Irina Olsen var ved at opgive håbet: "Jeg begyndte at give mig selv skylden"

Det er en mandag eftermiddag på Christianshavn, og på Irina Olsens kontor er dagen kun ved at begynde. Man kunne få den mistanke, at årsagen til, at dagens første møde først ligger over middag, kan findes i det diva-image, mange lærte Irina at kende under for år tilbage.

For hvem står først ud af sengen på et tidspunkt, hvor de fleste for længst har indtaget frokosten, og gaderne så småt fyldes af skolebørn, der har fået fri? Det gør en gravid kvinde. Irina Olsen er ved at nærme sig tredje trimester, og hun har aldrig nogensinde før været så træt.

“Søvn kommer før alt. Jeg har aldrig sovet så meget i mit liv, som jeg gør i øjeblikket. I dag har jeg fået otte timer, det er okay, men jeg skal helst have 10-12 timer hver nat. Plus en lur om dagen,” forklarer Irina Olsen.

Som iværksætter med eget firma har hun den luksus selv at kunne bestemme over sin arbejdstid, så alt, hvad der kan skubbes til senere på dagen, bliver skubbet. For først skal hun sove.

Noget, der ikke altid er nemt med en krop, der begynder at bule ud og blive tungere, og et sparkende foster i maven. Men Irina har fundet frem til en lidt alternativ sovestilling, der fungerer: Når hun stabler sig op med puder på den ene side af kroppen og sin 80 kilo tunge Cane Corso (familiens store hund, red.) på den anden, opnår hun støtte til at sidde behageligt, og i den stilling indfinder søvnen sig.

Og lige præcis i Irina Olsens tilfælde er der måske grund til at være ekstra lykkelig over det barn, som snart får hendes familie til at tælle fire medlemmer (fem, hvis man tæller hunden Hector med, og det gør Irina Olsen).

Der har været mange op- og nedture i hendes liv, og hun har måtte kæmpe indædt for det meste af det, har hun opnået. Men hun var ikke forberedt på, at det også skulle blive en kamp at blive gravid med nummer to. Fire år gik der, fra at parret begyndte at prøve, til de to streger på testen endelig hang fast.

“Vi er meget glade og taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre. Det er virkelig stort. Jeg føler jo, at jeg har været klar så længe,” siger Irina Olsen, som stadig har dage, hvor hun ikke helt kan tro på, at det, hun har drømt om så længe, endelig er blevet til virkelighed.

“Der er nogle morgener, hvor jeg vågner og kigger på min mave og er sådan ”den er der stadig”. Altså, jeg kan mærke ham sparke, men jeg synes stadig, at det er crazy. Der er et menneske!”

Baby på bestilling? Nix ...

Lige så svært som Irina Olsen indimellem kan have ved at forstå, at hun endelig er gravid, lige så fjernt fra hende lå tanken om, at det kunne være et problem at blive det. Hun var 27 år, da hun blev gravid første gang, hendes mand var 24, og datteren Allessia kom til verden nærmest i samme åndedrag, som parret begyndte at tale om børn.

Så tanken om at få gang i at lave en lillesøster eller -bror virkede på ingen måde presserende. De kunne jo sagtens, de var unge, og der skulle arbejdes rigtig meget. Men på et tidspunkt i ethvert parforhold med et, to eller mange børn kommer snakken op: Vil vi egentlig have flere? Og hvornår?

“Vi var i hvert fald sikre på, at vi skulle have et til barn. Så da vores datter var tre-fire år, kan jeg huske, at vi kiggede på hinanden: Nu er det nu.”

Med til at skubbe beslutningen på vej var ønsket om at skabe en stor familie. Morten Olsen kommer fra en familie med fire børn, og Irina Olsen har to yngre søskende, som dog er henholdsvis 13 og 20 år yngre end hende selv. Hun har et tæt forhold til dem i dag, men den store aldersforskel betød, at de reelt er vokset op som tre enebørn – og det skulle Allessia ikke. Så Irina Olsen gik i planlægnings-mode.

