Undersøgelse viser: Mødre har kronisk dårlig samvittighed - har du?

Man skal ikke bladre mange sider tilbage i historiebøgerne, før familielivet hvilede på noget mere firkantede byggesten end nu. Før i tiden var en god mor en flittig husalf, der kunne holde både børn og hjem pletfri og sylte og bage, mens en god far puklede dagen lang for at skrabe penge sammen til at forsørge familien. Far var sådan set helt og aldeles fraværende i familien.

Han fik sent fyraften og smækkede havelågen efter sig tidligt næste morgen. Familiens arvinger så ham praktisk talt kun, når mor havde sladret om, at de havde været uartige, og der skulle uddeles røvfuld på stribe. Meget er sket siden da.

Godt nok er mor stadig den eneste, der kan føde børnene, men omsorgen, opdragelsen og de hjemlige opgaver har far også taget livtag med det seneste halve århundrede, fortæller Per Schultz Jørgensen, the grand old man inden for familieforskning, der er forfatter til en hel stak bestsellerbøger om den moderne børnefamilies fremskridt og udfordringer, og tidligere har været formand for Børnerådet.

"Den nye farrolle er nok den mest opmuntrende del af samfundsudviklingen de seneste 40-50 år. For første gang i hele vores vestlige kulturhistorie er far nærværende og tilstedeværende. Så det, vi oplever nu, er enestående. Det er et kulturskifte af stor, stor dimension. I det 21. århundrede går mor og far til familielivet i fælles front. Mor er for længst trådt ind på arbejdsmarkedet, og fædre med babyer i bæreseler på brystet er efterhånden blevet en naturlig del af bybilledet. Det er faktisk blevet cool at være en aktivt deltagende far, der skifter bleer, puster på blødende knæ og leger dåseskjul med ungerne."

"Det er vidunderligt for alle; både dem selv, deres partner og ikke mindst deres børn. Men vi skal huske, at man ikke skal langt ud over voldene, før der ikke er mange bæreseler eller fædrebarsler. Heldigvis har mange unge fædre fået blik for, at det også er et privilegie at tage aktivt del i ens børns opvækst. Desuden synes mange unge, at det er attraktivt med en partner, der er ambitiøs både privat og professionelt", fortæller Cecilie Nørgaard, der er kønssociolog og indehaver af virksomheden Mangfold. Som samfund har vi taget nogle gevaldige ligestillingsspring de seneste 50 år, men navlestrengen til de gamle sejlivede kønsstereotyper er langt fra kappet, for det er fortsat – over en bred kam – mor, der får familiefabrikken til at snurre.

Tal fra Rockwoolfonden og Finanssektorens Arbejdsgiverforening viser, at mor tager det største slæb med de praktiske opgaver på hjemmefronten. En hel time mere om dagen bruger hun på husligt arbejde såsom madlavning, indkøb, tøjvask og rengøring.

"Der kræves rigtig meget af mor. Hun skal have en karriere, et socialt netværk og samtidig kunne varetage en masse nye funktioner knyttet til det at være mor. Det er ikke kun opdragelsen, den deles jo i høj grad med faren – og ikke mindst daginstitutionerne i dag. Men mors opgave er at få hjemmet til at fungere. Hun skal opretholde et socialt netværk omkring familien og varetage børnenes interesser.

Det er også mødrene, der har kontakt til børnehaven, varetager madlavningen, får lavet en madplan og sætter økologi og bæredygtighed på dagsordenen. Det er en form for familiemanagementopgave, mor har, som handler om at få den travle familie til at fungere. Selvom vi også har set en revolutionerende ny farrolle med ømhed og nærhed og omsorg for de små, så er det stadigvæk mor, der har hovedansvaret. Det kan man også se på barselsstatistikkerne", pointerer Per Schultz Jørgensen.

Mor er en ottearmet blæksprutte

At mor påtager sig et kolossalt ansvar for at få familielivet til at glide, peger en ny stor undersøgelse fra Vores Børn ligeledes på. Alt tyder på, at mor er noget nær eneansvarlig for mange af de usynlige opgaver i børnefamilien. For eksempel står hun i langt de fleste tilfælde for at booke tid hos lægen, købe gaver til børnefødselsdage og tjekke forældreintranet.

