"Jeg er bange for, at nogen kommer og tager min plads”

Lisbeth Østergaard sad i ‘sminken’. Det var 1. september, og om lidt fik hun debut som fast vært i Go’ aften Danmark. I spejlet tog hun et billede af sig selv med curleropsat hår, forskelligfarvede negle og mørk kjole med printede blomster. Hun lagde det på Instagram, og klokken lidt over 18.30 var hun og medværten, Nicolai Hansson, i gang med at interviewe det nye hold i Vild med dans.

‘Vil du gerne bestemme ude på gulvet?’ spurgte Lisbeth Østergaard politikeren Astrid Krag. ‘Kommer vi til at grine ad dig eller med dig?’ skulle komikeren Thomas Wivel svare på. Det endte med, at deltagerne tog forskud på konkurrencen i en ballondans, og da modemanden Erik Brandt var uden partner, hoppede Lisbeth Østergaard til, og med armene på ryggen og hagen fremme forsøgte hun at holde den gule heliumballon inden for rækkevidde en lun sensommeraften i Tivoli, fortæller hun til voresbørn.dk

Efter udsendelsen tjekkede hun Instagram. Blandt nogle hundrede likes og en lille bunke kommentarer var der en, som skilte sig ud. Er du gravid? spurgte Baronessen71.

‘Fuck!’ tænkte Lisbeth Østergaard. Seerne var begyndt at lægge mærke til det. Veninderne var vist også i gang med at spørge hinanden. Men det var en hemmelighed. Ingen vidste det, og ingen skulle have en idé om det, før den vigtige 12-ugersskanning var overstået.

I modsætning til de fleste graviditeter omfatter kredsen af interesserede her også tv-seere, Instagram-følgere og diverse ugeblade og formiddagsaviser. Det gør det noget sværere at skjule en større og større mave, når tusindvis af danskere hver dag kigger på den. Da en paranoid Lisbeth Østergaard skulle have fat i Politikens Graviditetsbog, sagde hun til ekspedienten, at ja, den skulle pakkes ind, for det var altså til en veninde, og så købte hun også tre andre bøger. Bare for at være sikker på, at ingen lagde mærke til noget.

Ud med Elle, ind med GRAVID

Vin uden dårlig samvittighed

Hun vil vise mig en app. ‘Nu skal du bare se her’ siger hun og tager sin iphone op af tasken. Den hedder Graviditetskalenderen og oplyser Lisbeth Østergaard om, hvor hun er henne i processen – når hun har plottet ind, hvor meget større hun er blevet rundt om maven, giver appen hende et kurvediagram for, hvordan det hele ser ud.

I morgen går fostret formelt set over til at være en baby, kan hun læse i appen, der som en ekstra feature kan skifte farve, alt efter hvilket køn barnet har. Hendes skærm er lyseblå.

Sådan kan Lisbeth Østergaard af og til finde sig selv i færd med noget, der for et år siden virkede langt væk. Jeg spørger hende, hvad der er sket, og hvad der kommer til at ske med hende. Og så begynder hun på en lang og detaljeret forklaring på det, der hedder postnatal glemsomhed, som er ammehjerne, og som gør, at man fokuserer på sit barns overlevelse og glemmer alt andet.

– Du kan godt høre, jeg har googlet meget! siger Lisbeth Østergaard.

Midt i søgninger på, hvornår en baby må få grød – må man bare mose nogle kartofler og noget broccoli? – og hvad fanden den egentlig skal have at æde, er det dog vigtigt for hende at bevare noget af sig selv i alt det her.

– Jeg vil gerne leve mit liv. På visse punkter har jeg givet slip, men på de områder, jeg kan, vil jeg leve mit liv indtil 24. marts, eller hvornår han stikker hovedet ud, siger Lisbeth Østergaard.

Derfor har hun også været til træning i morges. Hun kan ikke løbe længere, så hun må powerwalke. Hun har heller ikke skiftet hele sin garderobe ud med ventebukser og store cardigans. Sidst hun var ude, drak hun et glas vin – ‘det har jeg ikke engang dårlig samvittighed over!’ – og i weekenden skal hun til fest. Hun tager godt nok alkoholfri øl med, men ‘den skal have én over nakken!’, siger hun, men lyder, som om hun ved, at det alligevel ikke bliver det samme.

Hvorfor er det vigtigt for hende at holde fast i sit ‘gamle’ liv så længe som muligt, spørger jeg.

– Fordi det er sidste chance. Det er sidste udkald for det umodne. Det er ikke, fordi jeg mener, at nu slutter mit liv, og jeg skal nå at have noget ud af det. Men det er en anden form for liv, der begynder lige om lidt. Det er en helt anden måde at anskue verden på, forklarer Lisbeth Østergaard voresbørn.dk.

– Jeg har veninder, der har dårlig samvittighed konstant, for så kunne de lige have lavet lidt tegnetalesprog med babyen. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt for mig at få det sidste ud af det her, inden det bliver noget andet. For det bliver noget andet. Men jeg er sikker på, at jeg kun synes, det bliver bedre.

Hvem tager min plads?

Den nye Line Baun

Da hun var barn i Silkeborg, ringede hun en dag ind til et radioprogram og proklamerede, at hun ville være den nye Line Baun Danielsen. Da den erfarne tv-vært senere blev fyret fra Go’ morgen Danmark, overtog Lisbeth Østergaard. Det minder hende om, at hun ikke selv kan bestemme, hvornår nogen synes, hun fed, og hvornår nogen synes, hun ikke er det. ‘Jeg kan ikke gøre en hat’ som hun siger – særligt ikke når hun sidder derhjemme og passer baby.

Lisbeth Østergaard har en veninde, der er frisør, og som gik på barsel med en frygt for, at alle kunderne ville forsvinde. De er kommet tilbage, og der var ikke noget at være bange for, fandt veninden ud af. Jeg spørger hende, hvorfor hun tror, at hun er bange for at blive glemt, og hun forklarer det med den kultur, vi lever i. Brug-og-smid-væk-kulturen. Hvis vi ikke er tilfredse med den bank, vi har, skifter vi den ud. Hvis vi ikke kan handle, når vi vil, går vi et andet sted hen. Hvis vores kæreste ikke kan give os det, vi vil have, finder vi en ny.

Og hvis vi synes, tv-værten Lisbeth Østergaard på en eller anden måde ikke passer ind, efter at hun er kommet tilbage fra barsel, er det lige så fint med en ny på skærmen. Så kan hun måske følge i de andre tv-værters fodspor? Hvad med TV2 Charlie? Eller en af regionskanalerne?

Det er ikke planen. Den er at holde fast i sin fastansættelse og at blive ved med at være hende der Lisbeth. Mor eller ej.