Molly Egelind: "Det føltes så liv eller død-agtigt, at jeg faktisk navngav Wilma i ambulancen"

Molly Egelind er godt undervejs i en historie, men taber pludselig tråden til et eller andet i baggrunden.

“Hvor var det nu, jeg kom fra? Nåh ja, det kan vel også vente med den ovn.”

Hun griner, for det er ikke usædvanligt, at hun tror, at hun kan fikse alt på ingen tid.

Skuespilleren og hendes mand, Benjamin Katzmann Hasselflug, er i gang med at flytte ind i den lejlighed, de har brugt måneder på at renovere, og i dit tv er Sygeplejeskolen, hvor Molly Egelind har en af de bærende roller, netop kørt med sin femte sæson.

Det seneste år har hun været aktuel i intet mindre end fire projekter. Og så har vi ikke nævnt en barsel og projekt baby. Børn er nemlig ikke projekter, der skal planlægges og passes ind, og derfor har Molly Egelind og hendes mand ventet hele syv år med at udvide familien fra tre til fire.

I den periode er det dog ikke kun antallet af hoveder og dertilhørende bekymringer, som er vokset. For første gang føler Molly Egelind sig nemlig selvsikker – ikke kun som menneske og skuespiller, men også som mor.

Vi har mødt skuespilleren til en snak om forælderskabets svære dilemmaer, om søskendedynamik og om en graviditet, der slet ikke gik efter planen. 

Livet som mor

Hvad har du især lært af at blive mor?

“Multitasking og prioritering! Det lærte jeg nok især, da jeg fik min ældste, Ellinor. Hun er otte år i dag, mens min yngste, Wilma, er halvandet. Wilma lærte mig til gengæld, hvor forskellige børn kan være, selv om de kommer fra de samme forældre.

Jeg tænkte, at vi bare ville få en mere af samme slags. Hun har også været med til at lære mig at være mere tålmodig. Min tålmodighed fik i hvert fald et nyk opad, for hun er en bestemt lille dame, haha.”

LÆS OGSÅ: Maria Jencel: ”Jeg har aldrig været så syg, som jeg var der. Og så skulle jeg føde”

Hvordan har det været at blive mor i to forskellige aldre og tidspunkter af livet?

“Det er lidt svært at tage børnenes personlighed ud af ligningen. Og ligesom så mange andre har jeg oplevet, at barn nummer to gør, at man ikke er lige så meget i kaosmode. I langt højere grad har jeg turde stole på, at ting vitterligt er en fase.

Da vi fik Ellinor, gik jeg på Skuespillerskolen, og min mand og jeg var i gang med at etablere vores karrierer. Der var generelt meget fart på i den periode, men hun har selvfølgelig altid stået forrest i køen.

Jeg føler mig meget mere selvsikker nu som mor, som menneske og også som skuespiller. Jeg har en langt større tro på, at tingene nok skal gå. At vi finder ud af det. Imellem mine to børn har jeg også nået at opbygge enormt meget erfaring, og det var den ballast, der skulle til i forhold til at turde få et barn mere. Nu kører det nogenlunde med alt den karriere der, tænker jeg.

Så overskuddet og den fase, som vi er i i livet, gav lyst til at få et barn mere. For det er svært at trække sig selv helt ud af billedet, når man er skuespillerinde. Jeg var så bange for ikke at kunne arbejde, og at folk ville vælge mig fra på grund af en graviditet.

Der er i hvert fald mange, der i årenes løb har spurgt: ‘Hvornår skal I så have nummer to?’ Der var på et tidspunkt også en, der sagde: ‘I skal bare til at få det overstået’ og ‘I bliver bombet tilbage til start, hvis I venter for længe’. Men jeg vil ikke have noget overstået! Slet ikke så stor en ting i livet. Det skulle være i vores eget tempo, og for mig var det vigtigt at kunne overgive mig fuldstændig til lysten om at få et barn mere.”

Hvad fik det dig til at føle, når folk spurgte ind til, hvornår I skulle have et barn mere?

“Jeg blev faktisk lidt ked af det, for jeg synes, at det er ærgerligt at reducere børn til noget, man skal have overstået. Det ville jeg rigtig gerne væk fra.

Der har da også været momenter, hvor vi har kigget på hinanden og spurgt: ‘Gør vi det forkert? Er der noget, vi har misforstået?’ Men mavefornemmelsen har trumfet det. Vi er gode til at tale om vores forventninger til livet, og hvad vi gerne vil. Vores første barn fik vi, fordi vi blev så forelskede i tanken om at blive forældre. Så vi gik og ventede på, at vi ville få det sådan igen med tanken om nummer to. For lysten skal være der.

