"Min mormor var et af de kærligste, mest taknemmelige og livskloge mennesker, jeg har haft i mit liv"

Jeg husker duften af hjemmebagt franskbrød, af mentolbolcher og Lancômes Trésor. Jeg husker fornemmelsen af små frøer i min hule hånd, som min storebror og jeg fangede ved søen for så at slippe løs igen i havens drivhus. Og jeg husker min mormors ubetingede og gavmilde kærlighed til alle sine børnebørn. Hendes glade stemme, når jeg som barn ringede for at sige hej. ‘Nææ hej, skatter!’ lød det altid med gennemtrængende vestsjællandsk dialekt.

Jeg kan stadig se hende for mig, som hun står der på dørtrinnet med tasken i hånden, ankommet med bussen og parat til at flytte ind, når mine forældre skulle rejse med min fars arbejde, eller børnesygdomme væltede familiekabalen. Jeg kan høre hendes klare røst, når hun synger for på højskolesangene, og når hun folder hænderne ved puttetid i et fadervor, som hun havde lært det fra barnsben. Og jeg kan mærke fornemmelsen i pegefingeren, der trykker dørklokken ind, da jeg som gymnasielev i samme by, som hun boede i, af og til stak hovedet forbi til en kop kaffe og nogle gode historier.

Hendes stærke blik bag brillerne, da hun med tårer i øjnene tog min hånd i begge sine og lykønskede mig med min nyfundne kærlighed og senere – kvinde til kvinde – med mit første lille mirakel; hendes fjerde oldebarn – min førstefødte søn: ‘Det ER et mirakel, Mette!’ Det føltes ofte, som at hun bar mine glæder som sine egne. Som når hun stolt præsenterede mig som sit barnebarn i et tonefald, som var jeg selveste kronprinsessen.

Min mormor blev 94 år og lever stadig i mine minder som et af de kærligste, mest taknemmelige og livskloge mennesker, jeg har haft i mit liv. Og tilmed med en fantastisk humor. Selv på det sidste, da hendes gamle krop blev træt, kunne hun sige: ‘Hvad hjælper det at have mange penge, hvis man ikke kan tisse?’, og hun kendte faktisk en, der havde masser af penge, men problemer med vandladningen. Og det var vist ikke så sjovt.

Bedstemødre og -fædre kan være guld værd. Jeg var heldig at lære tre af mine bedsteforældre at kende. De lærte mig om livet og om kærligheden med en erfaring, som man kun har, når man selv har levet et helt langt liv.

Men forholdet mellem generationerne er ikke altid uden gnidninger. Vi forældre skal give plads til, at glæden og fortroligheden mellem bedsteforældre og børnebørn kan blomstre. Bristede forventninger fra enten mor eller bedste kan forpurre den gode stemning.

Måske har du og dine børn allerede et godt forhold til deres bedsteforældre. Måske er du irriteret over, at de er for meget på banen, eller slet ikke nok. Jeg håber, at vores tema i dette nummer af Vores Børn vil inspirere både dig og dine børns bedsteforældre til at få størst mulig glæde af hinanden.

Når jeg ser på mine egne to drenge, og hvordan deres ansigter lyser op i et stort smil, og deres arme rækker op efter en af bedsterne, fyldes jeg af taknemmelighed. Tænk, at have fire andre voksne i deres liv, som elsker dem næsten lige så højt, som deres egne forældre. Det er en gave.