Kristian fra Ramasjang: ”Det var temmelig røvsygt, men jeg kunne mærke, at min søn kunne lide roen”

Jeg er jo godt klar over, at det, jeg laver i dag, er lidt gammeldags, konstaterer Kristian Gintberg. Hverken opgivende eller bekymret, blot med sin egen stille accept af, at det i bagklogskabens klare lys måske havde været smartere, hvis han havde jagtet en karriere som YouTuber for ti år siden i stedet for at hellige sig noget så støvet som børnefjernsyn.

Der er i hvert fald ikke ligefrem mangel på dommedagsprofetier, der med udgangspunkt i målgruppeanalyser og nye opbrud i ellers så etablerede medievaner, giver de fremadstormende YouTube-stjerner og deres gamer-guides, make-up tutorials og “Se hvor mange skumfiduser jeg kan få ind i munden på samme tid”-gøglerier et ganske markant forspring, når det kommer til vores børns medievaner.

Men Kristian Gintberg blev nødt til at vælge sin hest dengang, og den hed altså Ramasjang. Egentlig skulle han bare have været afløser på programmet “Lille Nørd” hen over sommeren 2011, men det viste sig hurtigt, at den charmerende, nærværende og helt og aldeles ukrukkede skuespiller fra Bisserup på Sydvestsjælland havde talent for mere tv.

En af dem, man som forælder gerne overlader lidt af børneopdragelsen til, mens man får styr på aftensmaden og vasketøjet. Så Kristian blev hængende, og allerede i begyndelsen af 2013 blev han vært på sit helt eget program “Ramasjang Mysteriet”.

Klædt ud som de syv skurke – eksempelvis den dansende svenske narcissist Danse Staffan, den dominerende og pengegriske fodboldbølle Ronni Roligan, og den lyserødt klædte, omend svært bevæbnede Hanne Riffel – træner Kristian familiens yngste til at blive små dagligdagsdetektiver med både snuden og fornuften solidt plantet i løsningssporet. Det er underholdning forklædt som undervisning. Eller måske nærmere det omvendte?

"Børn må helst ikke opdage, at de lærer noget. Det skal gerne være lærerigt, men må ikke være belærende, for så står de af. Hvis det, de ser i fjernsynet, bare er mere af det, de får i skolen, hvorfor så bruge tid på det?", som børneværten siger.

Public service i børnehøjde

Sammen med andre børneværter som Sebastian Klein og Mikkel Lomborg, aka. Hr. Skæg, var Kristian med til at knække koden til det, mange af os forældre vil kalde begavet børneunderholdning. De lavede fjernsyn af den slags, der ikke blot betragtede sit publikum som små altædende og ukritiske zombier, og i Danmarks Radio talte man begejstret om public service i børnehøjde, et lidt pænere ord for ikke-fordummende fjernsyn.

Noget, konkurrenterne fra YouTube ikke altid har kunnet prale af, som du måske allerede har bemærket. Derudover betød de ofte små budgetter, der var sat af til børneunderholdning i Danmarks Radio, at værterne var tvunget til at lave godt indhold, når der nu ikke var råd til de vilde effekter. Men i sidste ende stod og faldt succesen dog først og fremmest med, at man gav muligheden til de værter, der formåede at møde op til optagelserne med både viden, begejstring og en lyst til at formidle det hele til en ellers temmelig kritisk målgruppe.

"Sebastian Klein er jo ikke den første, der laver dyreprogrammer til børn, men forskellen er jo, at han selv er ude og kigge på fugle på alle mulige tidspunkter af døgnet, fordi han synes, det er vildt spændende. Der er en ægthed i det, som man også ser hos Mikkel Lomborg. Han er uddannet pædagog og har længe været begejstret for at lære børn matematik og musik. Hvis han bare stillede sig op foran en tavle i fjernsynet og sagde: “Så, nu skal I lære noget skoleagtigt”, eller Sebastian bare havde siddet i et klasselokale og talt om fuglefjer, så var børnene sikkert skredet i en fart. Jeg kunne jo også bare have talt om fodspor og mønstergenkendelse i “Ramasjang Mysteriet” frem for at lave det til et gameshow, men så havde børnene kedet sig halvt ihjel", siger Kristian Gintberg og sammenligner sine medværter med de bedste lærere, han selv havde i skolen.