Tidskrævende aktiviteter, som mor skal klemme ind mellem dagens andre gøremål, og som optager en hel del hjernekapacitet. Det er alt fra vaccinationer til tilmelding til svømmeholdet og alenlange Aula-tråde om skærmpolitik, klassedynamik og forsvundne gummistøvler, mor skal forholde sig til. Men familiens logistikchef bliver sjældent præmieret for sin indsats, for få bemærker den.

Far derimod kommer i højere grad på banen, når ungerne skal køres til sport, en tur på legepladsen, eller der skal læses godnathistorie. Aktiviteter, der oftere udløser klapsalver. Men selv de familieaktiviteter, far er mere involveret i, er mor mest involveret i.

Altså: Mors to do liste synes endeløs. I hvert fald hvis man skal tro mødrene selv, der udgør 99 procent af respondenterne i Vores Børns nyeste undersøgelse om familieliv. Undersøgelsens konklusioner kommer ikke bag på kønssociolog Cecilie Nørgaard. For mor er bundet til børnene og hjemmet på en helt anden måde end far, der har en større grad af frihed.

"Ofte forventes moren at være den forælder, der har det største ansvar, overblik, er nærværende og bruger mest tid med barnet, har styr på legeaftaler, skole/hjem-samarbejdet, som ved, hvad barnet mangler af tøj og ting til skolen, køber det fornødne, yder omsorg, bringer til/fra eftermiddagsaktiviteter og sport, laver madpakker og så videre.

Faren forventes at være en god suppleant, der kan træde til. Det kommer også til syne gennem sproget, som når en mand ikke er med til fest, og nogen siger: “Nåh, er han hjemme og passe jeres barn?” Sådan ville man aldrig formulere det om en kvinde – hun er bare “hjemme med barnet”. Forventningerne til moderskabet er stadig langt mere krævende end forventningerne til faderskabet, og derfor er det sværere at leve op til og nå det hele", siger kønssociologen.

Men det er ikke nødvendigvis hverken dovenskab eller modvillighed, der afholder fædrene fra at buldre ind på familielivets praktiske banehalvdel. Det er langt mere komplekst end som så", forklarer Anna Sofie Bach, der er postdoc på Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet og har beskæftiget sig med temaer som faderskab, maskulinitet og ligestilling.

"Når maskulinitetskultur er bygget op omkring, at det maskuline er defineret som modsætningen til det feminine, og meget husarbejde er feminint konnoteret, så bliver det jo svært at tage det på sig uden at risikere sin maskuline status. Gør-det-selv-arbejde på huset er typisk maskulint konnoteret, ligeledes er ansvaret for familiens bil, havearbejdet kan gøres af begge.

Noget af det, der er på spil her, er også, at vi har en tendens til ubevidst at reproducere det, vi er vokset op med, med mindre vi meget aktivt tager stilling til de her ting eller bliver tvunget til det, for eksempel fordi en partner har store karriereambitioner. Derfor går udviklingen på det her område så langsomt", siger kulturforskeren og påpeger, at særligt den øvre del af middelklassen udliciterer husarbejdet til andre for at få den moderne hverdagskabale med to udearbejdende forældre til at gå bedre op.

Nogle får leveret måltidskasser, andre har rengøringshjælp, og så benytter børnefamilierne sig gerne af grovbrødsblandinger og andre sunde, bekvemme alternativer, som sparer mor for selv at stå med fingrene i proteinbolledejen en onsdag aften.

Mor er splittet i to

De skyhøje forventninger til moderskabet kommer tit og ofte i karambolage med hverdagens realiteter, og det kan om noget få den dårlige samvittighed til at tynge mor. Tæt på alle forældrene i Vores Børns undersøgelse, som stort set udelukkende er kvinder, bliver ramt af dårlig samvittighed fra tid til anden – 30 procent ligefrem dagligt.

Svimlende 87 procent af mødrene i undersøgelsen plages i bund og grund af kroniske samvittighedskvaler.

"Den dårlige samvittighed er en indbygget mekanisme i morrollen. Moren, der går på barsel, føler, at hun mister noget på arbejdsmarkedet. Når hun så endelig kommer ud på arbejdsmarkedet igen, så føler hun, at hun svigter sit barn. Hun er fanget i en catch 22-situation: Det er næsten ligegyldigt, hvad hun gør, hun har altid en følelse af, at hun svigter.