Irina Olsen fortæller sin historie i det nye GRAVID-magain. Du kan købe bladet i udvalgte forhandlere (Kvickly, SuperBrugsen, Spar, Meny, 7-eleven, Nærkøb) eller via dette link. 

Læs også

Christian Degn bar på en stor hemmelighed: Jeg oplever, at mænd er dårlige til at tale om det

“Jeg havde mange tanker om, hvordan jeg kunne planlægge min graviditet, så det passede nærmest på måneden - både i forhold til mit arbejde og min mands kalender. Han er meget ude at optræde, så det ville være praktisk, hvis vi ikke ramte en tid, hvor han havde mange shows.”

Med den plan i tankerne valgte Irina Olsen et godt tidspunkt at få taget sin spiral ud, og i samme omgang kunne hun lige så godt få tjekket, at alt var, som det skulle være, reproduktivt set. Det var det, og så var det jo bare at gå i gang og vente på gevinst. Bortset fra at det slet ikke var, det der skete.

Den ene måned tog den anden, festivalsæsonen kom og gik, det blev jul og nytår, og der var stadig ingen baby på vej. Men parret havde det godt. De havde travlt med deres datter og deres arbejde, og i det daglige gik dagene, uden at den manglende graviditet fyldte så meget.

Efter et år til halvandet, begyndte Irina Olsen at tænke, at det da egentlig ikke gik så hurtigt. Hun blev tjekket igen. Hendes mand blev tjekket. Ingenting. Det var selvfølgelig rart at få bekræftet, at der fysiologisk ikke var noget til hinder, men på den anden side begyndte det store ”hvorfor?” at fylde.

“Man kører lidt i selvsving i de her momenter hen ad vejen. Man begynder at tænke: Nå, men hvis der ikke er noget fysisk i vejen med mig, så må det være noget andet. Det var så svært at forstå, for vi havde jo fået et barn, så hvorfor kunne vi ikke? Jeg begyndte at give mig selv skylden, for der måtte jo være en grund.”

Jagten på en årsag

For Irina Olsen begyndte pilen af pege indad.

“I denne her søgen efter en grund begyndte jeg at være lidt efter mig selv. Først var det arbejdet, eller at jeg stressede for meget. Hvilket alle selvstændige og generelt mennesker med fuldtidsjob nok kan skrive under på: Det er meget svært at slappe af hele tiden. Så prøvede jeg alle de obligatoriske ting som akupunktur. Så var der kosten. Vi spiser sundt i forvejen, men jeg blev helt … Altså, jeg forbød min mand at drikke kaffe.”

“Det var lidt en åbenbaring for mig, da jeg læste det. At andre stod i samme situation, og at det åbenbart var en ting… ikke en så sjælden ting endda. Hverken min egen læge eller gynækolog havde nævnt noget om sekundær infertilitet; her var beskeden altid: Du kan sagtens blive gravid. Hvilket både var rart, men også sådan … hvad er det så, jeg gør forkert?”

Irina Olsen fandt en paraply at putte sin tilstand ind under. Ligesindede at tale med. Men det ændrede ikke på det vigtigste.

“Selv om det altid er rart at finde nogen, der står i samme situation, at kunne læse og tale lidt om det, så hjalp det jo bare ikke på, at der stadig ikke skete noget.”

Er ét barn nok?

Det var en langsom proces at indse, at graviditeten måske aldrig ville komme af sig selv. I lang tid tænkte Irina Olsen ”måske i næste måned”. Men der kom et punkt, hvor hun havde gentaget denne remse over for sig selv så mange gange, at muligheden for at tænke i andre baner bankede på.

“Når man rammer de der to-tre år, er man ikke lige så optimistisk som i starten. Morten og jeg begyndte at have de her snakke: Hvor er vi egentlig henne i det her? Hvad gør vi, hvis det ikke kan lykkes naturligt? Vi havde været sammen længe og kendte hinanden rigtig godt, men de her ting taler man jo ikke om, før man står i det.”

