Kan man lave frikadeller på hovedet?

Indkøb. Tjek. Hente børn. Tjek. Hjem. Tjek. Og så fra bilen hen til døren, hvor jeg ihærdigt forsøger at bære Milas på 11 mdr. på den ene arm, to bæreposer i den anden arm og så samtidig snakke med den store på 3,5 år om, hvem der kommer først hen til døren.

Imens prøver jeg at få ud gennem munden “pas nu på cyklerne, skat”, hvor han bare drøner videre, og jeg kommer haltende og slæbene hen mod døren og må indrømme, at jeg ikke kom først. Nøglerne dingler imellem poserne, og jeg må løfte min tunge indkøbs-arm op for at låse døren op.

Ungerne og jeg er kommet ind og er endelig landet på sofaen til noget ramasjang, hvor vi samtidig spiser lidt frugt og får et glas saftevand og snakker om, hvordan dagen er gået.

Jeg ser på klokken, og den står på 16.06. Den næste praktiske ting er så, at der skal laves mad.

Ifølge familie og venner spiser vi tidligt, men det passer altså bare skide godt ind i vores dagligdag, at vi er mættet af ved 17-tiden og kan hygge sammen resten af aftenen.

I dag stod menuen på frikadeller med kartofler og brun sovs. En god dansk ret. Marcus efterspørger, om vi skal op på værelset og lege, men jeg må indrømme, at vi skal i gang med aftensmaden og kan lege bagefter.

Milas sidder og leger ovre i vores legehjørne i stuen, og Marcus er sød at tage skamlen hen til køkkenbordet for at hjælpe til med maden. Det er dog ikke alle dage, han vil det, men når han vil, roser jeg ham for hans hjælp og deltagelse.

Imens vi stod og formede frikadeller, kom den lille kravlende fra legehjørnet og fandt det mest perfekte sted at være. Op ad mors ben (selvfølgelig!).

Så det at forme frikadeller og samtidig have en unge hængende, så bukserne er ved at falde ned – lad os kalde det for en udfordring.

Jeg humpede derfor hen til køkkenvasken, vaskede fingre og tog ham op på hoften, så han kunne kigge med. Marcus stoppede også hurtigt med at lave frikadeller for “mor det klistrer”. Så hen med ham til vasken, så han også kunne vaske fingre, og så ville han da også op til ’moar’. Ja, det er da klart.

Er den ene hos mig, vil den anden også. Så jeg måtte lige for et øjeblik lade madlavningen stå på standby og i stedet hoppe rundt med to unger på hofterne. Jeg kastede Marcus, så han hang på hovedet og skraldgrinede.

Milas kiggede nærmere på mig som om, ’hvad fanden har du gang i mor?’ Og så skraldgrinede Marcus igen, da jeg sagde, vi kunne lave frikadellerne færdige, imens han hang på hovedet. Men jeg må indrømme, at det var med en smule sved på panden.

Heldigvis fik vi både leget og spist frikadeller, og da Marcus skulle puttes, sagde han “hvornår skal vi lave frikadeller på hovedet igen?” Jeg smilte bare.