Kaotisk børnefødselsdag: Pludselig er det dig, der skal skabe minder fra en barndom

Om lidt skal vi fejre min søns treårs fødselsdag. Det er med en smule angst og bæven, for vi er stadig relativt uerfarne ud i fejringer i den her lille familie: Da Max blev to år, var der Corona og ingen gæster, og den allerførste fødselsdag gik galt. Eller måske i det mindste bare lidt i fuck. Dengang gjorde min far meget ud af at snakke om, hvordan familiefester er en form for Rite de Passage, sådan forstået, at når du har fået børn er det lige pludselig dig, der holder fester for dem – i dit voksenhjem, med din voksenmand for dine voksenvenner, der også kommer med deres børn.

Det er nu op til dig at vurdere, hvordan festlige begivenheder bør fejres. Når du får børn, flytter du dig en plads opad i generationen. Det betyder for eksempel, at du skal være festarrangør fra hjemmebunkeren. Det betyder, at du er i gang med at give dit barn minder fra en barndom.

Du forestiller dig sikkert, at minderne ser ud, som de gør i en reklame for jordbærsyltetøj fra Den Gamle Fabrik: Børn der ler og leger i solskinnet af en vidunderlig forårs/sommerdag i bare fødder. I realiteten er det en dårlig idé at have bare fødder i den asfalterede baggård, der hører til dit lejlighedskompleks, og selvfølgelig er det gråt og blæsende den morgen, hvor fødselsdagsforberedelserne skal stå.

Jeg havde planlagt at lave en kæmpestor lagkage, forudbestilt bundene og ville lægge dem sammen med noget creme, flødeskum og en form for hindbærmousse og så nogle bær ovenpå. Ikke nogen opskrift, sådan en cool type er jeg (sagde vi). Hvor svært kan det være? Well... Det viser sig hurtigt, at elpiskeren til den store muskuløse røremaskine er forsvundet, der er kun dejkroge til at piske litervis af flødeskum med. Dejkroge kan ikke piske noget som helst og slet ikke flødeskum og kagecreme, sidder du nok og tænker nu. Det har du helt ret i.

Jeg må i gang med min kærestes mormors gamle lortepisker med ét gear og en krog. Det. Går.Så.Langsomt. Mit.Hjerte.Banker.Hurtigt. Og hurtigere. Indtil jeg rammer den eneste adækvate følelsesmæssige reaktion på situationen: Jeg opgiver og løber op på toilettet for at græde, mens jeg råber noget med, at “Det hele er ødelagt for altid, kagen bliver ALDRIG færdig.”

Kagen bliver faktisk færdig, da først min kæreste har fået talt mig op fra badeværelsesgulvet. Gæsterne er kommet, og nu skal den bare fragtes ned i gården. Imens jeg laver de sidste syv kander kaffe, får jeg pludselig min (semi)bedre halvdels rystende stemme i røret: “Du skal lige komme ned af trappen. Der er sket noget.”

Foruroliget bevæger jeg mig ned, og inden jeg kigger ind i min kærestes ansigt, der stirrer op på mig, kan jeg skimte kagen. På gulvet. På trappeafsatsen.

Det er derfor Den Store Bagedyst er så godt og populært TV: Når det går godt, er det en sand fryd for øjet. Når det går galt, så går det fucking galt. Intet råber tydeligere og mere brutalt FIASKO end en uigenkendelig, sammenklasket kage.

Jeg har aldrig set en mand se så bange ud. Det er som den scene fra Jurassic Park, hvor T-Rexen nærmer sig, og vandet ryster, og alle ryster i bukserne. Jeg er en Tyrannosaurus i det her scenarie. En reptil i sine følelsers vold, oppe at køre på at perfektionere fødselsdagsfejring som begreb.

Men faktisk sker der hurtigt det, der gør, når livet tager over med sit mærkelige rul af begivenheder; du bliver tvunget til at overgive dig. Give dine idéer op, sænke skuldrene, trække vejret og bare lade dig føre med. Fjerne dine kontrollerende hænder fra situationen, samle resterne op, bide skammen i dig over, at din første fødselsdagsoperation ikke blev som du havde forventet og så grine af det.

Faktisk er der næsten ikke noget, jeg har kunnet le så højt og længe af sidenhen. Min kærestes ultrapressede fjæs, da jeg frygtindgydende kommer tordnende ned ad trappen. Folk til festen gjorde det samme, grinte, og de spiste kagen, den smagte sådan set meget godt, og småbørnsforældre har trods alt prøvet det, der er værre.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Min svigermor anklager mig for at være en dårlig mor

Kagefiaskoen blev selvfølgelig The talk of the town til den etårsfest, den kommer helt sikkert op igen i år til treårs-festen, og min største forhåbning er, at den gør det, når han fylder otte, når han fylder 13, og når han fylder 18 år. For forhåbentligt er det de samme gode mennesker, der kommer med fejring og kærlighed på alle hans fødselsdage, fra han er lille, til han er stor.

Forhåbentlig kommer der også nye venskaber til stammen, nye familiemedlemmer til holdet, men essensen og følelsen af at høre til i en sammenhæng og en historie, det er det, han skal have med. Det er det vigtigste for fester i den her familie. De mennesker, der spiser en klam kage på trods. Selvom jeg godt kan fortælle jer, at vi kommer til at købe kagen i år.