Selv om jeg ikke synes, at man kan sige, at det er hårdt at have to børn, så kræver det noget, og ligesom med alt andet i livet, der kræver noget, skal det være lysten, der driver værket. Derfor havde jeg også brug for at mærke et brændende behov for at, øh, formere os igen. Både Benjamin og jeg har søskende, som er en del yngre end os selv, og min søster er en af mine bedste veninder, på trods af at der er fem års forskel. Så på den måde var vi ikke selv nervøse for den store aldersforskel.”

Søskendedynamik

Har det været udfordrende at få børn med stor aldersforskel?

“Faktisk har jeg kun oplevet gode ting ved at få børn så langt fra hinanden. Vores ældste var næsten syv, da vi fik Wilma, og jeg synes, at der er mange positive ting ved at have børn, hvis behov ligger så langt fra hinanden. Den lille kræver for eksempel mere fysisk kontakt og opmærksomhed, hvor den store er meget mere selvstændig og tænkende.

Hun har et behov for at snakke om tingene, og de to behov kan jeg godt give på samme tid. Jeg kan godt lytte til den store, mens jeg ammer den lille. Samtidig havde Ellinor en stor stolthed ved at være en del af familien og ved at være med til at hjælpe.

Vi gjorde også meget ud af at italesætte, hvor stor en del, hun var af det hele, og hun har vist sig fra en meget hjælpsom side. Hentet vand, når jeg har ammet og så videre. Vi har tit sagt til hende: ‘Hvad skulle vi dog gøre uden dig, Ellinor,’ så hun kunne se, hvor meget hendes tilstedeværelse betyder.”

LÆS OGSÅ: Irina Olsen afslører babynavn

Var I i tvivl, om I overhovedet ville have flere børn?

“I lang tid troede jeg, at vi sagtens kunne nøjes med Ellinor. Jeg lod det ikke være et must, at vi skulle have flere børn, og jeg lod egentlig bare lysten komme af sig selv.

Jeg har PCO, så jeg har været rigtig heldig med at blive gravid begge gange. Og derfor var jeg måske også lidt nervøs for, at vi kun havde det ene skud i bøssen. Så det fyldte ikke så meget, om vi skulle have et barn mere eller ej. Heldigvis var det ikke svært at blive gravid - hverken første eller anden gang, udover at jeg simpelthen ikke anede, hvornår jeg havde ægløsning. Som I overhovedet ikke.

Men jeg tror da helt sikkert, at det har haft indflydelse på beslutningen, at det ikke var givet, at det ville blive nemt at få en to’er. Især når man hører om så mange, der kæmper med at være ufrivilligt barnløse.”

Graviditet

Hvordan var din første graviditet?

Og så blev du gravid igen…

“Hvor min første graviditet var en sideløbende ting, var det problemerne, der kom i fokus under min anden graviditet. Næsten alt det, der kunne gå galt, gik galt, og jeg havde mange bekymringer. På den måde var graviditeten meget i fokus anden gang, og det var ikke nødvendigvis på en god måde, for den ene bekymring blev afløst af den næste hele vejen igennem.

Derfor var det også svært for mig at glæde mig lige så meget som første gang. Jeg havde det så sindssygt dårligt og led enormt meget af kvalme og sure opstod. Jeg shottede nærmest Gaviscon (middel mod halsbrand og sure opstod, red.) og følte mig invalideret.

Til gennemscanningen fik Wilma lave tal, og vi skulle derfor igennem yderligere prøver for at finde ud af, at hun havde det OK. Senere fandt de ud af, at jeg havde foranliggende moderkage, og det betød, at jeg brugte meget af sidste trimester på hospitalet, fordi jeg havde kraftige blødninger.”

Hvad skete der?

“Min moderkage sad fast foran fødselsåbningen, og det er det sted i livmoderen, som bevæger sig mest. Så der skal ikke meget til for at provokere en blødning. En dag, da jeg var cirka syv en halv måned henne, havde jeg gået en lang tur med min veninde i dejligt vintervejr, og havde sat mig i sofaen, efter jeg kom hjem. Pludselig kunne jeg mærke, at det blev vådt i mine underbukser, og jeg tænkte straks ‘ej, jeg er da ikke nået dertil endnu’. Og så var der bare fuldstændig ildrødt, da jeg kiggede.

