Leder: Pyt med de trætte bryster

Jeg husker, hvordan jeg som barn kravlede op på min mors skød og puttede mig med næsen i hendes trøje, der duftede svagt af Opium fra Yves Saint Laurent. Det var det sted, der gav allermest tryghed, når verden var for stor og uoverskuelig.

Da jeg blev voksen satte jeg pris på min slanke og veltrænede krop. Blød, rar og tryg var slet ikke værdier, jeg forbandt med mit korpus.

Jeg husker, at jeg for år tilbage mødtes med en veninde, der netop havde fået barn: ‘Du er heldig, hvis du stadig kan klare blyantstesten’, jokede hun. Jeg anede ikke, hvad hun talte om, før hun forklarede, at det handlede om, hvor mange blyanter, man kunne have siddende under brystet, uden at de faldt til jorden. Nul var bedst – fem var ret skidt. Jeg grinede med og var overbevist om, at det aldrig ville ske for mig.

Så fik jeg børn. Tog +20 kg på i hver graviditet, tabte det hele igen og mere til, da børnene igen havde forladt min bug, men det var, som om alt havde fordelt sig anderledes end før. Maven var større og blødere, hofterne bredere, og brysterne levede deres eget liv i årene med spædbørn: Kæmpestore, bittesmå og ret normale igen – dog noget blødere end før. Jeg var forundret, men overraskende nok (i hvert fald for mig selv) også ret ligeglad.

Det var pludselig ikke så vigtigt at have den perfekte slanke mave og faste bryster, der scorede nul i blyantstesten. Jeg så anderledes på min krop i det sekund, jeg opdagede, jeg var gravid. Min krop blev mit barns hjem.

Jeg har altid været fascineret af at kunne skabe liv. At et æg og en sædcelle kan blive til et foster, som vokser i livmoderen, til det er parat til at komme ud. At man kan skabe et barn, der med tiden kan kravle, gå og tænke selv. At man den første tid kan ernære babyen ved hjælp af brystmælk. Væske, som min egen krop skaber. Intet andet. Det er da et mirakel!

Mine børn er i dag tre og fem år, og min krop er stadig deres hjem. Sommetider siger de det direkte: ‘Jeg vil ind i din mave igen, moar. Jeg er din baby!’ Så ved jeg, det er tid til at trykke dem ind i min favn med et kærligt, fast kram.

Hånden på hjertet, jeg ville ønske, at jeg havde tid og overskud til at træne. At tone og styrke min krop med yoga og at få pulsen op. Jeg er fuld af beundring over de kvinder, der står op, før fanden får sko på, eller tager af sted, når børnene er puttet, for at pleje deres krop og velvære. Jeg dejser nemlig altid udmattet om på sofaen, når klokken har passeret 20. Det kan godt være, at jeg fra naturens hånd er rimelig slank, men hvor kunne jeg godt tænke mig at være bare lidt stærkere. Mit kropsideal er lige nu at være rustet til de søvnløse nætter med børn i sengen, til at slæbe rundt på unger der egentlig er for store og tunge til det, til at spille fodbold i haven og til at hoppe i sengen. Det klarer jeg heldigvis det meste af tiden.

Hvad enten du har det ligesom mig eller træner på fuld drøn, vil jeg ønske for dig, at du hviler i dig selv og din krop. Og hvis du ikke er der helt endnu, kan du måske trøste dig med, at din krop sikkert altid vil betyde tryghed for dine børn. Et kram fra dig vil for dem altid være, som at komme hjem.

I det nye Vores Børn sætter vi fokus på morkroppen og alle de fantastiske ting, den er i stand til!