Klumme: Jeg elsker ikke min datter endnu, men det kommer jeg til. Det ved jeg!

Jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Okay, selvfølgelig skulle jeg ikke det, men det føltes altså sådan. Efter adskillige måneder med tømmermandslignende tilstande, topmave og alt for lidt (det vil sige ingen) alkohol, befandt jeg mig endelig (eller endelig vil jeg ikke sige, for det gjorde nas, og min utålmodighed blev på stedet kvalt!) på fødeafsnittet på Skejby Sygehus i et stikkende smertehelvede, der mildest talt var ved at rykke mit underliv fra hinanden og give mig så mange jag i lænden, at jeg formentligt skulle have rygmassage på recept resten af livet. Veerne tog til, de kom oftere og oftere, de blev kraftigere og kraftigere, men alligevel skete der ikke en dyt.

Det ene jordemoder-hold afløste det andet efter det andet, alt imens tiden stod stille på min stue. Jeg var i bad, kom op, var i bad igen. Jeg fik vestimulerende drop (av) og lige lidt hjalp det. Jeg havde kun udvidet mig seks cm på 20 timer (!), og nu var jeg altså gået i stå. Jeg kunne ikke mere og sagde med store dådyrøjne, ”Læn jer endelig ikke tilbage: Give me all the drugs in the world!” Der blev fyret op for lattergassen (jeg fik hurtigt en lille skid på), og jeg fik lagt den epiduralblokade, jeg egentlig havde tigget om i flere timer, men som jordmødrene af den ene eller anden grund gerne ville vente med. Det kan da godt være, at der er mulige bivirkninger ved den, men altså… når vi nu kan, hvorfor så ikke hjælpe en kvinde i nød?

Lattergas og slanger

Jeg er ret sikker på, at jeg lignede en junkie eller noget (eller… det ved jeg, for min kæreste har et billede, and it isn’t pretty), som jeg sad der i sengen med lattergassen og slanger over det hele. Jeg følte efterhånden, at jeg var med i et afsnit af 'Greys Hvide Verden', og en ung praktikant (der meget vel kunne være fødegangens Meredith Grey) rystede min mave, vuggede mig på kanten af sengen og fik mig til at stå på hovedet. Siden hvornår havde min fødsel udviklet sig til en gymnastiktime? Well, det kunne jo ikke skade at forbrænde lidt ekstra af de (alt for) mange kalorier, jeg glædeligt havde indtaget i løbet af graviditeten. Jeg skulle jo spise for to, ikke?

Jeg var allerede bange for, om min kæreste nogensinde ville begære mig igen efter at have set lidt for meget af… det hele. Og Gro var ikke engang kommet ud endnu. Han trøstede mig og sagde, at han på en måde følte, at min krop var en naturlig forlængelse af sin egen. At vi var en og samme person. Samme krop. That’s a keeper, right?

Hvornår kommer der en voksen?

 Adskillige timer efter (læs: 15) havde jeg stadig ikke udvidet mig mere og var altså ikke kommet tættere på at få kærlighedsbarnet (siger man ikke det?) i favnen. Noget var tydeligvis galt, så jeg blev scannet, og lægen fandt ud af, at hun stod forkert, så det kunne ikke lade sig gøre. Are you fucking kidding me? Hvorfor så gå igennem alt det her? Hvorfor ikke scanne mig noget før?

Jeg har lige siden overvejet, om jeg skulle blive jordemoder. Ville det ikke være et givende job? At tage imod børn? Og måske jeg kunne give andre en bedre oplevelse, end jeg selv har haft. Ej, det duer nok ikke. Jeg er jo trods alt ikke særlig vild med nåle. Eller blod.

Nå, summa summarum: Jeg skulle have et kejsersnit efter 35 timer med voldsomme veer. Og ud kom hun. Gro. Jeg stod pludseligt med et svært ansvar, og det var sindssygt at holde hende, for kunne jeg bære byrden? Hendes lykke i mine hænder?

Jeg tænker stadig: ”Hvornår kommer de voksne og henter hende?”

Kan jeg ødelægge hende?

Det er endnu ikke gået op for mig, at jeg er den voksne. At hun er min. Og der er ingen, der kommer og gør det her for mig. Der er ingen, der kommer og "redder" mig og sikre sig, at hun bliver okay. At jeg ikke fucker op. Og det er det mest skræmmende, jeg nogensinde har prøvet.  

Hun er en ren tavle, som jeg kan ødelægge og overskrive med rod og kruseduller, og jeg ønsker ikke, at hun bliver som mig. Som barn havde jeg en lille dukke, der kunne græde, min fornemmeste opgave var at trøste den (lidt kønsstereotypt egentligt), og jeg tog den tæt ind til mig, vuggede den og sang, jeg ville gøre alt i hele verden for at passe på den, og jeg har det på samme måde med Gro.

Der må aldrig ske hende noget, men jeg oplever ikke den stormende kærlighed, der ingen grænser kender, som mange nybagte mødre ellers propaganderer med. Jeg mærker kun en varme, og det giver mig dårlig samvittighed, selvom det måske ikke burde.

Hun tilgiver mig

Jeg føler, at jeg skal gøre mig fortjent til hendes kærlighed, men når jeg giver hende en sutteflaske (jeg har givet op… jeg kan ikke amme hende, jeg har ikke nok mælk, og hun skriger og skriger, og jeg venter nu bare på, at ammepolitiet banker på døren for at dømme mig), kigger hun alligevel ubetinget op på mig med store, blå øjne, som tilgiver hun mig allerede for mine fejl og min håbløshed. Hun kigger på mig, som var jeg den eneste i hele hendes verden – som holder jeg alene nøglerne til hendes lykke. Hun fjerner ikke blikket, og jeg synger stille og nynner hendes spilledåses melodi (selv når jeg lukker øjnene, når den ikke er trukket op, spiller den forvirrende for mig). Jeg har investeret så meget i hende (manglende nattesøvn, ømme bryster, pres på parforholdet… just to name a few) og fremtidsdrømmer om hende. Jeg elsker hende ikke endnu, ikke sådan rigtigt, men det kommer jeg til, det ved jeg, og der må aldrig ske hende noget, for så kunne jeg lige så godt være død.