"Jeg bryder mig ikke om opdelingen af rig og fattig. For hvad er man rig på, når man er rig?"

Det var de høje træer i den nærliggende skov, legepladsen rundt om hjørnet, villavejen, der indbød til legende børn, og ikke mindst behovet for at komme tættere på familien, der gjorde udslaget. Esra og Uffe Alici Pedersen ville hjem til Aarhus efter en årrække med studier og storbyliv i København. Selvom de havde en skøn ejerlejlighed og en opgang med masser af mennesker omkring sig, var det som om, de manglede nærværet i den daglige travlhed.

I dag bor de i et hus med ”utrolig mange trapper,” som Esra grinende siger, i Brabrand, der ligger et stenkast fra hendes barndomshjem. Men husets rummelige størrelse er hun ikke vant til fra sin barndom. Hun voksede nemlig op i en trang lejlighed, hvor hun delte værelse med tre af sine fem søstre i Gellerupparken – et af Danmarks mest socialt udsatte områder.

Skellet mellem det velhavende villaområde og Gellerupparken tegnes op med en usynlig mur i form af vejen Hejredalsvej. De fattige i boligblokkene bor på den ene side, de rige i villaerne på den anden. Netop dette bliver skildret i tv-serien ”En vej – to verdener”, som for tiden bliver vist på DR, hvor Esra, Uffe og deres to børn – med en tredje på vej – er en af de familier, vi som seere følger.

”Jeg bryder mig ikke så meget om opdelingen af rig og fattig. For hvad er det, man er rig på, når man er rig? Bare fordi man har penge, er man jo ikke lykkelig,” siger Esra Alici Pedersen til voresbørn.dk.

”Er man rig, hvis man med sin livsstil præger sine børn til at blive egocentriske og selvfikserede, eller hvis man ikke har tiden til at være sammen med dem, fordi man skal passe karrieren?” spørger hun ud i telefonen.

Det mener hun ikke. Det er værdierne, man bringer ind i livet, der er vigtige. Så kan de have nok så mange fjernsyn, støvsugere eller rum at opholde sig i på den ene side af vejen og modsat færre materielle midler at leve af på den anden side, men det er ikke det, der er afgørende for Esra.

Det vigtigste er omvendt, at hendes børn vokser op i rummelige omgivelser, hvor legen foregår ude på villavejen, hvor man husker at byde andre indenfor, tilbyder en havesaks, hvis nogen har brug for den, og ikke altid tager det største stykke kage selv.

”Det er vigtigt for mig, at mine børn lærer at deles om tingene og lærer glæden ved at give. De skal ikke sidde på hvert sit værelse, og vi skal heller ikke have en trampolin i baghaven – hvis vi skal, skal den i hvert fald være for hele kvarterets unger. Det er det her med at tænke på andre end sig selv og ikke være sig selv nok, og det tænker jeg kan være svært at efterleve i en verden, hvor vi har så travlt.”

”På vores side af vejen kan der måske være en tendens til, at man er nødt til at tjene mange penge og arbejde meget, for nu har man jo et dyrt hus, og så lukker man sig mere om sig selv og sin lille kernefamilie. Men jeg håber, mine børn lærer, at døren skal stå åben, og at det betyder noget at have andre mennesker omkring sig. Jeg vil gerne lære dem, at folk på gaden måske er fremmede i første omgang – men hvis man siger hej, er de alligevel ikke helt så fremmede, og selv den lille hilsen eller det lille smil kan betyde uendelig meget for begge parter.”

Da hun og Uffe vendte hjem til Brabrand, hvor han også er vokset op, var det ikke et fravalg af Gellerupparken, men et tilvalg af netop det hus, de fandt og købte.

”Jeg flyttede ikke tilbage hertil og sagde, at vi skulle bo på en bestemt side af vejen. Vi kiggede på, hvad der var til salg i området, og så spurgte vi os selv, hvilke naboer vi fik at snakke med, hvem de var og hvem vores børn kunne lege med. Da vi fandt vores nuværende hus, var det oplagt for os at slå til, for det ligger lige op til skoven med træer, legeplads og natur, og vores nabo har en datter på alder med vores, så slog vi bare til, for det passede perfekt til os,” siger hun.

Esra kan genkende sig selv, når hun ser, hvordan andre af de velbemidlede i tv-programmet sætter en dyd i at lære deres børn, at det kan betale sig at arbejde hårdt, og at der er en værdi i at kæmpe for noget. Og når andre forældre fra den anden side af vejen siger, at det vigtigste er, at deres børn spiser godt, går i fornuftigt tøj og får en uddannelse, de kan lide, så kunne deres ord lige så godt komme ud af Esras mund.

”Som jeg ser det, har vi rigtig mange værdier tilfælles på tværs af de to ’verdener’. Vi har så mange af de samme drømme,” siger hun.

Esra blev imidlertid overrasket, da hun så hvor tydeligt skellet mellem rig og fattig bliver optegnet i programmet.

”Jeg har ikke tænkt det sådan, at det er så adskilt, som det måske ser ud. Jeg føler jo, at vi bor virkelig tæt på. Jeg forbinder min barndoms gade med gode, trygge men også bestemte minder, som hører den tid til. Jeg havde det rigtig godt, og jeg har haft det godt med at flytte væk, udvikle mig, møde andre typer, selv blive en anden type og så finde mig selv lidt på en ny måde,” siger hun.

Du kan løbende følge med i familien Pedersens liv på Esras blog

Familien Pedersen foran deres hus i Brabrand – foto: BLU a/s

Om programmet: ”En vej – to verdener”:

Det har DR lavet programserien ”En vej – to verdener” fra Aarhus-forstaden Brabrand, hvor Danmarks 10 procent rigeste og 10 procent fattigste borgere bor side om side. Det eneste, der adskiller dem, er en usynlig mur i form af vejen Hejredalsvej.

Serieren åbner op for en række familiers hjem. De bor på hver sin side af vejen, og gennem interviews og optagelser fra deres hverdag, lærer man som seer om deres økonomiske, fysiske og kulturelle forudsætninger og værdier, der former deres hverdag. De er vidt forskellige, men samlingspunktet er, hvad de hver især gør for at skabe et godt liv.

Der er i alt fire afsnit. Det sidste vises på DR1 i aften 20:45. De foregående afsnit kan ses på dr.dk/tv.

Familien:

Mor: Esra Alici Pedersen, 30 år, farmaceut

Far: Uffe Alici Pedersen, 31 år, kommunikationskonsulent

Børn: Munira, 5 år, Isak, knap 2 år og nyfødte Nora