Lola Jensen: “Jeg ville gerne have vidst, at det ikke var vigtigt, at alt er perfekt"

Oprør

Jeg er født i 1950’erne, hvor børn blev opdraget ud fra devisen ‘du skal gøre, som jeg siger, og ikke som jeg gør’.

Da jeg begyndte på pædagogseminariet i 1977, blev jeg mødt af den stikmodsatte: Vi voksne skulle gå foran som det gode eksempel.

Jeg var aldrig i tvivl om, at den nye pædagogik var rigtig for mig, men det gav nogle sammenstød. Min mor havde svært ved at forstå den måde, jeg opdrog vores børn på. Hun forstod ikke, at min datter ikke hilste pænt på mormor, når hun kom på besøg.

Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at knus fra børn skal man gøre sig fortjent til. Et toårigt barn skal ikke give hånd og dele kram ud på kommando. Hvis man selv er et åbent og kærligt menneske, kommer børnene af sig selv.

Der var nogle spændinger, og jeg havde tit ondt i maven, når jeg var sammen med min mor, fordi jeg var fokuseret på at stå fast på mine egne meninger.

Lettelse

Jeg åndede virkelig let lettet op, da vores børn helt af sig selv begyndte at sige tak for mad, goddag og farvel og så videre. De havde lært de gode manerer ved at se på mig, deres far og andre voksne omkring dem og ikke ved at blive irettesat.

Min mor og hendes generation var sikre på, at jeg ville opfostre en flok uopdragne unger uden nogen form for manerer, men de fik ikke ret.

Fortrydelse

Jeg skal grave for at finde noget, jeg fortryder i mit familieliv.

Skal jeg pege på en ting, så ærgrer jeg mig over, at jeg havde så svært ved at slippe perfektionismen – jeg ville gerne have vidst, at det ikke var vigtigt, at alt er perfekt.

Jeg var opsat på at vise min omverden, at min opdragelse virkede; at jeg havde ret. Så jeg holdt virkelig fast i mine pædagogiske idealer.

Børnene var det levende billede på, at den fungerede. Især i de første syv år som mor havde jeg mange ideer om, hvordan tingene skulle være. Jeg levede af at være det gode eksempel og hjælpe andre som pædagog i først en børnehave og senere på et behandlingshjem.

Derfor var det svært at acceptere en kommentar fra for eksempel en lærer om mit eget barn. Sådan noget kunne jeg gruble længe over.

Eller det kunne være svært at komme hjem efter en lang arbejdsdag til madpakker, der ikke var smurt, eller fyldte sportstasker og vasketøj, der flød over det hele.

Sådan er livet jo i en børnefamilie, og det var det også dengang, jeg havde små børn.

Selvtillid

Perfektionismen fyldte en del i mine første år som mor, men så skete der noget. Jeg gik i gang med uddannelsen til familievejleder, og det ændrede en masse for mig.

Uddannelsen gav mig et kæmpe boost af selvtillid og bekræftede mig i den grad i, at jeg var på rette spor med mit børne- og familiesyn. Samtidig lærte jeg det, der hedder reformulering.

I stedet for at gruble over en kommentar eller blive sur over rod og uorden lærte jeg at fokusere på alt det positive, jeg var omgivet af. Det ændrede mit livssyn og har gjort en stor forskel både for mig og min familie.

Jeg holdt op med at jage perfektionismen og indførte i stedet en masse humor i mit liv ved simpelthen at grine meget mere af tingene og sige ‘pyt’ i stedet for at blive irriteret. Som familievejleder er det den tilgang til livet, jeg prøver at lære fra mig.

Afsavn

Da jeg fik mit tredje barn, bestod mit arbejdsliv, som i dag, i at rejse rundt, holde foredrag og undervise. Jeg arbejdede mere fleksibelt, end jeg gjorde, da mine to ældste børn var små, hvor jeg var pædagog med mere almindelige arbejdstider.

Der var nogle begivenheder på hjemmefronten, som jeg gik glip af. Der har for eksempel været skuespil og andre arrangementer i børnenes klasser, der faldt sammen med en arbejdsaftale i Jylland. Mit hjerte blødte, mens jeg stod og holdt foredrag i Jylland og ikke kunne være med derhjemme.

Lærerne var søde altid at ringe og invitere mig til generalprøven om formiddagen, hvis jeg ikke kunne være med om aftenen. Så sad jeg der som den eneste forælder på tilskuerrækkerne.

Selv om jeg selv og mine børn led afsavn i forhold til de arrangementer, lærte jeg også hurtigt at se fordelen i min større fleksibilitet, for den gav mig en masse muligheder.

Jeg kunne i vid udstrækning selv planlægge min dag og kunne derfor forholdsvis nemt presse en børnesygdom eller et lægebesøg ind i min kalender, og det havde bestemt også sine fordele.

LÆS OGSÅ: “Hjælp, jeg har fortrudt – jeg vil ikke være mor”

LÆS OGSÅ: 'Børns største udfordring i dag er deres mødre'

LÆS OGSÅ: Lola Jensen: Forkælelse dræber børns glæde