”Det brænder”: Kan det virkelig være rigtigt, at min søster konstant får denne besked?

På vej hjem fra en arbejdsdag, hvor jeg har holdt møde, drukket en latte, holdt et andet møde, spist marokkansk i kantinen, sendt nogle mails, drukket en latte og holdt et møde, tænker jeg på min søster.

Hun er jordemoder. Hun bringer børn til verden og tager ansvar for, at familier får en god start. Hun arbejder skiftevis dag, aften og nat. Hun arbejder i julen. Hun har kun ret til to ugers sammenhængende sommerferie, og hun kan ikke selv bestemme hvornår. På hendes job har de ingen fancy kaffemaskine, der kan lave latte, til gengæld betaler personalet selv for kaffebønnerne.

Ofte når hun holder fri, bipper telefonen flere gange om dagen med den her slags beskeder:

”Kære alle. Det bliver ved med at brænde på på fødegangen. Ring hvis du kan hjælpe. Kh vagtcentralen”

Eller hun bliver ringet op af en bønfaldende vagtplanlægger.

Udviklingen går i stå

Forklaringerne er mange: Der bliver født mange børn her i august, og selv om det er forholdsvist nemt at forudse, er det ikke lykkedes ledelsen at skaffe ekstra ressourcer, så de fleste dage begynder med et hul i vagtplanen.

Der er fire vakante stillinger på afdelingen, som det ikke er lykkedes at besætte, og samtidig må fødegangen afgive folk til barselsgangen, fordi de der ikke kan skaffe sygeplejersker nok.

Barselsgangen prøver at fylde op med studerende som vikarer, men de er - forståeligt nok - ikke samme kapacitet, så de jordemødre, der er vendt tilbage efter to ugers ferie, rammer jorden i løb.

De, der ellers er på deltid for at få deres liv til at hænge sammen med familieliv og skiftende vagter, ender med et skema på 48 timer/uge.

Specialfunktioner er lukket ned, så alle jordemødre kan tage vagter på fødegangen. Så udviklingen går i stå. Øverste chefjordemoder må selv gå ind og dække vagter, så ledelsesarbejdet kommer i anden række.

Noget er galt

Min søster elsker sit arbejde, hun er erfaren og robust. Men som hun siger:

“Tænk hvis du var nyuddannet jordemoder; du ville være helt kørt over, din familie og sociale liv inklusiv - med udsigten til sådan et arbejdsliv.”

Lige nu hænger de i med neglene for at nå frem til september, der baby-mæssigt tegner roligere, men allerede i oktober boomer det igen, og jeg håber sådan for alle de vordende mødre (og fædre), at der står en jordemoder klar til dem - for det betyder alverden, når alt pludselig er vildere, end man troede.

Jeg ved ikke, om mere i løn ville hjælpe på noget af det her. Men noget er galt i systemet, når det er umuligt at rekruttere og fastholde jordemødre og sygeplejersker nok til at opretholde et sundhedsvæsen, som lever op til det, du og jeg forventer.

Hvad pokker stiller vi op?