Klumme: Ja, jeg spiste min moderkage, da jeg havde født
Da zoneterapeut Katrine Birk fødte sit andet barn, drak hun lunser af sin egen moderkage i en smoothie bagefter. Nu fortæller hun sin historie og opfordrer til færre fordomme og mere søstersolidaritet.
Her vil jeg fortælle dig historien om noget, som jeg i et helt år ikke turde at fortælle til nogen.
Efter at have læst om andre kvinder, der blev kaldt klamme og ulækre, følte jeg mig for sårbar til selv at stå frem. Men da den sårbarhed, man (eller i hvert fald jeg) som nybagt mor bliver ramt af, lettede, følte jeg næsten, jeg blev nødt til at dele min historie. For jeg håber virkelig, at dig, der sidder derude og faktisk har lyst til at prøve, men ikke tør, får endnu mere lyst og mod på det nu. Du er hverken ulækker eller klam!
All-in på fødslen
Da jeg for 3,5 år siden skulle føde mit andet barn, vidste jeg, at det skulle være mit sidste barn. Det gav mig lyst til at gå all-in på at få den mest fantastiske fødsel – hvis det altså kunne lade sig gøre. Jeg havde hørt en masse om det her med at drikke eller spise moderkagen, fordi der skulle være en masse næring i, som kan styrke både amningen, barnet og mors krop, og det lød enormt spændende.
Ærligt, jeg kender ikke alle de videnskabelige fakta, og jeg ved godt, at forskningen ikke bakker op om det – men jeg er ligeglad. Der er masser af kvinder, der har gode erfaringer med det, og det gav god mening i mit hoved, at min krop ville have brug for et 'kick' efter fødslen.
Heldigvis havde jeg en skøn jordemoder, som var med på den, og vi aftalte på forhånd, at når jeg havde født, ville hun skære nogle lunser af moderkagen og lave en dejlig smoothie af den med friske hindbær og friskpresset grape.
Jeg fødte hjemme i stuen i et fødekar, og mens jeg sad i fødekarret med min lille pige, lavede min jordemoder en smoothie med stykker af moderkagen, og den smagte himmelsk. Når man lige har presset et barn ud, er det i øvrigt ingenting lige at drikke lidt moderkage!
Men seriøst, jeg husker stadig følelsen af denne her sindssyge forfriskning i min krop. Og det er, hånden på hjertet, den bedste smoothie, jeg nogensinde har fået.
Mærk efter
Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om det skyldes denne her smoothie, men efter fødslen havde jeg enormt meget energi og følte mig i balance – og amningen gik fantastisk. Jeg kunne mærke, at min krop sagde ja tak – og så kan alle andre sige nej tak, for det handler jo om at mærke efter i sin egen krop.
I mit arbejde som zone- og energiterapeut er det også min mission at få kvinder i alle aldre til at blive bedre til at mærke efter og stå ved det, de mærker. Det vigtigste, vi kan gøre som mennesker, er at mærke efter og gå efter det, vi mærker som et oprigtigt ja tak fra kroppen.
Det gør vi også helt naturligt som børn. Vi tisser, når vi skal tisse, græder når vi har brug for at græde. Med årene tilpasser vi os samfundet, og det er der til en vis grad også brug for, men ofte sker der det, at vi tilpasser os for meget og mister evnen til at mærke os selv og vores behov. Måske skulle vi kigge lidt nærmere på, hvordan dyr gør? De venter i hvert fald ikke med at spise frokost til klokken 11.30, fordi det står på skemaet, og de sover ikke en lur klokken 13, fordi det passer ind i de voksnes rytme. Måske er der en god grund til, at mange dyr også spiser deres moderkage efter fødslen? Det kan selvfølgelig være for at skjule rester af blod fra rovdyr i nærområdet. Men det kan også være fordi, de kan mærke, at der er masser af næring i den. Eller måske en blanding.
Mere søstersolidaritet, tak!
Og hvorfor skulle jeg så vente så længe med at fortælle, at jeg spiste min egen moderkage efter fødslen? Jeg var sindssygt bange for folks reaktioner. Samtidig havde – og har – jeg så meget lyst til at fortælle om det, for det skal ikke være et tabu.
Jeg vil gerne åbne op for, hvis der er andre, der sidder derude og har lyst, men ikke tør gøre det eller fortælle om det. Mange flere end jeg lige troede, veninder og bekendte, gør det faktisk, eller har rigtig meget lyst, så skal vi ikke tale mere åbent om det?
Jeg følte mig SÅ stærk og powerfuld, da jeg første gang fortalte om det. Og ja, jeg fik mange kommentarer om, at det var klamt – det gør jeg sikkert også nu. Men ved du hvad? Vi skal lade være med at bekrige hinanden og bare gøre, hvad der føles helt rigtigt for os hver især i stedet for at koncentrere os så meget om andre. Måske taler det ikke til dig at spise moderkagen eller føde hjemme, men vi skal støtte hinanden i vores valg i stedet for at hakke hinanden ned, fordi vi føler, at vores egen sandhed er den eneste rigtige. Jeg ville til hver en tid gøre det igen, hvis jeg skulle have flere børn, og hvis du synes, det er for klamt, kan jeg kun sige:
Det er helt i orden, for ingen tvinger dig til selv at gøre det. Men sørg for at respektere andres holdninger og hav god energi omkring det, andre gør, selvom du ikke selv ville gøre det.
Mere søstersolidaritet, tak!