"I stedet for bare at fortælle om en brandmand, klasker Sebastian den på armen, så ungerne kan se, at det virkelig gør skideondt. Det er lige som den bedste lærer, du selv havde. Dem, der kunne fascinere dig, og hvor du opdagede, at du rent faktisk havde det skidesjovt, samtidig med at du også blev lidt klogere", siger han.

Plads til fejl i børnefjernsyn

I Danmarks Radio holder man selvfølgelig et vågent øje med konkurrencen fra sociale medier som YouTube, og sidstnævntes fremadstormende succes bør absolut give anledning til bekymrede miner på chefgangen i Ramasjangs hovedkvarter i Aarhus. En TNS/ Gallup-undersøgelse viste allerede for tre år siden, at 75 procent af de 8- til 12-årige så YouTube hver dag, et tal, der med al sandsynlighed ikke er blevet mindre siden.

Derfor har Danmarks Radio og Ramasjang lagt et stort arbejde i at brede de populære programmer og værter ud på flere forskellige platforme, hvilket blandt andet indebærer store shows som “Cirkus Summarum”, koncerter som “Ramasjangs Julemysterium” og ikke mindst det årlige live-sommerprogram “Sommer Summarum”. Og den slags stiller store krav til værternes evne og lyst til at stå ansigt til ansigt med børnene ude i den virkelige verden.

"Det er ret svært at interviewe børn, for der er ikke nogen kontrakt med dem. Du kan for eksempel ikke stille dem lukkede spørgsmål. Hvis du nu spurgte mig, om jeg kan lide god mad, ville jeg jo ævle løs. Spørger du derimod et barn, svarer de bare ja. Det er virkelig en øvelse at få noget ud af dem", fortæller Kristian.

Til gengæld mener han også, at han er blevet en langt bedre tv-vært af at have brugt adskillige sommermorgener i sin Ramasjang-karriere på at lave “Sommer Summarum”.

"Det er rigtigt godt at øve sig på børn, for de har ikke alle mulige fine fornemmelser. Hvis jeg skulle interviewe Jussi Adler Olsen eller Mick Jagger, ville jeg ikke turde lave nogen fejl overhovedet. Interviewer jeg derimod Karen på syv år, som lige har fået en hest, bliver hun ikke sur over noget som helst. Så kan jeg godt stille nogle dumme spørgsmål", fortæller han.

Lektien fra Lars Løkke Rasmussen 

Kunsten at stille dumme spørgsmål er dog ikke ensbetydende med, at børnene ikke skal tages hamrende alvorligt, siger Kristian. De er selvbevidste, opmærksomme og omsorgsfulde, og glemmer man det, risikerer man, at de ruller med øjnene og zapper tilbage til skumfidus-videoerne på YouTube.

"Jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at tale ned til børnene. Nogle gange kan vi voksne godt tro, at hvis vi bare laver vores stemmer om og opfører os lidt barnagtigt, så ryger vi direkte ned i øjenhøjde med dem. Men sådan er det jo ikke. De ved godt, at jeg er en voksen mand, der laver fjernsyn til dem, så hvis jeg begynder at opføre mig som et barn, bliver det uærligt", siger Kristian.

"Vores unger er lige så reflekterede, som vi er. Selvfølgelig ikke når det kommer til politik og realkreditlån og den slags, men på det følelsesmæssige og bevidsthedsmæssige plan. De tænker ekstremt meget over tingene, de er enormt opmærksomme på, hvad de selv synes, hvad andre gør, og hvornår de føler, at de er blevet såret, misforstået eller er glade. Jeg kan se på mit publikum, at de er nysgerrige, altid har antennerne helt ude og gerne vil tages seriøst. Derfor taler jeg også til dem, som jeg taler til voksne."