Snakken gik i alle retninger, og det meste blev vendt: Adoption, fertilitetsbehandling. Uden at parret helt følte, at de var dér. Det kunne jo stadig ske af sig selv, og de havde det godt med deres karrierer, deres datter og deres nye hus. Hvorfor ikke være tilfredse med det?

“Vi havde på et tidspunkt en snak om, at ”vi har allerede en datter, og hvis det er dét, så er det det.” Vi nåede frem til, at det var okay, hvis det blev sådan.”

En egentlig plan var det ikke – mere en indgangsvinkel, der handlede om at lade tilfældighederne råde i hvert fald for en stund.

“Vi besluttede, at vi var nødt til at tage nogle pauser, hvor vi ikke snakkede alt for meget om det. At der var perioder, hvor vi syntes, det var lidt øv og så tage de dér intense snakke: ”Hvad gør vi?”. Men også at tage nogle perioder, hvor vi simpelthen gav slip på det. For at kunne være i det. Det gjorde vi ikke fra starten, men hen ad vejen fik vi det sådan: Det her skal ikke ødelægge os, det skal ikke være noget, der hænger over os hele tiden. Vi har en dejlig datter, og vi skal stadig nyde vores liv og hinanden, og ja, det er noget lort … Men det hele må ikke blive lort.”

Læs også

Stine var i fertilitetsbehandling i 8 år. Nu er hun gravid – takket være månen

Taktikken med at lægge babydrømmen lidt på is viste sig værdifuld for Irina Olsen. Den betød, at hun fik ro til bare at være og at nyde alt det gode i hendes liv. Når hun ser tilbage, vurderer hun, at hun – i løbet af de fire år babyprojektet varede – var okay 70 procent af tiden, mens det de resterende 30 procent var svært at holde humøret oppe.

Én ting er at holde pause fra aktivt at forsøge at blive gravid, en anden er også at trykke ”stop” på tankerne og følelserne, men for Irina Olsen lykkedes det faktisk. Måske fordi hun som tidligere elitesportsudøver lægger inde med mere selvdisciplin end de fleste.

Måske fordi hun gennem sit liv har taget mange slag – om det så er flytningen fra Ukraine som tiårig, en hård start i Danmark med mobning og utallige skoleskift eller oplevelsen af at blive udskammet efter at have deltaget i realityprogrammer – og hver gang har hun formået at rejse sig igen. Måske fordi hun ganske enkelt ikke havde tid til at gå i selvsving.

“Jeg har haft nogle meget intense år arbejdsmæssigt. Mit liv har været fyldt op af alt muligt andet, og det har gjort, at mine tanker har været optaget. Det er jo, når jeg har været hjemme, at jeg har været ked af det. Men det har klart været en fordel, at jeg har haft andre ting at tænke på."

Irina blev stille

Irina Olsen har brugt sin Instagramprofil til at tale om rigtig mange svære og følsomme ting. Men lige præcis oplevelsen af sekundær infertilitet har ikke fundet vej til hendes kanal.

Mange af hendes følgere har godt vidst, at ønsket om endnu et barn pressede sig på for parret, for det fortalte de om i tv-programmet The Olsens på Discovery+, allerede da Allessia var tre år. Men sæson efter sæson var de stadig kun tre om spisebordet. En hemmelighed var det aldrig, men et eller andet har alligevel holdt Irina Olsen tilbage fra at trykke ”del” på et opslag om emnet.

To gange undervejs blev hun faktisk gravid. Men det endte begge gange med tidlige aborter.

“Den ene gang nåede jeg ikke engang at fortælle det til min mand. Der må være noget intuitivt, for jeg havde det sådan: ”Jeg skal lige være helt sikker, for jeg gider ikke gøre ham glad, og jeg gider ikke selv blive helt excited, hvis det ikke bliver til noget”. Hvilket egentligt var helt crazy, når jeg nu stod med positive tests. Men min intuition fik ret, det gik i sig selv ret hurtigt.”

