mor som mormor

”Kan min mor godt være en god mormor, selvom hun ikke var en god mor?”

Det ændrer vores dynamikker, når mor bliver til mormor. Men kan forholdet ændre sig så meget, at en dårlig mor kan blive en god mormor? Vi har spurgt læserne på Vores Børns Instagram, hvad I bakser med i jeres mor-datter-forhold. Få familiepsykologens svar her.

At skulle være og blive forælder for første gang er noget af det mest skelsættende, du kommer ud for i livet.

Spørgsmål melder sig derfor naturligt, mens du gør dig parat til din nye rolle. Spørgsmål som “Hvordan var min egen barndom?”, “Hvad vil jeg gøre magen til og anderledes end mine forældre gjorde?” og “Hvad ønsker jeg for fremtiden for mit barn og mig selv?”

De færreste vil, i bagklogskabens lys, være fuldstændig enige med deres forældre i alle de valg, de dengang traf. Nogen af dem gør måske lige frem ondt at tænke på og kan bringe en form for svigt op i dig igen. Samtidig kan din mor opleve, at de ting, du tager afstand fra og gør anderledes, end hun gjorde, er en kritik af hende. Derfor kan det være svært for hende at forstå og acceptere, når du går andre veje, end hun gjorde og gør.

På samme måde, som du kan opleve, at hendes gode råd og forslag er en kritik af dine valg, føler hun sig måske også vurderet på sit eget moderskab. Det kan give sammenstød og misforståelser imellem jer, uanset hvor god en relation, I har på forhånd, og uanset at hun forsøger at gøre sit bedste og hjælpe jer godt på vej.

Men finder I en god måde at tale om de uoverensstemmelser og irritationer, der opstår hen ad vejen, er I allerede et godt stykke på vej til en styrket relation til gavn for både dig, hende og dit barn. Vi har derfor samlet læsernes mest hyppige mor-udfordringer og guider dig til, hvordan du håndterer dem og bevarer eller genopbygger en nær relation til din mor.

Tip

Det er godt at huske på, at ligesom du selv er ny som forælder, er din mor eller svigermor også ny i rollen som bedstemor. I skal begge lære, og det skal både hun og du selv give hinanden plads til. – familiepsykolog Rosa Øllgaard

Udfordring:

“Kan min mor godt være en god mormor, selv om hun ikke var en god mor for mig?” – Nadia

Råd:

Ja, det kan hun sagtens. Omvendt er der ikke nogen garanti for, at hun bliver en god mormor, selv om hun var en fantastisk mor. Begge dele skyldes, at det er en helt anden rolle, hun skal udfylde som mormor, og at hun er et andet sted i sit liv, end hun var, da hun selv blev mor.

Uanset om hun var og er det ene eller andet, så tag hende i hånden, og lær hende at være mormor til dit barn. Hun vil være påvirket af sine egne oplevelser med forældre og bedsteforældre, og det vil under alle omstændigheder være helt nyt for hende.

Prik til hendes nysgerrighed omkring sit barnebarn ved at dele dine egen små observationer: “Har du også lagt mærke til, at han altid gør sådan med sin hånd …?”

Din graviditet eller den første tid med dit barn behøver ikke at være definerende for, hvilken relation du eller dit barn på sigt får til din mor. Hvis du oplever, at du har brug for tid, inden du kan rumme hende, så sig det.

Giv dig selv plads til at lande og lære, hvad der er vigtigt. Sig højt, at det er det, du har brug for. Når du er klar, kan du give længere line og mere plads til hende.

Om eksperten

Rosa Øllgaard er autoriseret psykolog med speciale i familiedannelse, efterfødselsreaktioner, fertilitetsforløb og krisehjælp. Hun er tilknyttet Psykologerne.dk på Vesterbro i København.

Læs mere om hende på psykologerne.dk/rosa