Mor om at have enebarn: "Jeg har brug for at være andet end mor"

OBS: Denne artikel er udgivet i magasinet Vores Børn nummer 01/2020

Jeg har aldrig tænkt særligt meget over, om jeg egentlig overhovedet ville have børn. Det er ikke noget, jeg har været i tvivl om, det har bare aldrig fyldt hos mig, om jeg skulle være mor eller ej. Lysten til at stifte familie er først kommet med min kæreste Anders og vores forhold.

Vi ved allerede nu, at vi ikke skal have flere børn end Karl-Lui. Det var ikke noget, vi havde snakket om eller planlagt inden – at vi kun skulle have et barn – men det blev ret hurtigt klart under min graviditet. Jeg oplevede det ret grænseoverskridende at være så begrænset i mine muligheder, mens jeg var gravid, det var ubehageligt.

Jeg har altid spillet fodbold og elsket det, det måtte jeg pludselig ikke. Jeg har altid været meget social, og vi er gået meget ud med venner, også som par. Det var pludselig slet ikke det samme. Folk siger, at det kan man sagtens gøre alligevel, og det kan man da. Det bliver meget let på børnenes præmisser, hvilket det også tit skal.

Når du for eksempel ammer i begyndelsen, så har baby brug for ro, så du sidder i rummet ved siden af, alt imens de andre, du har på besøg, snakker og hygger sig. Efter vi er blevet forældre, ser vi ikke vores venner på det niveau, vi gjorde før og slet ikke sammen, fordi den ene selvfølgelig bliver hjemme med vores søn, og det savner jeg.

Jeg elsker at være mor for Karl-Lui. Jeg synes, det er fantastisk. Men jeg har intet behov for at være gravid igen, intet behov for at amme en baby om natten igen, for at skulle på barsel igen. Det var ikke, fordi jeg havde en specielt vanskelig graviditet. Det fysiske ville jeg også godt kunne leve med at gå igennem endnu engang, det er mere den mentale spændetrøje, jeg har det svært med.

Heldigvis er min kæreste og jeg enige; han har heller ikke et behov for flere børn. Det, at jeg ikke syntes, det var særligt sjovt at være gravid, gjorde det heller ikke til den fedeste periode for ham. Jeg har simpelthen ikke lyst til at få flere børn. Jeg forstår godt, at andre har lysten, jeg har den bare ikke selv.

For mig handler det om, hvor meget mor du er, og hvor meget du har behov for også at være noget andet. Bare med ét barn synes jeg, der er rigeligt med praktik, men jeg har stadig tid til at lave andet end at være mor. Hele min identitet er ikke båret af at være forælder.

Jo flere børn, jo mere af din tid bruger du i forælderrollen, og jeg ville simpelthen være bange for at drukne i den. Jeg er ikke interesseret i at køre en eller anden vild eller stor karriere, det antager folk ellers ofte, når du som kvinde fortæller, at du kun vil have et enebarn.

Men jeg har behov for at bruge tid og energi på mit arbejde. Jeg har behov for at brænde for det, jeg laver. Som menneske trives jeg bare ikke med et 8-16 job. Jeg har brug for at lægge mere i det. Ind imellem kan den dårlige samvittighed snige sig ind på mig, men jeg ved jo, vores søn så er sammen med sin far og har det helt vildt godt og er glad.

Vi bliver ofte spurgt, om ikke vi er bange for, at Karl-Lui bliver forkælet og dårlig til at indgå i sociale sammenhænge, fordi han er enebarn. Vi snakker meget om, hvordan vi i vores opdragelse kan arbejde med, at han skal lære at dele og blive betænksom og tage hensyn til andre. For os er en af de allervigtigste værdier, at han bliver en rigtig god ven.

Så kan vi godt leve med, at han måske tager for meget mad på tallerkenen, fordi han ikke er vant til en søskende, som også lige skal have. Vi er meget opmærksomme på, at han skal være omgivet af andre børn og knytte tætte bånd ad andre veje. Lige nu bor vi et sted, hvor der altid er fyldt med børn i vores gård.

Allerede inden vi blev forældre, havde vi talt om at flytte i bofællesskab på et tidspunkt, og den lyst er kun blevet forstærket. Fordi det netop kunne gøre noget godt for Karl-Lui. Der er mange, der synes, det er et egoistisk valg kun at få et barn. Normen er jo at få flere, for de fleste mennesker er det helt naturligt, så derfor skal du ikke på samme måde argumentere for, hvorfor du for eksempel har valgt at få to eller tre børn.

Det har især været fremmede, der har undret sig og haft en mening om det. I vores nære familie er der nok nogle, som tænker, vi sikkert ændrer mening om nogle år. Og så er der andre, der kender os godt og forstår, at beslutningen giver mening for vores liv.

For mig er det på mange måder det modsatte af egoisme: Jeg kan godt lide tanken om at kunne give al min kærlighed til det her ene barn, det har han fortjent. Han har fortjent, at vi har tid til ham og tid og overskud til at gøre en masse af de ting, vi godt kan lide, sammen. Jeg er heldigvis selv ret kold over for andres forventninger, men jeg kan se rundt omkring, at kravene til, hvordan du er den perfekte forælder, fylder.

Der er så mange fordomme om, hvad du må og ikke må, hvad der er godt og forkert for dit barn. Det var også derfor, jeg startede Barselsbar (som arrangerer aktiviteter for barslende forældre, red.) med en veninde. For at skabe et rum, hvor ingen dømmer og kigger skævt til dig, hvis du drikker en øl. Hvor du kan få fagligt input og tale med andre voksne – alt i mens du har dit barn med dig.