Børneværten har dog også været nødt til at indse, at der trods alt er grænser for, hvor nemt det er at ramme både ungerne og deres forældre. Og her kommer vores tidligere statsminister ind i billedet.

"Jeg skulle engang optræde med et show, hvor der var en kasse på scenen, som jeg kunne trylle ting frem fra. Ved et uheld kom jeg så til at trylle Lars Løkke Rasmussen frem. Jeg havde taget en lydbid med fra Folketingssalen, hvor han siger det der med, at “dem, der tjener mere og afleverer meget nu afleverer lidt mindre”, du ved, sådan noget vrøvl, som er skidesjovt, når man er voksen. Jeg stak mikrofonen ind i kassen og afspillede lyden, som om Løkke sad inde i den. Da jeg skrev det, syntes jeg, det var helt vildt sjovt, men da det så kom til stykket, stod børnene helt af på joken", fortæller Kristian.

Folmers guide til god underholdning

På Ramasjang bruger man ofte fokusgrupper, hvor man beder en række børn fortælle, hvad de mener om programmerne, så man kan få en idé om, hvad der virker i målgruppen, og hvad man skal holde sig fra. Der ligger dog også en stor værdi i at have modet til selv at turde prøve, fejle og lære undervejs, mener Kristian.

"Jeg har lært, at der altid skal være en pointe, når du vil have børnene med. Hvis du kommer ind som skurk, så skal skurken på en eller anden måde slutte med et brag, et “ba-da-bam!” Man kan ikke bare lade det flyde ud. Der skal være et ”nummer”, man kommer ind og laver. Jeg har flere gange prøvet at stille mig op til folkets hyldest efter de første optrædener, og så har der bare været fuldstændigt stille i salen. Her troede jeg, jeg var verdens fedeste fyr, og så var der bare bumstille."

Der er dog ikke den fokusgruppe, målgruppeanalyse eller dyrtkøbte førstehåndserfaring fra landets koncertsale og shoppingcentre, der helt kan måle sig med den indsigt i børneunderholdning, der er fulgt i kølvandet på sønnen Folmers ankomst for halvandet år siden. Selvfølgelig går der endnu et par år, før Folmer for alvor kan sætte sig ned og forklare sin far om lort og lagkage inden for børnefjernsyn, men allerede nu, hvor sønnike ellers “mest bare interesserer sig for gummidyr”, er der områder, hvor Kristian har ændret syn på sit fag takket være Folmer.

"Før i tiden var jeg ret hurtigt til at kalde eksempelvis Teletubbies for noget lort, alene ud fra, hvad jeg selv syntes. Forleden sad han og så en YouTube-video med en gravko, der skulle grave et hul. Der var en barnestemme, der forklarede, at nu skulle jorden fra hullet og over i en bunke, og hvor jeg tidligere nok havde tænkt: “No shit, det kan enhver da se?”, så har jeg nu fået langt større respekt for det at underholde de helt små. Der skal jo ikke mere til, for min søns verden er jo ikke større end det. Det er ham, de laver det til, ikke mig. På den måde har det virkelig udvidet min horisont at blive far", siger Kristian.

Kunsten at kede sig med Pippi Langstrømpe

Med Folmer er også kommet erkendelsen af, at børn altid vil sætte pris på underholdning, der tør skrue lidt ned for tempoet. Det kan givetvis være svært i en tid, hvor selv Danmarks Radio forsøger at tilpasse sig børnenes nye medievirkelighed med kortere og kortere programmer, der matcher YouTube i længde og format.

Da Kristian i sin tid begyndte på Ramasjang, skulle et program gerne vare en halv time, hvorimod der i dag synes at være en holdning om, at kort er godt, og ekstra kort er rigtig godt. Det kan selvfølgelig være en fordel på visse punkter, forklarer Kristian – “det kunne da godt være en udfordring, når du havde sagt alt det, du ville sige efter de første tyve minutter, men stadig skulle fylde 29 minutter”, som han siger – men han kan også frygte, at både roen og fordybelsen bliver ofret på lynformaternes alter.

