En læser fortæller: "Jeg savnede mine stedbørn"

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Per og Signe var bare tre og fem år, da jeg mødte deres far, og vi forelskede os i hinanden. Det var et år siden Steen var blevet skilt fra børnenes mor, og de havde en deleordning, der fungerede for alle parter.

De samarbejdede fint, så jeg havde ingen betænkeligheder ved at rykke ind i deres delefamilie med min lille søn, Birk, der var på alder med Per. Det gik da også forbløffende let, for bortset fra en smule jalousi mellem Birk og Steens børn i starten, faldt alle til i den nye familie, vi fik skabt.

Jeg lærte selvfølgelig også Steens ekskone Annika at kende, og hun og jeg kunne sagtens drikke en kop kaffe sammen, når det var skiftedag.

Læs også

Jeg er bekymret for mine stedbørn

Jeg ville forfærdelig gerne have et fælles barn med Steen, men desværre lykkedes det aldrig, og på et tidspunkt nåede både han og jeg den alder, hvor vi syntes, det var for sent at blive ved med at prøve. Vi slog os derfor til tåls med, at vi havde de tre børn, vi havde, og det var jo også fint.

Vores lille flok var efterhånden vokset sammen som ’rigtige’ søskende, og det skete da også, at Annika tog Birk med hjem i en dag eller to, hvis hun alligevel skulle have de to andre. Jeg syntes, vi var en rigtig fin familie, og vi talte jævnligt om, at andre skilsmisseforældre kunne lære noget af os. Birk og Per var fyldt 11, og Signe var nu 13, da Steens og mit forhold røg ud i en krise.

Han syntes, det var mig, der skabte den, jeg syntes, det var ham. Sagens kerne var vores uenigheder om, hvordan vi skulle tackle Signes pubertetsnykker. Hun var langt fremme i skoene med sminke, drenge og måske også alkohol. Jeg syntes, at det først og fremmest gjaldt om at holde en åben dialog, så hun var tryg ved at komme og fortælle os, hvad der skete i hendes liv.

Steen mente derimod, at der skulle sættes nogle hårde grænser op for hende. Faste kom-hjem-tidspunkter og stuearrest, hvis hun ikke overholdt dem, og så ellers i det hele taget en masse kontrol med hende. Det var hans opskrift, og jeg var lodret uenig.

Læs også

"Jeg magter ikke at bo under samme tag som mine stedbørn"

Stemningen hjemme hos os blev hård og konfliktfyldt. Signe gjorde oprør mod sin fars skrappe måde at håndtere hende på, og jeg kom tilsvarende i klemme, fordi jeg i bund og grund holdt med hende. Udadtil var jeg blot tvunget til at holde med hendes far, for ellers var jeg jo illoyal overfor ham.

En dag, hvor jeg drak kaffe med Annika, tog hun hul på det. Det viste sig, at hun var enig med mig, og vi to kunne hurtigt blive enige om, at Steen greb det forkert an. Det kom hun desværre til at fortælle Steen under et skænderi, og så var fanden løs.

Over det næste halve år sled vi hinanden op i endeløse skænderier om børneopdragelse og loyalitet. Til sidst så jeg ikke anden udvej end at tage min søn i hånden og gå, også fordi det gik ud over alle børnene, at vi var så dårlige til at håndtere uenighederne. Havde jeg kunnet skimte et håb om forsoning et eller andet sted forude, var jeg blevet, men det kunne jeg ikke.

Det var hårdt at skulle skille børnene. De var alle tre en del af en søskendeflok, og at pille én ud var at ødelægge deres fællesskab. Jeg selv savnede også Signe og Per. De var jo blevet mine børn gennem de otte år, vi havde boet sammen, og nu havde jeg ikke længere nogen ’ret’ til dem.

Steen var slet ikke indstillet på, at jeg skulle have noget med hans børn at gøre. Nærmere tværtimod. Han blev rasende på mig, da jeg forlod ham, endnu mere end han var i forvejen. Han følte, jeg havde svigtet ham, både ved at stå sammen med Annika i spørgsmålet om Signe og ved at forlade ham. Straffen var, at han smækkede døren så hårdt i, så jeg ikke havde nogen chance for at holde kontakten med hans børn.

Læs også

"Jeg magter ikke at være barnepige for mine stedbørnebørn"

Jeg var i syv sind. Der var jo stadig den mulighed, at jeg gik gennem Annika. Jeg var ret sikker på, at hun ville lade mig ses med Signe og Per, når hun havde dem hos sig, men jeg syntes, det var svært at bede om det. Jeg risikerede jo at skabe endnu mere ufred, end der allerede var.

Nu havde hun og Steen i så mange år kørt et smukt parløb omkring deres delebørn, og det bedste ville jo være, at de fortsatte deres gode samarbejde, hvis de ellers kunne enes om opdragelsen af Signe. Jeg endte med at konkludere, at det nok var bedst, hvis jeg blandede mig helt udenom.

Tre måneder senere ringede Annika.

"Børnene savner dig og Birk," var det første, hun sagde.

Jeg blev så overrasket og glad over den opringning, og det blev til en meget lang snak, som endte med, at vi blev enige om at ses. Annika inviterede simpelthen mig og Birk på middag den følgende lørdag, hvor hun også havde børnene.

Det tog en rum tid, før Steen forsonede sig med, at jeg og hans første ekskone var blevet venner. Først, da han fik en ny kæreste året efter, gav han endelig slip på sit raseri mod Annika og især mig. Heldigvis var han da hele tiden fornuftig nok til ikke at inddrage børnene i sin vrede, så det lykkedes alle at komme helskindet ud på den anden side.

Den dag i dag er Annika og jeg stadig de bedste venner, og børnene – jamen de er snart voksne, og de bruger os på kryds og tværs til det, de nu bedst kan bruge os hver især til.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.