Maria flyttede familien ud af storbyen: ”Jeg følte mig fanget”

Hvad elskede du ved at bo med børn i byen?

"Vesterbro ændrede sig meget, og det gjorde jeg nok også fra barn nummer et til barn nummer tre. Da Tone kom i 2006 tilbragte vi mange timer på legepladsen i Skydebanegade. Da Iris kom i 2014, tog jeg endnu en runde på på legepladsen, men jeg kunne under min graviditet med tredjebarnet, Joel, mærke, at jeg næsten ikke kunne bære en omgang til på den samme legeplads. Jeg ønskede mig en have, hvor de kunne lege frit uden mit konstante opsyn."

Hvad fik dig til at tage springet og flytte ud af byen?

"Mit tredje barn var det afgørende. Pludselig boede vi fem mennesker i en lille andelslejlighed på fjerde sal. I sidste del af min graviditet kunne jeg ikke engang komme hjem med børn og indkøb uden hjælp. Jeg følte mig fanget. Samme følelse havde jeg, når jeg gik ned i vores lokale Kihoskh på Vesterbro, og der var hipster-fest på hele Sønder Boulevard. Jeg oplevede, at Vesterbro, i løbet af mine 22 år i kvarteret, var blevet enormt homogeniseret. Det var ikke skævt og charmerende, alle var smarte på den helt samme måde. Jeg trængte til at få udfordret mine øjne med andre slags mennesker – og at få en større horisontlinje."

Hvad var hårdest ved jeres beslutning?

"Det var svært for mig at sige farvel til et kvarter, hvor jeg havde tilbragt størstedelen af mit liv. Jeg havde boet i min andelsforening, fra jeg gik i gymnasiet, og jeg blev boende, da jeg blev gift, mor, skilt, single og siden fik ny familie og fødte de to sidste børn hjemme i lejligheden. Så der var mange minder og følelser i spil. Og så var der den sociale dimension. Jeg har et stort socialt netværk, og var lidt rædselsslagen ved tanken om, at jeg ville miste nærheden til mine venner og blive glemt af mine forbindelser ved at flytte ud af byen. Det viste sig at være en helt ubegrundet frygt."

Hvad gjorde den let?

"At min bedste ven og hans mand havde købt weekendhus på Nordfalster og derfor var i området allerede, og at jeg igen kom tæt på min familie, som befolker det meste af Sydsjælland. Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig og havde aldrig troet, at jeg skulle vende tilbage til området, men pludselig gav det mening. Min søster og svoger havde forladt Vesterbro til fordel for smukke Ugledige året før, at vi flyttede. Det hjalp gevaldigt, at vi også kunne bo tæt på hinanden igen. Samtidig var det jo vidunderligt at gå fra 75 kvadratmeter til næsten 300. Endelig fik vi den plads, som vi havde længtes efter – og vi fik en have, som gjorde barselslivet så meget nemmere, end det havde været på Vesterbro."

Hvad har bykvinden lært af landet?

"Jeg har lært at dyrke køkken- og prydshave. Og i stedet for at bruge weekenden på vinbarer, så bliver de brugt på plantemarkeder og i køkkenet. Jeg har også lært at nyde årstidernes skiften på en helt anden måde, end da jeg boede i byen, hvor det mest var mørket og temperaturerne, der blev bemærket."

Og hvad har landet fået fra bykvinden?

"Det er nok ikke ligefrem min fortjeneste, men siden vi flyttede hertil, er adskillige kunstnere og venner fra stenbroen flyttet med. Jeg forsøger også at skabe professionelle samarbejder i området og har i år haft en stor prisvindende udstilling på den sydsjællandske kunsthal Rønnebæksholm, hvor en del af kunstnerne også er fra lokalområdet."

Hvilke uforudsete glæder har den nye tilværelse givet dig?

"Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle have hverken båd eller hund. Men se nu! Det har dog særligt været resultater af corona-krisen, og jeg er blevet meget glad for begge dele. I byen anede jeg heller ikke, hvor stor en naturlængsel, der boede i mig."

"Jeg er blevet decideret havemenneske og kan ligge søvnløs og spekulere på nye sammensætninger af bedene, hvilke ro2ser jeg stadig ønsker mig, og hvordan jeg kan etablere endnu mere frodighed og frydefuld blomstervildskab i min beskedne villahave. Jeg er også begyndt at bevæge mig meget mere i naturen – jeg løber flere gange om ugen i skoven eller langs vandet, og jeg har en langt større nydelse ved at være uden for, end jeg havde på stenbroen."

Hvad er fortsat en frustration?

"Den eneste ulempe, ved at være flyttet ud af byen, er, når jeg sidder til en middag og skal med det sidste tog hjem, men egentlig gerne ville være blevet en time til. Til gengæld er der direkte tog til Vordingborg, så turen hjem er ikke så bøvlet. Det er også grunden til, at vi ikke bor endnu længere ude på landet. Jeg vil gerne stadig kunne være social i byen til middage og ferniseringer uden at være afhængig af en bil."

Er livet på landet til jeres dages ende?

"Jeg elsker byen, så det kan sagtens være, at vi vender tilbage senere i tilværelsen – så må vi bare have et stort landsted tæt på vandet. For jeg kan aldrig igen undvære den dimension af tilværelsen. Jeg kunne også sagtens se mig selv flytte til Paris og så have sommerhus på en dansk ø. Drømmene lever stadig."