Jeg blev hentet i ambulance og kørt til Hvidovre Hospital, hvor jeg først kom direkte på fødegangen og senere til observation. Det føltes så liv eller død-agtigt, at jeg faktisk navngav Wilma i ambulancen. Hun blev nødt til at have et navn. Jeg var allerede i et bekymringsgear, og jeg havde nemt ved at blive skræmt. Derfor føltes det som noget at holde fast i – at det, at hun fik sit navn, forbandt mig mere til hende. Det cementerede hendes tilstedeværelse.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt om at gå i familieterapi: ”Jeg var ikke den mor, som jeg ville være”

På hospitalet kunne de heldigvis fortælle, at Wilma havde det godt. De fik stoppet blødningen og beholdt mig til overvågning. Der lå jeg i fem dage – og to gange mere, inden Wilma blev født, tre uger for tidligt. Når først man kommer på hospitalet, føles det hele bare så voldsomt og sygeliggørende, selv om jeg ikke var syg. Jeg skulle egentlig bare monitoreres.

Der følte jeg mig virkelig også som en dårlig mor for Ellinor. Hun blev selvfølgelig bange for, at jeg var på hospitalet, og det var svært, fordi det var Corona-tid, og hun derfor ikke måtte komme og besøge mig. Heldigvis steppede min mand og familie totalt op og gjorde det så fedt for hende, som de kunne. I dag fylder det ikke længere hos hende, fordi alt jo heldigvis gik godt.”

Fødsel

Hvordan gik fødslen så?

“Jeg havde en pissekedelig, men hammerlang førstegangsfødsel med Ellinor. Den varede 36 timer og var ellers alt det, man tænker, at en fødsel er. Wilmas var anderledes, for når man har foranliggende moderkage, skal man føde ved kejsersnit. Det er ikke ligesom ved en sædefødsel, hvor man godt kan prøve at føde vaginalt først, og så sadle om undervejs. Her chancer man det ikke.”

Hvordan havde du det med det?

“Jeg havde det personligt helt fint med et kejsersnit. Det var jo bare sådan, det var. Omvendt mødte jeg en jordemoder, som havde virkelig ondt af mig, fordi jeg ikke kunne ‘føde rigtigt’. Jeg var i et feisty humør den dag, så jeg gav hende totalt igen. Hun fik hele salgstalen om kejsersnittet og om, hvorfor det er en fuldstændig fantastisk mulighed, at jeg overhovedet kunne få sådan ét. At kvinder engang måtte dø, fordi det ikke var en mulighed, og at alle fødsler er rigtige fødsler.

Jeg er klar over, at et akut kejsersnit er mindre fedt, men jeg vidste fra start af, at jeg ikke havde andre muligheder, og så kunne jeg hvile i det og nyde den ro og mag, det gav. Det var en virkelig fin oplevelse, og jeg havde valgt, at jeg gerne ville have sænket klædet, så jeg kunne kigge med.

Har du oplevet andre, som har haft samme indstilling til kejsersnit, som jordemoderen havde?

“Jeg har gjort rigtig meget ud af at komme det i forkøbet. Ikke at gøre plads til, at der er noget, der er rigtigt eller forkert. Så jeg tror, at jeg har været rimelig forskånet. Der er rigtig mange fødsler, som ender i kejsersnit, og derfor er det bestemt ikke mindre rigtigt end andet. Derfor synes jeg heller ikke, at man kan tale om en naturlig fødsel, men en vaginal fødsel og et kejsersnit.

Det er præcis lige så rigtigt at få et kejsersnit som at ligge og okse i 36 timer, som jeg gjorde med den første. Jeg er præcis lige stolt af begge mine fødsler, og jeg kan blive så harm over, at man kan tale om et kejsersnit som mindre værdigt.

De fleste ved måske heller ikke, at helingen efter et kejsersnit er meget værre. Der er ingen genoptræning, og du bliver fuldstændig tabt på gulvet. Jeg har hørt rigtig mange historier om kvinder, der er blevet overladt til sig selv. Du kan få en meniskskade eller tennisalbue og få tilbudt genoptræning, men en kæmpe maveoperation, ja, den må du altså klare selv. Du får ikke engang en øvelse, du kan lave hjemme på stuegulvet. Du bliver bare sendt direkte ud i virkeligheden med dit barn.

Jeg har senere valgt at få laserbehandlet mit ar. Jeg vil gerne have, at det skal være en ting, jeg er stolt af at vise frem og ikke et knoldet, rødt ét. Jeg vil gerne se på det og føle mig empowered over, hvad jeg har gjort. Jeg synes, at det er så vigtigt, at vi taler om det som noget positivt. For jeg ville have været død af blodmangel, hvis jeg ikke havde fået det kejsersnit.”