Mor-klumme: Min syngende morfar

Du er min øjesten, en lille dejlig en, er du. Og når vi to følges ad, så er jeg altid glad, som nu.’

Sådan sang min morfar højt, når vi cyklede ture i weekenden – da jeg var helt lille og sad foran på hans cykel, og senere da han holdt mig beskyttende på skulderen, mens jeg kørte af sted på min egen cykel.

Min morfar kaldte mig Hjerte, og han var en ægte københavnerdreng, opvokset med sin mor, sin tyranniske far og sine seks søskende i en toværelses lejlighed på Nørrebro. Min morfar blev sendt ud af skolen og blev arbejdsdreng på en fabrik, da han var 13 år.

Han var glødende socialist, og da jeg var lille, havde han en høj stilling i en fagforening, og jeg kunne altid tjene ‘en daler’ ved at synge Danmark for folket eller Internationale. Eller bare synge titlerne, for jeg kunne ikke sangene. Så grinede han og stak mig en femmer.

Flødeboller til børnehaven

Min morfar var en flottenhejmer og en humørspreder, der kørte op til min børnehavekoloni med flødeboller til alle ungerne, og han sang uden hæmninger. Og selv om jeg ved, at min mor sikkert sang meget mere for mig, er det min morfars sange, jeg husker bedst; dem, mine minder er bundet op på.

Hos ham hørte jeg Når jeg ser et rødt flag smælde og forstod indignationen og storheden og solidariteten. Jeg blev især rørt over linjerne Jeg har elsket dets farve fra lille / da min mor tog mig op på sit skød / og fortalte mig manende og stille om en fane så knitrende rød, der indprentede sig i min hukommelse.

Og jeg græd som pisket, da fagforeningsfolk dannede espalier med røde faner og sang den, da vi bar kisten ud ved hans begravelse. Og jeg grinede ad min morfar, der havde en kollega, der hed Juhl til efternavn, og hver morgen gjaldede ‘Glade Juhl, dejlige Juhl’, når han mødte på arbejde.

Glemmer du min kærlighed?

Min morfar havde også sans for dramatik med et glimt i øjet, og min mor fortalte, hvordan han altid sad ved hendes seng og sang Jeg er rejst, når du vågner i morgen, inden han tog natfærgen tilbage til København efter tre ugers sommerferie og efterlod min mor, onkel og mormor hos min oldemor i Rønne til tre ugers ferie mere.

Min morfar lærte mig at lytte til ordene i sangene; til følelserne, til poesien, til de store ting, til kærligheden. Og jeg mindes ham dagligt, nu hvor jeg selv er blevet mor og pludselig er den voksne, der husker de sange, min morfar sang for mig, da jeg var den lille.

Når jeg synger visen Du er min øjesten for min søn, er det med min morfar i tankerne – åh, hvor ville min sentimentale supermorfar dog have elsket at få bare et øjeblik med min dreng på skødet og selv have sunget sangen for ham. Men nu synger jeg den – og masser af andre sange – hver dag.

Fra Elefantens vuggesvise til Gasolin, fra Kære Sebastian- sangene til Pjerrot sa’ til månen.

Men der er én sang, som min morfar sang for mig, som jeg ikke kan få mig selv til at synge. Den sang, jeg husker ham allerbedst for, er H. C. Andersens Lille Viggo, der ender sådan her: Tænk på ham, der trofast mange gange / gynged’ dig på armen op og ned / Verden glemmer mig og mine sange / mon du glemme vil min kærlighed?