Hvorfor elsker piger deres dukker?

Hvorfor elsker piger deres dukker?

Små piger elsker deres dukker. Men hvad er det, som gør, at dukker appellerer til de helt små? Og hvornår skal barnet have sin første dukke? Og er dukker kun pigelegetøj, eller leger drenge også med dukker? Vi har talt med eksperterne.

Faktaboks

Når du vælger dukke til dit barn, er det vigtigt, at du sikrer dig, at dukken er uden ftalater, dvs. blødgørelsesmiddel. Informationscenter for Miljø og Sundhed har lavet en meget udførlig liste over, hvilke dukker som er ftalatfri.

erudover er det vigtigt, at du køber en dukker, som er mærket til dit barns alder. Alt legetøj skal have et CE-mærke, som skal være placeret et synligt sted på emballagen eller på en label, hvis det f.eks. er et tøjdyr. Er der ikke noget CE-mærke, opfylder legetøjet med stor sandsynlighed ikke sikkerhedsbestemmelserne.

Herudover skal man holde øje med advarselssymboler. F.eks. skal legetøj, som ikke må bruges af børn under tre år, være forsynet med et rødt advarselssymbol. Advarslerne kan også være skrevet med tekst.

Man bliver som forældre forundret over, hvor hurtigt ens barn begynder at behandle sin dukke som en lille baby. Ens lille pige er knap nok begyndt at gå, før hun begynder at vikle sin dukke ind i noget klæde og lægge den til at sove rundt omkring i hjemmet. Og hvis der er mulighed for det, bliver lille Dukke Lise kørt rundt i barnevogn og vugget og puslet om.

Men hvad er det, som gør, at dukker appellerer til de helt små? Og hvornår skal barnet have sin første dukke? Og er dukker kun pigelegetøj, eller leger drenge også med dukker? – og hvordan kan det være?

Hvorfor leger piger med dukker?

Bestemt fra naturens side

Faktisk er det jo fra naturens side utrolig praktisk indrettet, mener sociolog Emilia van Hauen.

„Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det kvinderne, der tager sig af de helt små babyer. Ellers overlever arten jo ikke. Det køn, som barnet har brug for i starten, skal derfor også være det køn, som passer barnet bedst. Det ville være naivt og ulogisk at tro, at det fysiske ikke har indflydelse på det andet. Effektiviteten og produktivitet ville blive mindsket, hvis kønnene ikke havde specialiseret sig,” forklarer sociolog Emilia van Hauen.

Det kvindelige køn tager derfor instinktivt den omsorgsgivende og yngelplejende rolle på sig. Og derfor er det i overvejende grad piger, som leger med dukker. Det er et helt klart billede.

„Der er i årenes løb lavet forskellige legetøjsforsøg med små børn. Drenge går direkte mod drengelegetøjet – og pigerne mod pigelegetøjet,” fortæller Emilia van Hauen.

Men drenge bør have tilbuddet om at lege med dukker. Det viser sig dog oftest, at de leger med dem på en helt anden måde end pigerne. De skiller den ad og undersøger den i stedet.

Psykolog Annelene Koch Østergaard er enig. Man behøver ikke at opfordre drengene til at lege med dukker. Det kommer af sig selv, hvis det kommer.

„Men det skal være frit. Man skal heller ikke hæmme drengenes eventuelle interesse,” siger Annelene Kock Østergaard. Børn vælger selv, hvad der interesserer dem.

„Min personlige erfaring fra praksis er, at det er de mere følsomme drenge, som godt kan lide at lege med dukker,” slår psykologen fast.

I 70’erne var der mange teorier om, at alle var født ens, og at det var opvæksten, som gjorde dem til henholdsvis piger og drenge.

„Det har jo vist sig slet ikke at holde,” fortæller sociolog Emilia van Hauen.

I dag er holdningen, at man anerkender forskellen på drenge og piger. I dag findes jo opdelte drenge/pige-børnehaver og -stuer. Og mange børnehaver opdeler børnene i grupper efter køn for at ramme mere præcist, når de planlægger aktiviteter og ture.

„Instinktivt har pigerne lyst til at vise omsorg for en dukke. De lærer gennem forbilledet – deres mor. De lærer meget tidligt at imitere. Forældre behandler nemlig kønnene forskelligt, selvom de måske ikke er bevidste om det, ” siger Emilia van Hauen. Den omsorg, som små piger viser for andre, også dukker, er derfor også socialt, kulturelt og historisk betinget.Piger er opdraget i mange, mange generationer til fællesskabet. Deres fokus er at sørge for, at der er plads til os alle sammen. Det er essentielt for en pige at lære hele det sociale spil. Og derfor er dukke-lege så vigtige for piger, fortæller Emilia van Hauen.