Mystiske vaner og overtro

Der kom et tidspunkt, hvor Irina Olsen begyndte at opbygge nogle lidt mærkelige rutiner for og omkring sig selv – for ligesom at snyde kroppen, de højere magter, sig selv.

“Altså, jeg begyndte at have nogle mønstre, der var lidt weird… for eksempel når jeg stod i Netto og skulle købe bind, så kunne jeg tænke: ”Hvis nu jeg mangler bind, så kan det godt være, at der sker et eller andet”.

"Jeg ved, det lyder skørt, men dér var jeg. Også med graviditetstests. Jeg ville ikke selv købe dem, fordi oppe i mit hoved gjorde jeg det til, at så jinxer jeg det. Så jeg sendte min stakkels mor og søster ud efter så mange graviditetstest. Jeg kan ikke forklare det logisk, jeg følte bare, at jeg ikke selv skulle købe dem.”

I dag kan Irina Olsen grine af det – også den del, hvor hendes forhold til graviditetstests nærmede sig det groteske.

“Jeg tog simpelthen så mange tests undervejs. Det var lidt af et shit show… Min mand vidste ikke, at jeg tog dem. Men jeg gemte dem i en skuffe, sammenlignede dem, gik tilbage og kiggede på dem… hvilket jo… hvorfor? Jeg ved det ikke!”

Irina Olsen sukker dybt. Kommer i tanke om, hvordan hun også forsøgte at køre omvendt psykologi på sig selv. Hun har været dér, hvor hun har grædt på toilettet, hver gang hendes menstruation kom, men på et tidspunkt blev hun træt af det og besluttede at gå kontra.

“Når min menstruation kom, prøvede jeg at fejre det lidt og være sådan: Yaaaay!” Irina Olsen klapper i hænderne og fortsætter: ”Så skal jeg bare ud at have nogle cocktails med pigerne! For jeg var sådan: Nej, nej. Du trigger ikke mig. Jeg trigger dig, siger Irina Olsen, henvendt til sin krop og psyke.”

Allessia vil ikke være enebarn

Indimellem var Irina Olsen også dér, hvor hun tænkte: ”Fuck it, jeg gider slet ikke at være gravid”. En tanke, der dog blev sværere for hende selv at tro på, i takt med at tiden gik, og hun kunne mærke på sin mand, at han blev ekstremt skruk, hver gang han så en baby. Parrets datter nåede også en alder, hvor hun begyndte at sætte ord på, at der manglede nogen derhjemme.

“Da Allessia begyndte i skole, kunne hun jo se, at de fleste af hendes klassekammerater havde søskende. En dag kom hun hjem og sagde: ”Jeg er det eneste enebarn i klassen, og jeg vil ikke være alene”.

Hun drømte SÅ meget om at blive storesøster, og det var nok der, hvor jeg blev påvirket mest. Jeg ville så gerne give hende det, hun ønskede sig så inderligt.

Datterens ønske fik Irina Olsen til at endeligt at sige til sig selv, at nu skulle det simpelthen lykkes. Hun var egentlig klar til at gå behandlingsvejen, men så kom krigen i Ukraine og overtog hele dagsordenen - både i verden og hjemme hos familien Olsen.

Irina Olsens gode veninde og hendes søn stod højt på listen over mennesker, hun følte, at hun skulle hjælpe ud af landet her og nu. Undtagelsestilstanden satte sig i kroppen.

“Det stressniveau jeg var under sidste år…! Efter krigen startede, havde jeg ikke menstruation i tre måneder. Jeg tog ikke engang en test, for jeg vidste godt, at det var ren stress og bekymring.”

Efter nogle måneder lagde det mest akutte chok sig. Irina Olsens veninde og søn kom til Danmark og boede først hos hende og siden i egen bolig. Menstruationen kom tilbage. Indtil den stoppede igen. Det var efter sommerferien, og selv om Irina Olsen var bevidst om, at hendes krop opførte sig anderledes, trak hun denne gang testningen ud.