En mor, der føler, hun går for tidligt hjem fra arbejde, vil samtidig føle, at hun kommer for sent hjem til familien. Hendes sjæl og krop er spændt ud mellem to virkeligheder, som hun skal prøve at leve op til. Faren er i højere grad i stand til at føle friheden forbundet med at være i et job, for han har traditionen med sig, men moren bryder med en gammel tradition og kæmper sig vej frem, derfor bærer hun på et skyldkompleks og føler, hun gør det for dårligt", siger Per Schultz Jørgensen.

Og det er altså ikke småting, der kan få selvbebrejdelsen til at gnave. 79 procent af mødrene får dårlig samvittighed, hvis de er fraværende over for deres børn. 74 procent, hvis de råber ad deres børn. 59 procent, hvis de henter sent i institutionen. 55 procent, hvis de tillader meget skærmtid. 36 procent, hvis de arbejder for meget, og ligeledes 36 procent, hvis de serverer usund eller færdiglavet mad, viser undersøgelsen.

For bare et par årtier siden, i 90’erne, kastede børnefamilierne sig ellers frådende over fastfood og lørdagskylling i foliebakke, og fra tid til anden sneg der sig også en mælkesnitte eller en Petit Danone med i juniors madpakke. Nu er tiden en anden. Økologi er kommet på dagsordenen, mange institutioner har indført nultolerance over for sukker, og der er prestige i at leve sundt og grønt. I det hele taget er moderne forældre meget optaget af at signalere, at de er ansvarsfulde voksne, som har styr på tingene, fortæller Per Schultz Jørgensen.

"Alt, hvad der har med den ydre facade af familielivet at gøre – hvad man giver sine børn med i madpakken, hvornår man henter, hvordan børnene ser ud, om de klarer sig godt i skolen, om de har legeaftaler og er små succeser – det er alt sammen udtryk for, hvordan jeg lykkes som mor. Om jeg kan klare det, eller mine børn ser lidt forsømte ud. Når man laver et hjemmelavet måltid eller henter tidligt, signalerer man over for omverdenen, at man er en succes som mor. At man er i kontrol. Vores samfund er et samfund med kæmpe signalværdier", siger familieforskeren og understreger, at nutidens forældreidealer på mange måder er komplet urealistiske.

"Man er ikke en dårlig mor, hvis man henter sent. Det kan være nødvendigt, for alle familier er pressede indimellem, men det kan også være et udtryk for, at man ikke har fordelt opgaverne godt nok, eller at man er enlig mor, som slås med at klare det", siger han og tilføjer, at mødrene roligt kan skrue ned for selvbebrejdelsen, for selvom de uden tvivl er betydningsfulde for deres børns ve og vel, så er det ikke sådan, at de ene og alene afgør deres børns fremtid.

"Der er så mange andre ting, der spiller ind på barnets udvikling, for eksempel gener, kammerater, skole og social baggrund. Man kan meget nemt komme til at puste forældrerollen helt op i skylaget, så forældrene kommer til at føle et ansvar, som er alt for overdrevet", siger han.

Far bliver hyldet, mor bliver shamet

Mors forældreskab har alle dage været mere overvåget end fars, men aldrig som nu. I den digitale tidsalder er det ikke længere kun sundhedsplejerskerne, der står på spring for at give gode råd om alt fra amning til motorik, det samme gør en hel hær af dedikerede cybermoms.

Det ene øjeblik sender de kærlige hep og likes, det næste løftede pegefingre og belærende moralprædikener. Også i andre sammenhænge står mor i første række til øretæverne, mens far mere frit kan udøve sit forældreskab uden at blive irettesat og shamet af andre, fortæller Per Schultz Jørgensen.

"“Nej, hvor er han en sød far,” vil mange sige om de ting, far overkommer, hvorimod mor vist knokler for meget, hun er vist for meget ude, hun går vist for meget op i sin karriere, hun forsømmer vist sine børn. Der har vi den der traditionelle opfattelse af morrollen, som vi falder tilbage i. En mor skal primært føde børn og passe dem", siger familieforskeren.

En far, der tager barsel, laver aftensmad eller orkestrerer børnefødselsdag for en flok i børnehavealderen, hyldes på det nærmeste for sit store engagement i familien. Mor får knap et tak.

"Fædre roses ofte for deres indsats med hjem og børn, mens det blot forventes af mødre og derfor påpeges og kritiseres, hvis ikke de lever op til kulturens forventninger. Fædre bliver stadig klappet igennem, hvis de bare når én af de ting, som traditionelt har været morens domæne", understreger Cecilie Nørgaard.

