Leder: Hvad gør man med en toårig i trods?

Leder: Hvad gør man med en toårig i trods?

Vores Børns chefredaktør, Mette Hovmand-Stilling, har selv erfaret, at et toårigt barn i trodsalderen ikke altid er det nemmeste at håndtere

Valg af forårsjakke kan være meget afgørende for en toårigs følelser. Det oplevede jeg i foråret, da jeg hentede min ældste søn i børnehaven. Med hans trætte og grædende lillebror i barnevognen udenfor var det med at få Viggo i overtøjet.

Det gik lidt for stærkt, åbenbart. For kunne jeg da ikke forstå, at det var den FORKERTE jakke fra garderoben, han havde fået på? At det var den blå og ikke den lilla med sølvkant, som han elsker? En information, han altså først gav, da vi var kommet ned ad trapperne.

I det øjeblik gik jorden under. Hans jord. Ingen forsikringer om, at han måtte vælge jakke i morgen eller få chokolade, når vi kom hjem (forbudt, ja, jeg ved det!), kunne stoppe gråden, som nu var forvandlet til hysteri. Sønnike kastede jakken på fliserne i arrigskab. Så stod vi dér – i regnvejr. Hvad gør man så?

Den store op på skulderen (uden jakke), den lille grædende i vognen foran. Fuld fart hjemad med lige dele bebrejdende, undrende og medfølende blikke brændende i nakken.

Da vi kom hjem? Ja, der var begge børn faldet ned og var igen de små, søde englebasser, jeg kender.

Jeg ved godt, sådan rationelt, hvad der skete med min søn den majdag sidste år. At han var i det, man populært kalder selvstændighedsalderen, og at hente-seancen var gået for hurtigt på grund af hensynet til hans grædende lillebror i barnevognen. Men hvor ville jeg gerne blive bedre til at håndtere sådanne situationer. For de er uundgåelige, da de er udtryk for barnets udvikling.

En del af vores udvikling som mødre er at lære at takle dem. ‘Vi svigter vores børn, hvis vi ikke tager os den nødvendige tid til at gennemleve de konflikter, der er forbundet med at påtvinge dem en bestemt adfærd’, siger John Halse i vores seneste magasin.

Selv om børn er det skønneste, der findes, er det nemlig også benhårdt at være forældre. Hårdt for psyken og hårdt for parforholdet. Jeg har en veninde, som lavede en regel med sin mand, før de blev forældre:

Ligegyldigt hvor hårdt det blev, ville skilsmisse ikke være en mulighed de første tre år. De er stadig sammen. Min mand og jeg holder også sammen på femte gifte år. Men selv om det stadig er normalen at vokse op i en kernefamilie, bliver der flere delebørn. Faktisk har hver femte nyfødte i dag en halvsøskende.

Jeg er overbevist om, at alle forældre vil det bedste for deres børn. Men hvordan sikrer man, at det også bliver sådan, hvis man er bitter over at være blevet forladt, er blevet hovedkulds forelsket eller er misundelig på sin nye mands børn, som får al opmærksomheden?

I jagten på vores kærlighed og lykke risikerer børnene at blive klemt. For vi jagter naturligvis lykken – men skylder vores børn at gøre os umage og at tage hensyn til dem.