Moren måtte hente flere tests. De var også positive. Irina Olsen sjussede sig frem til, at der måtte være gået omkring otte uger, siden hun blev gravid. Altså ret lang tid – længere end de gange, det var gået i sig selv igen.

“Da var der et eller andet i mig, der vågnede. Jeg begyndte at græde helt hysterisk. Fuldstændig. Jeg løb ud til min mand, græd, rystede og krammede ham, og han var sådan: ”Hvad er der sket!?” fordi jeg reagerede fuldstændig unormalt. Men jeg var helt ude af den og kunne slet ikke få det sagt, så jeg hentede de her tests og viste ham. Han smilede præcis på samme måde, som da vi fandt ud af, at jeg var gravid med Allessia. Han blev bare så glad.”

Drømmen om den store familie

Også Allessia fik den gode nyhed. Irina Olsen fremviser en video af datteren, der glædesstrålende ringer til sin farmor og fortæller, at hun skal være ”storesøsteeeeeeer!”.

Ved 20-ugers skanningen viste det sig, at det er en lille dreng, der gemmer sig i maven, og den syvårige spørger stadig dagligt til, hvornår lillebror kommer ud. Irina Olsen er som nævnt stadig dér, hvor hun engang imellem lige skal sikre sig, at maven stadig er der. Men det er den. Og hun glæder sig til at skabe den familie, hun har drømt så længe om.

“Selv om jeg var enebarn som lille, havde jeg en meget stor familie i Ukraine med bedsteforældre, tanter, onkler, fætre og kusiner. Det savnede jeg meget, da jeg flyttede til Danmark. Det er nok en medvirkende grund til, at jeg så gerne vil give min datter oplevelsen af at have en familie omkring sig,” forklarer Irina Olsen, som nu er et sted, hvor hun er begyndt at reflektere mere over, hvad det er, hun har været igennem.

Oplevelsen af, helt uventet, at blive ufrivilligt barnløs med et barn sidder stadig i hende, men den er kommet på afstand. Det er også derfor, at hun nu har besluttet sig for at gøre det, hun ikke rigtig kunne, da hun stod midt i det: Tale højt om det.

“Det er først nu, at jeg kan analysere det lidt bedre og føler mig klar til at fortælle om det. Når man står midt i det, er det super sensitivt, og man prøver bare at være i det. Men nu er det kommet lidt på afstand, og jeg ved jo, ud fra de beskeder jeg har fået, hvor mange der gennemgår det samme. Og det kan være så ensomt. Jo, man har sin partner, men det er os kvinder, der skal blive gravide. Og jeg tror ikke, at man som kvinde kan undgå at tænke; hvad hulen er der galt med mig?”

I Irina Olsens tilfælde var det netop noget af det mest frustrerende: Der var ikke noget galt. Og derfor ingen umiddelbar løsning. Men nu er der en baby på vej, og én ting, hun har lært, er, at man ikke kan planlægge børn. Lillebror kommer lige inden festivalsæsonen – præcis det tidspunkt hun oprindeligt ville undgå. Men det løser sig. We’re gonna wing it, som hun siger.

Irina Olsen er begyndt at glæde sig. Til at være fire, der skal opleve verden sammen. Rejse. Tage med far på festival om sommeren. Sidde to voksne og to børn om spisebordet om aftenen. Mest det sidste i virkeligheden. For nok står de store oplevelser i livet ud, men det er hverdagen, Irina Olsen holder mest af.

“Jeg ELSKER bare, når hele familien er samlet. Nogle af mine lykkeligste stunder er, når det er weekend. Morten og jeg vågner i sengen, Allessia er kommet ind og har sovet hos os, og vores hund ligger der også. Det hele går langsomt, og alle er samlet. Dér er jeg allermest lykkelig.”