Klumme: Kan man være en god mor uden at føle sig ægte voksen?

Jeg er lige fyldt 39 år. Eller ‘lyvogtyve’, som der stod i fødselsdagskortene. Jeg har det fint med, at tallet nærmer sig det runde midtvejskrisenummer. Men jeg føler mig bare stadig som én på 20 år, og det svarer til, at jeg skulle have født min første søn rundt regnet som 10-årig. Det er nok liiige at stramme den, selvom jeg var tidligt udviklet.

Lige fra de første spæde ture med min lille, røde dukkevogn, har jeg tænkt på den dag, jeg ville få børn og blive voksen (for mor er lig med voksen, ikke?). Sådan en rigtig voksen som mine egne forældre. De havde et fast arbejde, betalte regninger til tiden, rodede aldrig, tog opvasken med det samme, fjernede mos mellem fliserne, og hverken min bror eller jeg manglede nogensinde rent tøj.

Jeg bliver 40 til næste år og har aldrig haft et fast arbejde, kan sagtens glemme en regning – eller slet ikke have råd til at betale den! Jeg roder stadig som en rebelsk teenager og har altid et tårn af ventende opvask stående. Ja, og så ligner min have i øvrigt et håndværkertilbud, og mine børn må nogle gange genbruge underbukserne.

Den utjekkede mor

Jeg har altid regnet med, at voksenrollen ville vokse frem, når man en dag blev mor. At der blev uddelt en voksenmanual på fødegangen, for når man pludselig får ansvaret for et nyt lille væsen, er man jo nødt til at få styr på tilværelsen. Men her ni år senere venter jeg stadig på den der følelse af voksen tjekkethed.

Det er selvfølgelig også svært at føle sig rigtig voksen, når man altid vil være ‘den lille’ i familien. Jeg er lillesøster, og jeg har en meget voksen storebror og svigerinde, der som omvandrende timemanagere altid har styr på alle fødselsdage, aftaler og særlige lejligheder.

Men jeg har glemt min bedste venindes fødselsdag 20 år i streg! Jeg har også glemt mine børns madpakker, mistet min vielsesring, forlagt kodeordet til Aula og er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt der er noget, der hedder en seks-års-undersøgelse hos lægen.

Utjekket mor? Tjek! Og jeg tvivler lidt på, at jeg nogensinde finder den der voksenmanual og når frem til den side, der handler om at have styr på det hele. Men skal man overhovedet være voksen for at være en god forælder? Og kan man ikke være voksen – det siger dåbsattesten jo – selvom man ikke har styr på det hele?

Cykeltyveri på Ærø

For nyligt kunne mine forældre fejre guldbryllup (det er ret tjekket!), og jeg gennemgik en masse gamle billeder for at lave en gave til dem. Frem væltede det med minder om situationer, hvor mine forældre faktisk ikke havde styr på det. Ferien på Ærø hvor min far havde læst, at der var cykler, som vi turister kvit og frit kunne låne. Så det gjorde vi.

En time senere blev vi indhentet af en rasende Mazda, stemplet som cykeltyve og måtte gå flere kilometer uden cykler og med røde ører tilbage. Jeg husker også tirsdagsyoghurt med knas til aftensmad foran Glamour, og de mange gange jeg har siddet på trappen foran børnehaven sammen med den pædagog, der havde trukket nitten og ventet på mine forældre efter lukketid.

Selvom man er voksen, kan man åbenbart godt fucke op. Og man kan godt være en god forælder, selvom man henter sit barn for sent og serverer sukker til aftensmad. Det gør måske ikke så meget, at jeg nok aldrig lærer at rydde op, vande mine planter, tjekke Aula eller får styr på det hele.

Jeg tænker altså stadig, at mine forældre er verdens bedste forældre. Og noget siger mig, at mine drenge om 20 års tid vil tænke det samme om mig – trods døde potteplanter, beskidte underbukser og rod.