Lyserød er faktisk en drengefarve
I gamle dage var lyserød til drenge og lyseblå til piger, men så skete der noget.
Det er morgen, og dit barn skal have tøj på. Du trækker skuffen ud og kigger ned i et hav af… lyseblåt eller lyserødt?
Din baby er fuldstændig ligeglad med, om du vælger det ene eller andet. Som nyfødt kan hun kun se sort/hvid, og først når babyer er fem-seks uger gamle, kan de se farver, og i begyndelsen er det rød og gul. De sarte farver er slet ikke så nemme at se som de douce.
Alligevel er farverne på dit barns tøj delt skarp op til piger og drenge, men i virkeligheden burde det være lige omvendt. Altså så lyserød var til drenge og lyseblå til piger.
– Farverne, som blev brugt for at signalere et barns køn, var omvendt for hundrede år siden, siger professor Jo Paoletti til det norske site Kvinneguiden.
Hun er forfatter til den nye bog “Pink and Blue: Telling the Boys from the Girls in America”. Lyserødt signalerede noget aktivt og passede derfor godt til drenges stærke og bestemte natur, mens den blå farve var passiv og himmelsk og derfor ideel til sarte piger.
Gamle artikler i magasiner og ugeblade beskrev endda, hvilke farver piger og drenge skulle klædes i, og Times magazine interviewede 10 førende stormagasiner om, hvilke farver der passede til kønnene. De var ret uenige, men senere blev butikker enige om, at lyserød var det helt rigtige til små gutter.
Også hos voksenmoden var den røde pink alt for aggressiv en farve til kvinder men perfekt til handlekraftige mænd, der ville frem i føresædet.
– Englænderne har et gammelt begreb, som hedder ”in the pink”, og når de skulle ud på jagt, havde de røde jakker på. Så var man oppe på hesten, og pink blev forbundet som en handlekraftig farve. Så en pink skjorte er meget handlekraftig. Selv i dag ser man i England ofte, at mænd i går rundt i marineblåt jakkesæt og lyserød skjorte og er maskuline, siger Torsten Grunwald, modeekspert og forfatter til bogen ”Den velklædte mand”, til voresbørn.dk
Lyseblå til lyserød
Sådan takler du vilde drenge og lyserøde pigerKønsopdelte signaler
At selve betydningen af farver har ændret sig er noget, der sker samtidigt. Som nævnt oplevede man blåt som helligt og passivt, men i dag ses farven mere som køligt og hårdt, hvilket passer til mænd. Røde handler ikke længere om handlekraft men derimod varme følelser.
Som forældre bliver vi mødt med valget mellem lyserødt og lyseblåt overalt. Tøjet i H&M, hylden med legetøj, sko, plakater, sutter, cykler og indretning af børneværelset.
Nogle kønsforskere mener, at vi skader børnene ved allerede som små at opdele dem i piger og drenge. Ved at give børn forskelligt tøj på vælger vi som voksne at signalere til dem, at de er forskellige, mener blandt andre den svenske kønsforsker David Tjede.
Kønsforsker Karen Sjørup oplever, at grunden til den store dyrkelse af især lyserød handler om blandingen af, at vi som samfund i takt med at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet ønsker at fastholde forskellen på kønnene, en lyserød lyst hos små piger og markedskræfterne.
Karen Sjørup håber, der kommer en modreaktion i fremtiden – så måske skal næste generation af forældre til at spejde efter lyseblåt til deres piger og lyserødt til drengene.
– Jeg synes, det bliver uendelig stereotypt med alt det lyserøde og lilla, så jeg kunne godt forestille mig en modreaktion. Jeg ser en stærk tendens blandt visse grupper til både at opdrage deres børn og tænke kønskritisk i, at man ikke vil sætte sine børn ind i kønsstereotyper. Også at tillade drengene at have en prinsessekjole på, og det er en trendens, der har bredt sig ret hurtigt blandt pædagoger og unge forældre, siger hun til voresbørn.dk.
Kilder: Kvinneguiden.no og vox.com