Halvdelen af forældrene i Vores Børns undersøgelse har på et eller andet tidspunkt følt sig set ned på eller kritiseret for deres måde at være forælder på. Trangen til at sable andre ned stikker åbenbart dybt.

"Vi lever i et samfund, hvor den enkelte er sin egen lykkes smed, og hvor vi konkurrerer med hinanden om poster, positioner og karakterer. Derfor er det også en konkurrence at komme til at fremstå mest succesfuld. Den ydre anseelse kommer til at spille en kæmpestor rolle", forklarer Per Schultz Jørgensen.

Men, påpeger Anna Sofie Bach, far ligger altså også under for nogle håbløst forældede klichéer. De adskiller sig bare markant fra dem, mor støder på.

"Ikke at kunne forsørge sin familie eller tjene mindre end sin partner kan være forbundet med stor skam og udskamning af mænd. Ligeledes er det at vise følelser forbundet med afmaskulinisering, og det gør det svært at bryde med de traditionelle forståelser af, hvad det vil sige at være ‘en rigtig mand’, siger kulturforskeren og indskyder, at en mand, der helliger sig familien, nemt bliver stemplet som en ‘tøffelhelt’. Altså en mand, der har givet afkald på sin autoritet og selvstændighed og derved har underkastet sig kvinden. Den moderne far har fortsat helt reelle udfordringer at bokse med. Blandt andet kampen for at blive anerkendt som retmæssig omsorgsgiver på linje med mor."

Den kulturelle fortælling, om at kvinder er født med et eller andet form for omsorgsgen, er ret stærk og former nogle fædres handlerum. Det kan give udfordringer med at få plads og blive genkendt som en ligeværdig omsorgsgiver – og hermed mener jeg ikke, at man kan lægge ansvaret for, at mænd ikke kommer på banen over på kvinder, som ikke giver lov. Men at staten er med til at opretholde ideen om, at mor er den bedst tænkelige omsorgsgiver. Eksempelvis er det som regel mor, der får fuld forældremyndighed i konfliktfyldte skilsmissesager, forklarer Anna Sofie Bach.

Farsel er fremtiden

I 2018 tog danske fædre, der har ret til barselsdagpenge, i gennemsnit 31,9 dages barsel, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er en fremgang på 2,6 dage siden 2015, så der er fortsat et stykke vej til de otte uger, som EU har besluttet at øremærke til far senest fra 2022. Afholder far ikke barslen, bortfalder den ganske enkelt. Netop delt barsel anser mange forskere som det mest ligestillingsfremmende trumfkort af alle.

"Et norsk studie viser, at i familier, hvor far også har været på barsel, bliver de markant sjældnere skilt. Der opstår en gensidig forståelse og respekt for både det at være hjemme med barnet og det at være væk fra barnet. En indsigt, som begge parter kan trække på gennem barnets opvækst. Når der stadig oftest er stereotype kønsroller i familier, er det, fordi normer tager tid at forandre og kræver vilje og indsigt. På et samfundsmæssigt niveau og i den enkelte familie.

I Danmark har vi stadig en national selvopfattelse som verdensmestre i ligestilling, og derfor gør vi nær sagt ingenting. For vi mener, at det er opnået. Men sandheden er, at det jo langt fra er virkeligheden. Det kræver en grundlæggende kulturforandring og et opgør med en patriarkalsk kultur, der er så gennemgribende i vores systemer, hvad end vi taler om de institutionelle eller familien. Det kræver et opgør med forestillingen om, at et menneskes køn har afgørende betydning for, hvem vi er, og hvad vi kan blive", siger Cecilie Nørgaard.

Almindeligvis har far større frihed til at accelerere på arbejdsmarkedet. Den side af livet går mor i mange tilfælde på akkord med, og det oplever nogle mødre som et tab, men også som en vis frustration. 34 procent af de kvindelige lønmodtagere arbejdede på deltid i 2018, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. En stor del af dem gør det for at kunne overkomme rollen som familiens projektleder uden at brænde fuldstændig sammen.

"Man er jo som regel to mennesker, der får barn sammen, og det fælles ansvar skal man huske. Vi må slække på de gamle strukturelle forventninger til moderskabet, så vi kan give faderskabet styrke, for forventningerne kan både bremse kvinders øvrige liv og den anden forælder i at få lige adgang til forældreskabet", siger kønssociologen.