En læser fortæller: "Min lille nevø skabte splid i familien"
Jeg holdt meget af min lille nevø, men det var også tydeligt, at han havde nogle seriøse problemer. Min bror og hans kone nægtede dog, at der var noget galt med Markus. Det skabte for alvor problemer, da jeg blev lærer for drengen i skolen. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men Hjemmet er bekendt med vedkommendes identitet.
Min bror, Nicklas, og jeg har altid været knyttet til hinanden. Efter at vi stiftede familie, blev vi også begge boende i det samme lokalsamfund i udkanten af Herning. Min bror og svigerinde blev beriget med tre drenge, og min mand og jeg med to piger, så der var liv og glade dage, når vi alle var samlet.
Især Nicklas’ mellemste søn – Markus – sørgede for, at der altid var fart over feltet. Markus’ livlige væsen gav desværre også drengen en del modgang. Han var så ivrig, når han legede med andre børn, og han var uheldigvis også meget udad reagerende, når han ikke fik sin vilje. Jeg ved, at Nicklas og min svigerinde var til flere samtaler med pædagogerne i børnehaven, men det blev altid dysset ned, når vi var samlet i familien.
Jeg er lærer på den lokale folkeskole, og fra mit arbejde har jeg en hel del erfaring med, at nogle af børnene skal takles på en lidt anden måde end gennemsnittet, for at de kan fungere i en gruppe. Jeg forstod derfor godt pædagogernes bekymringer, og ikke mindst deres ønske om at gribe ind så tidligt som muligt, men det faldt ikke i god jord, når jeg forsigtigt nævnte det over for Nicklas. Han mente, at jeg var fagligt forudindtaget, og i øvrigt kunne jeg jo sagtens have mine holdninger, når jeg ”kun” havde to små piger.
Da Markus begyndte i skole, ville skæbnen så, at jeg skulle have hans klasse til matematik i indskolingen. Jeg var selvfølgelig lidt spændt, men i begyndelsen gik det godt i mine timer. Jeg var måske også slem til at skærme Markus af, når der var optræk til konflikter, og det har sikkert også haft betydning, at det var faster, der stod oppe ved katederet.
Vi var tre lærer, der hovedsagelig samarbejdede om to klasser, og der gik ikke særlig lang tid, før mine to kolleger begyndte at nævne Markus, når vi sad på lærerværelset. Jeg kunne godt fornemme, at de tog lidt hensyn til mig, for de vidste jo udmærket, at Markus var min nevø, men der var ingen tvivl om, at han ikke fungerede i klassen, når de underviste.
Han kunne simpelthen ikke sidde stille og lytte uden at afbryde, han var flere gange i slagsmål med andre drenge, og en dag sparkede han i ren arrigskab til en fodbold, der lå inde i klasseværelset, så det koste en vinduesrude livet. Det var efter den episode, at mine kolleger foreslog, at vi tog et møde med Markus’ forældre.
Underbevidst havde jeg nok frygtet denne dag, men det gav mig alligevel lidt mavepine, da de sagde det direkte. Jeg var ærlig talt rigtig ked af, at vi skulle have det møde, men jeg kunne også sagtens se, at det var nødvendigt. Jeg ringede derfor selv til Nicklas og forklarede ham situationen, og i første omgang ville han, at vi skulle tage den samtale bare os to, men det kunne jeg selvfølgelig ikke, hvilket han ikke kunne forstå.
Både Nicklas og min svigerinde var da også i forsvarsposition til mødet, og selv når en af mine kolleger førte ordet, var det mig, de så på, når de svarede. Det blev desværre heller ikke det eneste møde, vi måtte indkalde til. Markus havde svært ved at koncentrere sig, og rent socialt havde han trængt sig selv op i en krog.
Gennem nogen tid havde jeg haft mine anelser om, at Markus nok havde nogle problemer, han aldrig havde fået udredt. En dag tog jeg mod til mig og nævnte det forsigtigt over for min bror, men det fik ham til helt at vende mig ryggen. Markus var ikke syg, sagde han. Og lægen var da den sidste, der skulle indblandes, blot fordi vi ikke kunne håndtere hans søn på skolen.
Herefter ville Nicklas slet ikke være i stue med mig, og selv vores forældre var forandrede, når vi besøgte dem. De mente helt klart, at det var mig, der var problemet, og mine forsøg på at forklare, hvordan jeg havde det med situationen, løb altid ud i sandet.
I stedet for at tage imod de tilbud, vi havde på skolen, valgte min bror og hans kone at flytte Markus til en anden skole. Men som det ofte går, flyttede nissen med, og Markus løb hurtigt ind i de samme problemer det nye sted. Først da tog min svigerinde selv over og fik Markus til lægen. Det har resulteret i, at han blev udredt for ADHD og herefter fik hjælp. Den nye skole fik ham flyttet over i en specialklasse, og det har virkelig givet Markus en helt anden tilværelse, hvor han fungerer langt bedre både fagligt og socialt.
Annonse
Min bror taler stadigvæk kun til mig, når han ikke kan undgå det, men min svigerinde har åbnet sig meget omkring Markus’ situation. Hun har endda givet mig en undskyldning, og selvom det varmede meget, ville jeg nu gerne have haft den indrømmelse fra Nicklas i stedet for. Forhåbentlig når vi også dertil, for jeg savner tiden før alt det her. Men når jeg ser på Markus i dag, er jeg alligevel glad for, at jeg ikke bare lukkede øjnene, da han havde brug for hjælp.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
