”Jeg blev ammet til jeg var 3,5 år. Dengang så ingen skævt til det”

Som barn hev jeg selv op i min mors bluse, fjernede hendes bh og snuppede mig en babs-tår – flere måneder efter min fødselsattest havde passeret tre år. Dengang var der ikke nogen, der så skævt til det.

Forløbet var tit således, at jeg efter en lang dag i børnehave ventede på, at hjemmetelefonen ringede. Så vidste jeg, at min mor ville være bundet til vores rødbrune trappetrin i en halv til en hel time ad gangen, hvilket betød fri mælke-bar for mig. Som regel endte eftermiddagsmaden i en lille lur, lige dér i armene på min mor, der ikke kunne løbe nogen steder. Det var uden tvivl, det bedste jeg vidste. Intet i verden kunne få mig til at føle mig mere tryg.

Jeg var ikke den eneste i familien, der havde svært ved at give afkald på nærværet og babs-tåren. Min storebror, der er fem år ældre, blev ammet, til han var to et halvt år. I modsætning til mig var han godt klar over, at han måske var lidt stor til at hænge i sin mors bryster.  I hvert fald sagde han, når fornøjelsen var forbi: ”Jeg bliver altså lidt flov, mor”. Alligevel blev han hængende i mælkebaren.

Dog konkluderede min mor, at flovheden måtte være et tegn på, at amme-tiden var ved at være ovre. Da min bror fik beskeden om, at der ikke var mere mælk i mors bryster, svarede han: ”Kan vi ikke bare sætte nye batterier i?” Ligesom far plejede at gøre med legetøjsbilerne, når de ikke ville køre mere.

Batterierne løb heldigvis først tør for mælk et år senere for mit vedkommende. Og jeg var alt andet end flov. Her på billedet ses jeg i favnen på min mor på en sommerferie. Jeg er to år gammel. Måske tænker du: Hun har da ikke noget hår på hovedet. Hun må være yngre end to. Men sagen er den, at mine søskende kaldte mig Ægge frem til jeg var tre, fordi jeg ganske enkelt var et meget skaldet barn i mine første leveår. 

Feriebilledet af min mor, der ammer mig, dukkede op på nethinden, da jeg forleden faldt over et foto af en amerikansk kvinde, der ammer sine to døtre på et- og tre-år samtidigt. Billedet har tidligere prydet forsiden på en lang række udenlandske medier, og er taget af moderskabs-fotografen Mae Bruke. Du kan se det herunder.

Da jeg fik øje på billedet forargede det mig naturligvis ikke, hvilket sandsynligvis skyldes min meget amme-frie opvækst, men det fik mig til at tænke over, hvorfor vi ikke længere ser langtidsammende mødre i gadebilledet.

Er det fordi, vi er blevet mere egoistiske, at vi vælger at kappe mælkestrengen tidligere end før i tiden? Eller er den altopslidende amme-debat skyld i, at landets mødre pakker brysterne væk? Måske handler det i virkeligheden om, at flere fra naturens side ikke er i stand til at fortsætte amningen.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside viser tal om amning (2014), at kun 13 procent af danske børn fultidsammes til de er seks måneder. Dette til trods for Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at mødre skal amme fuldtid de første seks måneder og deltid de næste seks. En rapport af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser også, at antallet af mødre, der fuldtidsammer deres børn, er faldet alene inden for de sidste fem år.  

Skønheds-idealer truer langtidsamning

Jeg ringer til Forældre og Fødsel for at blive klogere på, hvad den nedadgående kurve skyldes. Forældre og Fødsel er en landsdækkende forening, der bl.a. giver mødre adgang til gratis telefonisk ammerådgivning. Bestyrelsesmedlem Sara Persson tager telefonen. Hun bekræfter, at mange kvinder stopper tidligere med at amme end før i tiden. Men hvorfor mon? Ifølge Sara Persson er der flere faktorer, der spiller ind:

– Først og fremmest er amning blevet enormt tabuiseret herhjemme i forhold til tidligere. Vi taler ikke om amningen, hvilket resulterer i, at det bliver et tabu, specielt når det drejer sig om langtidsamning. Det hænger bl.a. sammen med de sager, der var for nogle år siden, hvor kvinder fik balle for at amme de forkerte steder, da det blev opfattet som blufærdighedskrænkende. Det er ikke længere acceptabelt at amme i det offentlige rum. Nu kan vi blive politianmeldt for at amme på den forkerte cafe eller bænk i parken, siger hun og fortsætter:

Når amning er blevet et spørgsmål om blufærdighedskrænkelse, skyldes det især vores ændrede syn på kvindekroppen. Hvor vi tidligere så kvindekroppen ud fra dens funktioner, ser vi den i dag som et objekt. Kvinder skal følge tidens idealer, der lige nu er orienteret mod den perfekte krop.  Kvinders bryster skal være pæne, spændstige ungpige-agtige, og de skal sidde perfekt. Det passer ikke altid med det design og den funktion, de har fra naturens side, hvor de funktionsmæssigt kan sammenlignes lidt med madpakker til barnet. Dermed har vi skabt os et skønhedsideal, der bestemt ikke passer sammen med hverken almindelig amning eller langtidsamning.  

Negativ toner truer mødrenes amning  

Sara Persson påpeger, at den negative tone som omgiver de ammende mødre, kan være skyld i et tidligt amme-stop.

– Tonen omkring amning er generelt meget negativ. Amme-debatten et godt eksempel på dette. Den negative tone møder mødrene også, hvis de ammer længere tid end de anbefalede seks måneders fuldamning og supplerende op til et år. Her får de sidebemærkninger om, at de ammer for deres egen skyld og ikke barnets. Det er helt forkert. Der er ingen, der ammer, fordi de tænker, at barnet ikke har godt af det. Den negative tone kan være skyld i, at mødre vælger at stoppe tidligere med at amme.

– Og det ser jeg som et problem. Vi er nødt til at holde fast i, at amning er utrolig sundt og godt for barnet. Det giver en særlig ro og et nærvær, som kan være svær at skabe på anden vis i en travl hverdag, og så er det et vigtigt fundament for, at barnet kan blomstre, siger hun.

Færre dage på fødegangen

Jeg beslutter mig for at ringe til Jordemoderhuset for at høre, om der kan være andre årsager til det lave antal fuldtidsammende mødre.  Jordemoderhuset er en organisation, der tilbyder scanninger, gravidmassage og yoga-timer. Her er man overbevist om, at det lave antal skyldes de korte indlæggelser på hospitalerne.

– Frem til ca. 2004-2005 var mødre indlagt 4-5 dage efter fødslen, hvilket betød at mælken løb til på hospitalet. Dengang tog mødrene hjem med en fornemmelse af, at de kom hjem med et barn, der blev ernæret ved brystet. I dag bliver kvinderne sendt tidligt hjem, og skal selv sørge for at få amningen etableret. Det betyder desværre oftere, at det mislykkes for dem, fortæller Rikke Fanrum, der er jordemor og sygeplejerske.   

Flere langtidsammer i dag 

Selvom tallene viser, at vi generelt stopper tidligere med at amme, så er der tegn på, at kurven er ved at vende. Sara Persson fortæller nemlig, at de er i kontakt med flere mødre, der vælger at langtidsamme. Det vil sige mødre, der ammer til barnet er mere end 12 måneder. 

– Vi oplever, at flere og flere vælger at langtidsamme. Det skyldes, at vi er blevet mere oplyste om den gavnlige effekt ved amning.

– Jordemoderhuset bekræfter tendensen.

– Vi ser flere, der langtidsammer i dag, end for fem år siden. Vi har også flere mødre, der spørger til langtidsamningen til fødselsforberedelserne, fortæller Rikke Fanrum. 

Hvordan bryder vi amme-tabuet? Ifølge Sara Persson er vi allerede godt i gang.

– For nyligt gjorde Facebook det lovligt at poste amme-billeder, som ellers har været ulovligt, sådan nogle små ting, mener jeg, kan være med til at gøre en forskel. Dog er der lang vej endnu. Vi skal blive bedre til at tale om amning i positive vendinger. Det gælder både i samfundsdebatten og blandt vores nærmeste.