Hvornår er det en god idé at give sit barn en dukke?

Allerede når børn er omkring et år, leger de med dukker. Og det er helt naturligt piger, som dukkerne appellerer til, bekræfter cand. phil. i pædagogik, Jørn Martin Steenhold, som er fremtidsforsker med fokus på leg, legetøj og læring.

Børn, som har mange søskende, udviser hurtigere social adfærd og leger derfor tidligere med dukker end andre, da de på den måde eksperimenterer med de sociale roller. Men børn leger først rigtigt, når de er over to år. Man bør ikke give sit barn en avanceret dukke for tidligt, råder Jørn Martin Steenhold.

„Den bedste dukke at give sit barn som første dukke er en slaskedukke eller en tøjdukke. Mange forældre har tendens til at købe en for avanceret dukke til deres børn,” fortæller Jørn Martin Steenhold.

Allertidligst når barnet er mellem to et halvt og tre år, kan man give hende en mere avanceret dukke – en dukke som kan noget – f.eks. tisse eller græde.

„Når barnet er i et-to-års-alderen er det nemlig bedst, at barnet selv træner sig i at gøre sig forestilling om, hvad dukken gør,” siger Jørn Martin Steenhold. Det udvikler barnet.

To slags dukker

Hvordan vælger man den rigtige dukke?

Når du skal vælge dit barns første dukke, er det vigtigt, at dukken afspejler barnets alder, og at proportionerne er rigtige i forhold til barnets størrelse og styrke.

På Snurretoppens hjemmeside finder man følgende måde at finde frem til dukkestørrelsen på:

„Når barnet holder/vugger babyen i armene, skal det kunne holde om babyens numse med den ene hånd, og babyen skal hvile hovedet i albuekrogen på barnet, som hos en rigtig mor/far”.

Generelt går børn nok ikke så meget op i, om de får en dukke som ligner dem selv i race og hudfarve, mener psykolog Annelene Koch Østergaard. Men erfaringsmæssigt er det hendes indtryk, at de små piger i et- til toårsalderen vælger babydukker eller bløde dukker/bamser.

Hvilken dukke, der passer til hvilket barn, afhænger simpelthen af, hvilken dukke barnet kommer til at holde af, fortæller Jørn Martin Steenhold. Etniske dukker tjener som sådan ikke noget formål, ud over at de selvfølgelig afspejler, at der findes forskellige etniske racer i verden og forskellige dukketyper derfor er naturligt.

Men man kan ikke lave etnografisk pædagogik på børn ved at købe etniske dukker, understreger Jørn Martin Steenhold. Det eneste, man kan lære dem, er at forholde sig til, at folk ser forskellige ud.

Sociolog Emilia van Hauen er enig: „Jeg tror faktisk ikke, at det betyder så meget, hvordan dukken ser ud – børn kan jo få en dukke ud af et garnnøgle”. Hvilket dukkemærke man vælger at købe til sit barn, afhænger derfor både af pengepung og hvilken dukke, barnet forelsker sig i.”

Tjekliste til brug, når man køber legetøj:

– Er legetøjet lavet solidt?

– Er der skarpe kanter, som barnet kan skære sig eller stikke sig på?

– Har legetøjet en snor med håndtag, der er over 22 cm lang? Snoren kan danne en løkke, og barnet risikerer at blive kvalt.

– Er legetøjet CE-mærket?

– Er mærkning, advarsler og vejledninger skrevet på dansk?

– Passer legetøjet til barnets alder og udviklingstrin?

– Sidder øjne, knapper og andre smådele på legetøjet godt fast?

– Er der små dele, som børn kan få galt i halsen?br>

Kilder: Sociolog Emilia van Hauen, legeforsker Jørn Martin Steenhold, fremtidsforsker Annelene Koch Østergaard, Dorte Rasmussen, Sikkerhedsstyrelsen samt Hanne Svenningsen, Informationscenter for Miljø og Sundhed.

LÆS OGSÅ: Legetøj: Find den rigtige dukke

LÆS OGSÅ: Derfor elsker børn biler

LÆS OGSÅ: Drenge skal da lege med dukker