"Jeg sad og så Pippi Langstrømpe med min søn forleden, og der var scener på flere minutter, hvor Pippi bare sad og rørte i en gryde. Det var på sin vis temmelig røvsygt, men jeg kunne mærke på min søn, at han godt kunne lide den ro. Der var mere end rigeligt for ham at kigge på, faktisk kan han godt blive lidt bims i hovedet, hvis der sker for meget", siger Kristian.

I øvrigt er det også den slags børnefjernsyn, han selv er vokset op med. Som 32-årig er han lige akkurat gammel nok til at huske dengang, hvor Danmarks Radios tilbud til de mindste seere bestod i en halv times “Fjernsyn for dig” hver aften. Og det har sat sine spor i den måde, han i dag laver fjernsyn til nutidens langt mere forvente børn.

"Jeg kan takke tiden med en halv times børnefjernsyn for meget. Når jeg skal opfinde noget nyt, tager jeg udgangspunkt i de ting, jeg selv så som barn, fjernsyn, hvor der var tid til fordybelse. Det kan være en kæmpe fordel og en kæmpe ulempe. Måske kommer jeg nogle gange til at lave tv til en anden tid end den, jeg lever i. Hvis børn i dag bare vil se YouTubere vise, hvor mange skumfiduser de kan have i munden på én gang, er der ingen grund til, at jeg siger: “Så unger, i dag skal vi kigge på et pindsvin”", siger Kristian.  

Ikke nødvendigvis et naturtalent

Et par meter bag Kristian passerer en mor med sin lille søn. Da drengen får øje på Kristian, hiver han sin mor i sommerkjolen og peger ivrigt hen mod børneværten. At dømme efter begejstringen i drengens øjne synes der heldigvis at være håb for gammeldags børneunderholdning lidt endnu, og uanset hvad der i øvrigt måtte ske med Ramasjang, YouTube og de førnævnte opbrud i målgruppens digitale strømninger, så kan ingen omvæltning alligevel måle sig med den oplevelse, det har været at blive far til Folmer.

Hvor Kristian før familieforøgelsen “var sådan en musikertype, der godt kunne lide at sidde i øveren til langt ud på natten og spille guitar og drikke bajere”, ser livet nu helt anderledes ud.

"Jeg er gået fra at have masser af tid til at sidde og pille mig selv i navlen, til lige pludselig at se mine egne behov kørt lidt ud på et sidespor. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det ville blive sådan, men man bliver jo stadig overrasket. De leger jo max to et halvt minut ad gangen, så skal de sættes til noget nyt," siger Kristian, som dog langt fra virker utilfreds med de nye prioriteter.

"Det er virkelig fedt at være sammen med Folmer, og jeg er begyndt at bruge min tid meget bedre. På nogle punkter synes jeg faktisk, jeg er blevet både hurtigere og bedre til mit arbejde, end jeg var før, hvor jeg kunne sidde på sofaen i to timer og klø mig bagi og overveje at skrive en mail eller noget. Nu gør jeg bare tingene, for man ved, at tiden til arbejdet er knap, når man også skal være far", siger han.

Og netop det med at være far – bliver man helt automatisk god til det, når man er børnevært?

"Det er der da i hvert fald nogen, der tror. Jeg har venner og naboer, som ofte er blevet spurgt, om jeg ikke bare er en helt vild god far? Folk har en forventning om, at jeg har lidt ekstra værktøjer i værktøjskassen, og at jeg har samme overskud derhjemme, når jeg ikke har sovet i to døgn, som jeg har, når jeg står i fjernsynet. Man må da gerne tro, at jeg er et naturtalent, men jeg bliver altså lige så smadret af ikke at sove om natten, som ham, der arbejder i Danske Bank."