Jeg er en god mor, fordi jeg er en dårlig mor

Kan man være en god mor, når man tvinger sit barn til at holde sin gå-makker på skolen i hånden hver morgen, når hun tydeligvis IKKE ønsker det?

Vores yngste datter er lige startet i 0. klasse. Det er stort! Alt er nyt og helt anderledes end fra den trygge børnehavetid. Man går der med sommerfugle i maven og håber, at det hele bare kommer til at gå rigtig godt. Pludselig forventes der noget af børnene. Og der er REGLER, flere regler end i børnehaven i hvert fald.

På vores skole mødes alle børn og forældre hver morgen i skolegården for at stille sig i gå-rækker. De har en fast makker, som de skal tage i hånden og følges med hen til deres klasse. Det lyder da hyggeligt og ligetil, ikke?

Men sådan er virkeligheden bare ikke. Ikke hos os i hvert fald.

Børnene skal alle gå dreng/pige. Og det har voldt store problemer. “Hvorfor må man ikke holde sin nye ven i hånden? Dette måtte man da i børnehaven! Min gå makker puster mig hele tiden i øret, og han stopper ikke når, jeg siger det til ham”.

Vi talte om, at det sikkert var hans måde at komme i kontakt med hende på. Hun syntes, at det var mærkeligt, at han ikke bare sagde noget i stedet for. Men hun købte den! Vi aftalte, at hun skulle tage sin makker i hånden fremover, og så ville skolelæren snakke med dem om, hvordan man kommer i kontakt med hinanden. Så troede jeg, at den var i hus. Men sådan skulle det ikke gå.

Næste morgen nægtede hun igen og holdt med begge hænder godt fast i mine. Så måtte jeg ned i knæ og minde hende om vores aftale, og sagde også, at han da sikkert blev ked af det, når hun ikke ville tage hans hånd. Lige meget hjalp det, så jeg tog hendes hånd og førte den over til hendes gå-makker. Det var temmelig svært, da hun er ret ”Pippi-stærk”. I virkeligheden var det ikke særligt kærligt af mig, men jeg gjorde det alligevel. For man SKAL jo overholde reglerne. Men for enhver pris? Nej, vel.

Nå, men alt har vel en pris, hvis det blot er den rette. Heldigvis for os har vores datter et brændende ønske om at blive rig. Så vi lokkede med fem kroner hver fredag, hvis hun tog sin gå-makker i hånden. Og det virkede. Fuldstændig upædagogisk, I know, men det var vores taktik.

Er jeg en god mor, når jeg tvinger mit barn til at gøre noget hun ikke ønsker? Og kan jeg være en god mor, selvom jeg bestikker hende?

Ja, det synes jeg faktisk, at jeg kan. Jeg mener godt, at jeg kan være en god mor, selvom jeg indimellem ikke er det. For det er hele mig. Det er sandheden om mig. Jeg er både glad, kærlig, sur og skrap.

En del af vores børns opdragelse er, at de skal lære, at der er regler som bare SKAL overholdes for at samfundet kan fungere. Det kan bare være lidt svært at forstå, at holde i hånd skal overholdes på lige fod med at man går over for grønt lys. Måden, jeg fik hende til at overholde reglen på, kunne jeg godt ønske at gøre anderledes i fremtiden. Bruge mere tid på at rumme hende i situationen, og IKKE tvinge hende til at tage hans hånd. Og jeg er helt sikker på, at læreren ville kunne håndtere det, hvis jeg ikke fik hende overtalt.

Det vigtigste for mig er dog, at jeg gjorde det så godt jeg kunne i øjeblikket.  Hvad tænker du om dig selv, når du har handlet ud fra dine egne behov og overbevisninger frem for dit barns behov?

Og hvad er dit bevis for at være en god mor? Og er det hensigtsmæssigt for dig?

Måske du med fordel kan bruge mine kærlige ord til mig selv: ”Jeg gør det så godt jeg kan. Når jeg ved bedre, så handler jeg bedre”.

Jeg er en god mor, fordi jeg også tillader mig IKKE at være det. 

Læs mere på vickysopenbook.wordpress.com