måske kommer senere i gang, er det absolut stadig muligt at opnå alle de gode fordele, der er ved at være så tætte med hinanden. 

Vigtigst af alt er nemlig, at det bliver en rar oplevelse for alle i den ny familie.

"Det betyder også, at hvis du har haft en hård fødsel og ikke lige har overskud, så er det OK at sige fra. Lad barnet komme over til faren – han har jo også en varm brystkasse med et hjerte, der banker, og det er lige så godt. Så der er ingen grund til at have dårlig samvittighed eller ærgre sig, hvis man kom skidt fra start – der vil komme masser af flere muligheder for at ligge helt tæt med din baby."