Klumme: Den egentlige 'walk of shame' er den, man tager ned gennem flyet med sine små børn

Det sker i mange børnefamilier, at man på et tidspunkt – når kræfterne er ved at være brugt op af bleskift og spoleret nattesøvn – kigger sin partner dybt i øjnene og får den vanvittige idé at flytte de samme hverdagsproblemer ned på en spansk ø, hvor man skal bakse med de præcis samme ting … bare i 30 graders varme.

Og nu kan man jo altså ikke gå hele vejen til Mallorca, selv om alle os, der under Corona har erhvervet os et Apple Watch, med missionen om de daglige 10.000 skridt, har en lille stemme bagerst i hovedet der siger, at vi sagtens kan.

Så man må flyve. Omend det er en tur, der mange gange skal minde en om, at det havde været rart at tage den til fods. Eksempelvis når der allerede under de tyve minutters kørsel til lufthavnen bliver spurgt fra bagsædet: ”Far, hvornår er vi der?”

For der er længe, til vi er der. Rigtig længe. Især fordi min kæreste tager tjansen som rejseleder meget, meget alvorligt. I ugen inden afrejse er det altid fuldkommen umuligt at finde både tandbørste og hårvoks, fordi hun allerede har pakket det i forskellige toilettasker, så alt er klart til at blive smidt i kufferterne.

Derfor er vi også kørt mod lufthavnen i så god tid, at der er taget højde for, at uanset hvornår på ruten vi skulle punktere, så ville vi kunne nå flyet til fods. Men det gør så også, at når uheldet ikke er ude, så står man og glor i lufthavnen tre timer, inden man kan boarde flyet.

Og det er så fordi, der er blevet læst op på, at den første regel i flyv med børn-bogen er, at man ikke må være stresset i lufthavnen.

Lufthavnsmaraton

Men er der noget, der kan gøre en stresset, så skulle jeg altså hilse at sige, at det er at beskæftige to små børn i en lufthavn i tre timer uden at gøre brug af håndbagagen, der ellers er fyldt med underholdning, som skal bruges til at gøre selve flyveturen tålelig for de andre passagerer. Det kan også siges på en lidt simplere måde: At få tre timer til at gå i en lufthavn, uden at de får deres iPad.

For ja. Jeg faldt i. Efter fem år med fordømmende blikke mod forældre, der stak deres afkom en skærm, når der skulle skabes ro, stod jeg pludselig selv og fik sat både panserglas og lyserødt cover på den absolut billigste model.

Det gjorde så også, at da nyheden blev fortalt derhjemme, var det pludselig ikke vandrutsjebaner og all-inclusive-slush-ice børnene glædede sig til – men derimod en ti-tommer skærm, der kan vise Gurli Gris og Paw Patrol.

Efter at have været igennem både madpakker, malebøger og en enkelt nedsmeltning, hvor forbipasserende sender det klassiske ‘jeg håber virkelig ikke, at vi skal med samme fly’-blik, er det ved at være tid til at boarde. Og her er der så på ganske mirakuløs vis sket det, at vi, selv om vi var i lufthavnen som de første, alligevel bliver de sidste til at gå ombord på flyet.

Her finder man også ud af, at en egentlig ‘walk of shame’ er den, man tager ned gennem midtergangen i et fly med en to-årig på armen og en fem-årig i hånden, mens folks blik og indre stemme skriger: ‘I SKAL IKK’ SIDDE BAGVED MIG’. Selv går man bare og sender undskyldende blikke.

Og nu, hvor jeg har lidt spalteplads at kloge mig på, har jeg lige en hilsen til de, der skulle tænke noget så vanvittigt som: ‘Der findes bare ikke noget værre end at sidde tæt på et skrigende barn i flyet.’ Jo, der gør: At sidde MED et skrigende barn i flyet.

Kongepladsen vs. dødspladsen

Endelig når vi vores række, og her er de små charterfly installeret så genialt, at man har tre sæder på hver side. Det gør så også, at der er to forskellige billettyper til forældrene. I vores tilfælde kongepladsen på stolerækken bagved, hvor en forælder hygger sig med et ældre ægtepar, og det vi kunne kalde dødspladsen, hvor man er fastspændt imellem sine børn.

Rejselederen, mine børns mor, er hurtig til at snuppe pladsen ved det ældre ægtepar, og så er jeg ligesom overladt til midtersædet, hvor den første kamp består i at skabe god stemning, da begge børn vil have vinduespladsen.

Løsningen bliver, at den fem-årige får pladsen, mens den to-årige får sig en smoothie. I et øjebliks uopmærksomhed fra min side, lykkes det dog hende at få trykket på sin smoothie, inden hun får den i munden, hvorfor en fontæne af æblemos står ud over tøj og sæde. I desperation, mens stolerækken ved siden af må tænke, at det freakshow, de har fået billet til i første parket, er startet som lyn og torden, vender jeg mig rundt til familiens rejseleder og spørger efter vådservietter.

‘I pusletasken over sædet’ – som jeg først kan komme til, når vi er lettet. Og der må jeg altså bare sige, at der ikke er specielt meget sugeevne i de brækposer, man bliver udstyret med, sammen med det laminerede sikkerhedskort, som ingen har nærstuderet godt nok til at vide, hvad man reelt skulle gøre, hvis uheldet en dag var ude.

Efter lidt tid i luften er det blevet tid til den sidste og sværeste kamp. Mad og kaffe-kampen. For nordjyden kommer op i mig, når jeg bliver budt på gratis kaffe. Derfor svarer jeg ‘ja tak’ med den allerstørste selvfølgelighed, hvilket jeg dog hurtigt fortryder, da mit bord kort efter også bliver invaderet af den jammerlige flymad, som rejselederen, der selvfølgelig er faldet i søvn på “bagsædet”, har bestilt.

For her sidder jeg så. Med malebøger, iPad, Duplo-klodser, brandvarm kaffe OG tre plastikbakker med dårlig mad, som ungerne ikke vil spise, da de har regnet ud, at der er slik ad libitum hver gang, der er ved at opstå en situation.

Men på et tidspunkt skete det dog, at ét barn var dybt begravet i en malebog, mens den anden var hypnotiseret af den nyindkøbte skærm, hvorfor der pludselig var ro og tid til at tænke en tanke selv.

Og her tænkte jeg kun på én ting. Ikke at jeg lige om lidt skulle have en fantastisk ferie med min dejlige familie, drikke piña colada i min solseng og betragte ungerne plaske rundt i poolen. Nej. Den eneste tanke, jeg havde i mit hoved, var: ‘Om syv dage, skal vi igennem det hele én gang til!’