Klumme: "Nej tak - vi vil ikke lade andre diktere vores jul"

Så er det jul. Tiden, hvor alle har en mening om, hvordan det plejer at være, hvordan det skal være, og hvor du skal være, hvad du skal fortære, hvad der skal i glassene, om der skal essens i ris a la manden, om vi skal i kirke eller se Disneys juleshow klokken 16.

Det er ikke til at komme udenom. Alle har en mening. Måske tænkte du oprindeligt ‘ej ikke mig, jeg følger bare med’. Men så snart man går fra at være sig selv til at tælle mand og børn, så opdager du, at julens traditioner og ‘vi plejer’ ligger lige under overfladen og banker på. Måske er du god til at lave om og finde på nye traditioner, måske skal du lige vænne dig til svigerfamilien, og måske – eller faktisk helt sikkert – skal du øve dig i at acceptere, at andre gør tingene på en anden måde.

Derfor sagde vi ‘nej tak’

Da vi for første gang holdt jul sammen, forsøgte vi at gøre alle glade. Vi kørte fra Aalborg til Vejle til Aalborg til Aarhus, og vi gjorde, hvad vi kunne for at nå alle deadlines for, hvornår maden stod på julebordene, og vi smilede og snakkede og kørte og kørte.

Da alle juledagene var ovre, sad vi i det vakuum, der følger efter en maratonjul med alt for mange forpligtelser og aftaler. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, og lovede hinanden, at vi aldrig, aldrig mere ville lade andre bestemme over vores juledage. For selv om det var hyggeligt, og præget af lutter gode mennesker, og alle ville det hele så godt, så orkede vi simpelthen ikke at gøre alle tilfredse.

På det pågældende tidspunkt var vi kun os to. Lige om lidt kunne vi sagtens sidde med bagsæderne fulde af unger, der gerne ville lege med julegaverne, gå tur i sneen (se hvid juleidyl for jeres indre blik), spise rester og spille brætspil, i stedet for at skulle slæbes igennem den ene frokost efter den anden.

Mens vi sad der i bilen og svedte snaps og juleøl og havde akut forstoppelse af sovs og konfekt, lovede vi hinanden, at ingen andre end os skulle diktere hvor og hvordan, og hvor mange steder vi skulle være i de hellige juledage. Så vi gjorde noget virkelig vigtigt. Vi sagde tak, men nej tak. Og gæt hvad? Det var fantastisk.

Nu har vi to unger, der tuller rundt blandt papir og legesager første juledag, og jeg elsker, at vi tog stilling og sagde pænt nej tak til fire dages snapsegilde og konfekt. Første juledag er vores helle, og jeg har endnu ikke hørt et argument, der har været godt nok til at lave om på det. Vi har heldigvis begge forældre, der ikke skriger højt i telefonen af frustration, eller tror vi aldrig vil se dem igen, bare fordi vi ikke vil være med til ræset fire eller fem dage i streg. Det er jeg dem dybt taknemmelige for.

Skab dine egne julekapitler

Hvorfor er jeg så overhovedet optaget af emnet? Fordi jeg finder det vigtigt, at julen ikke forsvinder i ‘sådan plejer vi at gøre’. Når man er en lille, ny familie, findes ‘plejer’ ikke længere. Alt er nyt, og det er helt ok at melde ens egne ønsker til julen ud. At begynde et nyt julekapitel.

Det er ok, hvis ikke du har lyst til at bruge juledagene på landevejen eller vil være med til fire gange julefrokost med de samme mennesker i fire forskellige stuer. Jeg er helt med på, at det kan være virkelig svært at sige nej tak til et helt livs juletraditioner, men der er meget, der forandrer sig, når du pludselig står med små nye mennesker i hånden. 

Hvad jeg selv gør? Jeg medbringer selv en pose Lagermann lakridskonfekt (nej okay, jeg tager to med), når vi juler den hos andre. Det har jeg fundet ud af er vigtigt for mig i julen. Og det skal være lige præcis den. Ikke en billig kopi. 

Jeg husker at kysse på min mand, lege med mine unger og skype med min lillesøs. Jeg husker at trække vejret. Helt ned i maven. Det er det vigtigste.